Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: SteelSeries Arctis Pro Wireless

Perfekt kontrol

Det er svært at komme i tanke om noget, der kunne gøres bedre i SteelSeries’ topmodel.

Skrevet af / 18/06/2019 - 11:10
SteelSeries Arctis Pro Wireless
John Alex Hvidlykke

Danske SteelSeries har med sin Arctis-serie bevist, at man godt kan sælge gaming-headsets til et “voksent” publikum. Og også at man kan få dem til at betale lidt ekstra for det.

SteelSeries Arctis Pro Wireless er topmodellen i firmaets Pro-serie, der i forvejen henvender sig til krævende spillere med tegnebogen i orden. Vi har tidligere testet mellemmodellen, Arctis Pro + GameDAC, der imponerede med en lydkvalitet, der normalt er forbeholdt “rigtig” hi-fi.

Den største forskel på de tre modeller i Pro-serien består i ekstraudstyret og tilslutningerne, og med Wireless-udgaven får man både i pose og i sæk. Headsettet har to trådløse forbindelser: Bluetooth til mobile enheder og SteelSeries’ egen tabsfrie 2,4 GHz standard til alt det andet. Hvis du absolut vil have et kabel hængende, er der også tilslutning for analog lyd i ørekoppen. Men de fleste vil foretrække at tilslutte alt via basestationen.

Basestationen er en lille, højglansblank plasticboks, der udfylder samme funktion som forstærkeren i et stereoanlæg: Her samles alle signaler, og lyden forstærkes og tilpasses. Et OLED-display på fronten viser lydkilde og indstillinger samt batteristatus. Batteriet i hovedsættet er udskifteligt og kan oplades i basestationen. Da der medfølger to batterier, kan man helt slippe for at løbe tør, så længe man husker at bytte dem om i pausen indimellem.

På bagsiden er der USB-indgang samt optisk og analog ind- OG udgang. Det er omfattende – og ekstra imponerende, når man opdager, at lyden fra de mange indgange kan mikses!

Lydkvalitet

Da drivere og ørekopper er de samme som på Arctis Pro + GameDAC, kommer lydkvaliteten ikke som nogen overraskelse, men som et behageligt genhør. Vi har at gøre med en lyd, der ville virke naturlig i et sæt hi-fi-hovedtelefoner til samme pris. Bassen er tør og dyb, mellemtonen klar, og diskanten velopløst. Oven i det får man virtuel surround-lyd i form af den udmærkede DTS Headphone:X 2.0.

I modsætning til lillebror Arctis Pro + GameDAC har Arctis Pro Wireless ikke Hi-Res Audio-certificering. Det skyldes, at den trådløse forbindelse ikke understøtter 48 kHz sampling-frekvens. Men driverne er de samme i begge headsets.

Konklusion

Vi har gennem tiden set flere forsøg på at skabe en kontrolstation, der samlede lyden fra alt gaming-udstyr i én enhed. Men SteelSeries Arctis Pro Wireless er første gang, det er lykkedes, hvor resultatet ikke er blevet endnu mere uoverskueligt. Læg dertil en lydkvalitet, der ikke er oplevet bedre i gaming-headsets, og en lækker byggekvalitet, så virker prisen pludselig både rimelig og berettiget. Med både optisk og USB-indgang samt tabsfri trådløs overførsel kan de endda overvejes til hi-fi-anlægget!

Karakter
SteelSeries Arctis Pro Wireless
High End

Lyd & Billede mener

Perfekt kontrol, perfekt lyd, behageligt design og indgange til hvad som helst. Hvad mere kan man ønske? Du kan købe tre headsets for det, som det her koster. Men det er lige meget, for du har jo kun brug for ét sæt.

Også i denne test:

HyperX Cloud Mix vs. SteelSeries Arctis Pro Wireless

HyperX Cloud Mix

Tungt, mørkt og kablet

Sætter fut i actionspil, men imponerer hverken på lyd eller features.

God bærekomfort. Diskret og tillidsvækkende design. Tung bas, der klæder eksplosioner godt.
Mørkt lydbillede. Den indbyggede forstærker virker kun med Bluetooth. Intet USB-lydkort. Kabelstøj.
Læs hele testen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Den bedste lyd til pengene

Køb forgængeren i stedet

Så enkelt - så mesterligt!

Endelig "lossless" fra Bose

Godt nyt fra Bose

Hør din musik for første gang

B&W sætter barren højt - igen

Fabelagtigt gode til få penge

AirPods Pro er de smarteste hørepropper

Jabras klart bedste – men ikke for alle

Sonys professionelle hovedtelefoner - en usminket sandhed

Propper med fjernsyn

Scroll to Top