Hovedtelefoner skal der til, når du skal have fornemmelsen af at være en del af spillet uden at forstyrre familie og naboer. Eller rettere et headset. Forskellen på hovedtelefoner og headsets er mikrofonen, der på en bøjelig arm kommer på den helt rigtige plads og sikrer bedst mulig talekvalitet, når du skal koordinere indsatsen med dit hold. For gaming – eller e-sport – er en social beskæftigelse.
Vi har denne gang bevæget os op i den øverste ende af spektret. Både HyperX og SteelSeries har rigtig gode headsets, der kan fås for den halve pris. Så hvad er grunden til at punge ud med så mange penge? Hvad får du ekstra?
Flere muligheder
For det første får du flere muligheder. Hvor billigere spil-headsets oftest kun kan bruges med én type tilslutning, kan luksusmodellerne bruges, uanset på hvilken platform du spiller. SteelSeries har endda sin egen “hub”, hvor flere signalkilder kan samles.
Du kan også forvente bedre lydkvalitet. Fra at have været simpelt bulder og brag oplever vi i dag en lydkvalitet i gaming-headsets, der giver hi-fi-hovedtelefonerne kamp til stregen.
Du får med andre ord det hele. Og noget ekstra oveni – i form af trådløs forbindelse. Begge headsets giver adgang til at koble op med mobilen eller en trådløs spilkonsol via Bluetooth.
Spil for voksne
Da vi er i en prisklasse, der ligger over lommepengebudgettet, må headsettene gerne se godt ud. Byggekvaliteten er lækker og detaljerne afdæmpede. Gaming er ikke barneleg. Far har fået en hobby!
Sådan testede vi
Hovedsættene blev selvfølgelig testet i deres naturlige miljø, det vil sige på spil, ikke mindst 3D-skydespil, hvor eventuelle surround-effekter udnyttes maksimalt. Ud over dette blev de også prøvet med musik og film – igen i surround. Vi så også på de indbyggede mikrofoner.
HyperX Cloud Mix
Tungt, mørkt og kablet
Sætter fut i actionspil, men imponerer hverken på lyd eller features.
SteelSeries Arctis Pro Wireless
Perfekt kontrol
Det er svært at komme i tanke om noget, der kunne gøres bedre i SteelSeries’ topmodel.