HyperX er RAM-producenten Kingstons gaming-afdeling. Firmaet har især gjort sig bemærket med prisrimeligt udstyr med skrabede, men velvalgte features og har flere gange vundet priser i vores tests af den grund.
HyperX Cloud Mix beskrives som et kablet gaming-headset med trådløs forbindelse. Cloud Mix er primært beregnet til god, gammeldags kablet gaming hjemme i spillehulen. Men får du trang til lidt solskin (eller skal du bare hente en pizza), kan du tage det med dig med Bluetooth-forbindelse.
Det er dog enten-eller. Når du sætter lydkablet til venstre ørekop, afbrydes Bluetooth-modtagelsen totalt. Og hovedtelefonerne skifter fra aktive til passive. Det virker lidt ødselt at indbygge batteri, forstærker og trådløs modtager alene til bærbar brug, men du slipper på den anden side for at bekymre dig om batteritiden derhjemme. Der medfølger ikke noget USB-lydkort med HyperX Cloud Mix, men et Micro-USB-kabel til opladning.
Voksent design
HyperX Cloud Mix er mere diskret end det meste andet HyperX-udstyr, jeg har prøvet. Bortset fra logoet på ørekopperne er alt kulsort. Byggekvaliteten har til gengæld fået et nøk opad. Det hele ser ud som noget, du godt vil være bekendt at have siddende på hovedet, selv om du har passeret de 30 år.
Da forbindelsen er analog, er tilslutningen simpel. Har din PC separate bøsninger til hovedtelefon og mikrofon, medfølger der et adapterkabel. Mikrofonen med bøjelig svanehals kan klikkes på med et minijack-stik. Det er praktisk, men jeg har tidligere oplevet, at jack-stikket har været det svage led, som slides med tiden.
Lydkvalitet
De gode nyheder først: HyperX Cloud Mix er sjovt, når du sætter et actionspil på. Eksplosioner runger tungt, og Desert Eagle-pistolen i Counter-Strike lyder virkelig skræmmende!
Den dårlige nyhed er, at resten af frekvensområdet står slemt i skyggen af bassen. Mellemtonen virker noget tilbagetrukket. Det betyder, at tale bliver lidt sværere at forstå. Helt galt går det dog i diskanten, hvor overtoner brillerer ved deres fravær, og highhat, bækkener og triangel er fjernet fra percussionistens arsenal. HyperX Cloud Mix har ganske vist det eftertragtede Hi-Res Audio-logo på emballagen, og frekvensområdet er opgivet til at gå til 40 kHz. Men der står ikke noget om tolerancen.
Konklusion
HyperX Cloud Mix er lækkert og nobelt designet, og selv om prisen er høj, holder det sig stadig under de intimiderende to tusind kroner. Desværre lader lyden byggekvaliteten i stikken. Til bulder-og-brag-spil kan det lige akkurat gå, men til musiklytning er lyden simpelthen for dunkel. Og det er en vigtig mangel ved et headset, der netop sælges på at kunne tages med og bruges sammen med mobilen.
Også i denne test:
SteelSeries Arctis Pro Wireless
Perfekt kontrol
Det er svært at komme i tanke om noget, der kunne gøres bedre i SteelSeries’ topmodel.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer