Ligesom bogstavelig talt alle andre har også JBL fået øje på det stadig voksende marked for hovedtelefoner med elektronisk støjreduktion (ANC). Vi testede for nylig mellemprismodellen JBL Club 950NC, men denne gang gælder det topmodellen JBL Club One.
At der er penge i støjreducerende hovedtelefoner i premiumklassen, vidner det hastigt voksende udvalg om. Vi testede i januar et dusin af de absolut bedste, og flere er kommet til i mellemtiden. Blandt de nytilkomne er de længe ventede Sony WH-1000XM4.
Robust look
JBL Club One ligner til forveksling lillebror Club 950NC: Forholdsvis kraftigt byggede hovedtelefoner med ovale ørekopper og blød kunstlæderpolstring på ørepuder og hovedbøjle. Alt er holdt i sort – selv JBL-logoet på ørekopperne, der er prentet i blank sort på matsort baggrund.
Hovedtelefonerne er kraftigt bygget med bøjler af metal og ser i det hele taget ud til at kunne holde til at blive taget med overalt – som det er skæbnen for rejsehovedtelefoner. Også driverne er beskyttet bag et metalgitter, som igen er dækket af et tyndt nylonnet. Det hele virker solidt og ganske tillidsvækkende. Men hverken med samme elegance som Sony eller Bose. Eller for den sags skyld den luksusfølelse, man møder hos Bang & Olufsen og DALI.
Den robuste følelse går igen i bærekomforten. JBL Club One sidder stabilt. Men ikke med den lethed og komfort, som kendetegner ANC-hovedtelefonerne fra Sony og Bose. De er mærkbart tungere og sidder strammere.
Kabler til det hele
Der er lidt mere udstyr med i pakken, end det var tilfældet med Club 950NC. Ud over rejse-etui og et kort kabel til brug med mobiltelefoner med minijack-udgang får man også et godt, gammeldags spiralsnoet hovedtelefonkabel, der bringer minder om hovedtelefonerne fra min ungdom. Der er også et USB-kabel til opladning samt en 6,3 mm jack-adapter til voksne stereoforstærkere. Og en flyadapter. Man er med andre ord sikret forbindelse i nærmest enhver tænkelig situation.
Lillebror Club 950NC fik kritik for at mangle højkvalitets-codecs som aptX, LDAC og AAC. Det samme er tilfældet med Club One. Og så meget desto mere overraskende, når vi har at gøre med hovedtelefoner i luksusklassen. At de alligevel lyder rigtig godt, er så et faktum, som vi vender tilbage til senere.
Styring med Google (og Alexa)
Stemmestyring sker ved hjælp af Google Assistant. Amazon Alexa er også understøttet, men her støder man mod sprogbarrieren, så vil du tale dansk med dine hovedtelefoner, er Google eneste mulighed. Fysisk betjening sker med i alt seks trykknapper fordelt langs bagkanten af de to ørekopper.
Der er gjort en del ud af audiokablerne, da de ikke blot er med som reserve. Faktisk er JBL Club One bedre med kabel. Man kan enten vælge at bruge hovedtelefonerne helt passivt, altså med al elektronikken slukket. I den situation udvides frekvensområdet med en oktav på hver side af det hørbare område. Eller man kan bruge dem som aktive, blot med kabel i stedet for Bluetooth. I den tilstand får man stadig glæde af støjreduktion og DSP-tuning, inklusive DJ-lydprofilerne.
Få lyden ødelagt af stjerne-DJ’s
Modellerne i Club-serien giver adgang til en funktion kaldet Stage+ i app’en. Her kan man vælge imellem fem forskellige equalizer-indstillinger, der matcher signaturlyden fra fem toneangivende DJ’s.
I testen af JBL Club 950NC betvivlede jeg, at lyden i de fem indstillinger virkelig var udvalgt af henholdsvis Armin van Buuren, Sunnery James, Nicky Romero, Tigerlily og Ryan Marciano. Jeg tog fejl. Harman-koncernen, der ejer JBL, har siden bekræftet, at det faktisk forholder sig sådan. Det er de nævnte DJ’s, der har stået for indstillingen af de fem profiler.
Således oplyst må jeg konstatere, at DJ-profilerne stadig ødelægger lyden totalt! I hvert fald hvis det er meningen, at man skal høre musikken, som den lød på optagelsen.
Mere interessant er Custom EQ-funktionen, hvor man med fingeren kan tegne den frekvenskurve, man foretrækker. Både EQ- og DJ-indstillinger gemmes i hovedtelefonerne, så man behøver ikke at have app’en åben for at få sin foretrukne lyd.
Glimrende støjreduktion
Støjreduktion er den slagmark, hvor kampen mellem de store producenter af luksushovedtelefoner står i dag. Det handler ikke længere om at fjerne kabinestøjen under flyvning (især ikke i corona-virkeligheden anno 2020, hvor ingen flyver), men om et dyrekøbt frikvarter fra dine omgivelser på kontoret eller på vejen til og fra arbejde.
Midlet er elektronisk støjreduktion, som i korthed går ud på at udfase den støj, der trænger gennem hovedtelefonerne, ved at tilføje en fasevendt optagelse af støjen fra omgivelserne til signalet i hovedtelefonerne. I praksis er dette alt andet end simpelt, og hver hovedtelefonproducent har sin egen opskrift. I JBL Club One bruges en teknik kaldet True Adaptive Noise Cancelling, mens JBL Club 950NC måtte nøjes med Adaptive Noise Cancelling.
