: Jays Q-Jays

Mange forbrugere kan ikke lide in-ear høretelefoner. Selv med små silikonepropper er der mange, som ikke kan lide følelsen af at have noget inde i øret, så i stedet vælger de hovedtelefoner. Som har den indlysende ulempe, at de er meget større. Et par små hørepropper kan altid rulles pænt sammen og lægges i jakkelommen. Det er ikke helt så nemt med store hovedtelefoner.

Men selv med silikonepropper, der passer i øret og ikke er så ukomfortable, risikerer man, at de ikke sidder godt nok. Så kan de ikke alene falde ud – hvis de ikke kommer dybt nok ind i øret, mister man også balancen i lyden. Bassen bliver tynd, og lyden tynd og skinger.

Mange af hørepropperne derude er så store og tunge, at de er svære at holde på plads, og så bliver lyden aldrig optimal. Der findes dog undtagelser. F.eks. Klipsch Image X11i, som er så små, at de nærmest forsvinder ind i øret, så kun ledningen stikker ud.

Nu er der så et par små hørepropper mere, omend de koster næsten det dobbelte af Klipsch. Jays Q-Jays er præcis så små, at de sidder godt i øret uden at falde ud – med de rigtige silikonepropper, vel at mærke – og har to armaturer (elementer), der skaber lyden.

De er lavet i PVD-belagt stål og leveres med et kabel, der skrues ind i ørepropperne, så de ikke falder ud, samt fem par aftagelige silikonepropper og et sæt formbare skumpropper. Som ekstraudstyr fås ledninger med kontrol/mikrofon til iPhone, Windows- eller Android-mobiler.

Armaturerne – eller elementerne, om man vil – er henholdsvis en fuldtone og en subwoofer. De spiller i hver sit kammer, som munder ud i et akustisk filter, der filtrerer de hårdeste toner og sibilanter væk.

 

Lydkvalitet

Byggekvaliteten er upåklagelig, og jeg har ikke set så små hørepropper af så høj kvalitet før; som regel koster sådan en finish meget mere. Men som altid er det selvfølgelig lyden, der er vigtigst: Har de to armaturer, som Jays har stoppet i de bittesmå hørepropper, det der skal til for at forsvare den høje pris?

Med de formbare skumpropper og Q-Jays godt placeret i øret er lydbilledet stort og behageligt. “Hollow Is Your Promise” med Saybia lyder stort, og bassen er stram og kontrolleret, men der er ikke så mange klangfarver i lydbilledet.

Det bliver faktisk bedre med silikonepropper, for mens skumpropperne danner en tragt foran, når de presses sammen og placeres i øret, er afstanden til elementerne meget kortere med silikonepropperne, som har en kortere åbning. Så kommer der flere detaljer og nuancer frem.

Daniel Nordgrens “Why May I Not Go Out and Climb the Trees?” får også mere tyngde i lydbilledet. Det lyder stadig, som om han sidder bag en væg og spiller, men sådan er optagelsen.

Ane Bruns “Signing Off” lyder intimt og nuanceret, og der er masser af forskellige klangfarver i sangen. De kommer godt frem, uden at hørepropperne lyder særlig analytiske af den grund. Klangbalancen er temmelig mørkt, men uden at være indelukket.

Med en hovedtelefonforstærker sluttet til min iPhones Lightning-stik vokser lydbilledet mange trin, og lyden får et langt bedre fundament med et forbløffende velvoksent bastryk – uden at det bliver påtrængende. Den varme klangbalance er der stadig, og der er ingen antydning af skarpe toner. Ikke engang når man skruer op for “Electric Man” med Rival Sons.

 

Konklusion

Det er sjældent, man oplever hørepropper, der lyder så stort og fyldigt som svenske Jays Q-Jays. De, der foretrækker hi-fi-agtig analytisk lyd, bør nok lede andetsteds, for de er ikke perfekte – lidt mere luft og gennemsigtighed savnes – men ellers er Q-Jays noget af det mest vellydende og komfortable, du kan putte i ørerne. Uanset hvilken slags musik du hører.