Uanset hvilke ingredienser JBL har puttet i sin hemmelige sauce, så fungerer resultatet godt. Støjkorrektionen er subjektivt på højde med Sonys – og langt bedre end hos f.eks. Bose, DALI og Beyerdynamic. Det har ikke været muligt at prøve Club One i deres ultimative element, jetkabinen, men pendling, simulering med hvid støj og larmen fra en byggeplads klarede den adaptive støjkorrektion perfekt.
Lydkvaliteten
Med mindet om JBL Club 950NC i forholdsvis frisk erindring var det ikke med de største forventninger, jeg første gang satte JBL Club One på hovedet. Men selv om de to udgør henholdsvis næstdyreste og dyreste model i samme serie, er de så forskellige, at de næsten kun har navnet tilfælles.
JBL Club One lyder nemlig godt! Og ikke alene lyder de godt, de er faktisk blandt de bedst lydende støjreducerende hovedtelefoner på markedet netop nu. Især hvis der står rock og pop på menuen.
Når det gælder hovedtelefoner, støder man igen og igen på begrebet “signaturlyd”. Hovedtelefonerne laves altså ikke med neutral lyd for øje, men den særlige “sound”, som trofaste kunder forventes at forvente.
Frekvenskurven for JBL’s signaturlyd er præget af en moderat hævning i basområdet på ca. 6 dB mellem 20 og 150 Hz samt et lidt større løft mellem 2 kHz og 7 kHz. Det giver et rock’n’roll-lydbillede, hvor der er smæk i bunden, og hvor overtonerne kommer tydeligt frem. Det er ikke nødvendigvis korrekt, men det er sjovt! Til JBL’s forsvar skal det siges, at de øvrige producenter også arbejder med en signaturlyd, så det handler ikke om farvet lyd kontra ren lyd – men om, hvilken farve man foretrækker.
Sjov – og styring
I JBL Club One får man som sagt et lydbillede med vægt på det sjove. Bassen er let at følge, og man får lyst til at vippe med fødderne. Men hvor bassen flød sammen i en mudret sump på Club 950NC, er der stramhed og styring på Club One.
Også i den modsatte ende af spektret er der skruet op, men igen slipper Club One godt fra det, fordi der ikke gives køb på opløsningen. Resultatet bliver i stedet et lydbillede med masser af detaljer og brillans. Som om guitarstrengene og bækkenerne er blevet pudset ekstra blanke og skinnende.
Med så meget vægt på bund og top kan mellemtoneområdet let blive stedbarn, men det er lykkedes at bevare den gode kvalitet og nuancering, så stemmer og grundtoner måske nok bliver mindre fremtrædende, men ikke direkte dæmpet. Korstemmerne på “Right Hand Man” fra Hamilton er forholdsvis lette at skelne fra hinanden. Men det kommer sig egentlig ikke så nøje, da det er meget mere interessant at følge med i rytmen.
Endnu bedre lyd med kabel
At bruge kabel sammen med trådløse ANC-hovedtelefoner er ofte en nødløsning. Enten fordi de er løbet tør for strøm, eller for at få lyd fra underholdningssystemet i flykabinen på lange flyrejser. Men ikke her; her bliver lyden bedre.
Med kablet tilsluttet kan JBL Club One bruges både som almindelige passive hovedtelefoner og aktivt, med støjkorrektion og digital equalizing via DSP.
Jeg må først og fremmest rose JBL for at have så godt styr på lyden, at hovedtelefonerne ikke er afhængige af DSP’en for at lyde godt. Forskellene med og uden aktiv elektronik er faktisk meget små. Med fraværet af støjkorrektion som den mest markante forskel.
Bedste diskant i passiv tilstand
I passiv tilstand har Club One stort set samme lydsignatur som i aktiv. Den største forskel er diskanten, der her bliver mere frigjort og velopløst. Om det skyldes det større frekvensområde (op til 40 kHz), er tvivlsomt. Selv om jeg bryster mig af at have en god og trænet hørelse, kan jeg med statsgaranti ikke opfatte noget som helst over 18 kHz. Svaret skal mere sandsynligt søges i den aktive elektronik.
Med elektronikken slået til, men stadig via kabel kommer der lidt mere smæk i bassen – også i den “neutrale” indstilling. Og selv om diskanten mister luftighed, er vi stadig i den absolut bedste ende for aktive hovedtelefoner.
JBL Club One er ikke billige hovedtelefoner, og til samme pris kan man vælge og vrage mellem det bedste fra alle producenter. Sony WH-1000XM4 har for nylig vippet deres egen forgænger af tronen som kongen af stilhed. De to er forholdsvis tæt på hinanden, da også Sony har peppet lydsignaturen op, men JBL er stadig mere engagerende.
Når det gælder detaljeret lyd, er DALI IO-6 også et bud. De virker mere tilknappede, men er nok i sidste ende mere korrekte. Til gengæld er støjreduktionen ikke i klasse med Sony og JBL.
Konklusion
Med Club One har JBL – og dermed Harman – meldt sig ind i eliten blandt støjreducerende luksushovedtelefoner! Det ville være modigt, grænsende til hybris, at sige, at vi her har de bedste ANC-hovedtelefoner i klassen. Og det afhænger i sidste ende af, om du foretrækker den rappe JBL-lyd eller den lidt mere noble Sony-klang. Men du bør under alle omstændigheder prøve begge på dit eget hoved, inden du køber.
Sikkert er det, at vi har at gøre med et par hovedtelefoner, der leverer topkvalitet på både støjreduktion og lyd. Og kan du ikke lide lyden, kan du hurtigt maltraktere den til ukendelighed med DJ-profilerne i app’en.
