: KEF M400

De senere år er hovedtelefonmarkedet eksploderet, og derfor er det kun naturligt, at producenter, der traditionelt er kendt for at lave højttalere, også forsøger sig med den mere personlige lyd, som vi får direkte i ørerne. Vi har set det med mærker som Bowers & Wilkins, Focal og PSB, og nu er det så engelsk KEF’s tur.

M400 er et par foldbare hovedtelefoner, som ikke vejer særlig meget og kun fylder lidt i det medfølgende etui. På den måde er de som skabt til at tage med på rejse.

En elektrisk modstand på 32 ohm er ideelt til mobiltelefoner og bærbare musikafspillere, der ikke har så meget effekt, og ledningen har kontrol/mikrofon til grundlæggende styring af musik og telefonsamtaler. Det vil sige, at man kan hoppe frem og tilbage mellem numre, justere volumen op og ned og besvare og afslutte opkald.

 

Pasform

M400 vejer som nævnt ikke meget, og kombineret med en rigtig god komfort mærker man knap nok, at man har dem på. Bortset fra at de ganske effektivt lukker støj ude og holde musikken inde. Dermed fungerer de godt til pendling, selv om der ikke er noget, der kan sammenlignes med aktiv støjreduktion i den henseende. Du slipper også for at irritere folk i samme lokale med musik, der lækker.

 

Dynamisk mellemtone

Lydmæssigt er M400’s store styrke deres evne til effektivt at skille instrumenter fra hinanden. Det er ikke noget problem at skelne mellem bratscher og violiner selv i et stort orkester, og sangstemmer fremstår usædvanlig detaljeret. Tonerne i basområdet er også lette at skelne fra hinanden, og tonestrukturen i bassen er mere differentieret end på nogle af mine favoritter, Sony MDR-1A, ligesom detaljeringsgraden er på et højere niveau.

Der er også mere spræl i M400 end i Bowers & Wilkins P5, som er mere runde i klangen og lidt slappere i svingene. KEF M400 præsenterer akustisk musik på fremragende vis.

Der, hvor jeg synes, at M400 kunne være bedre, er i dybbassen. Det bliver lidt tyndt, og elektroniske rytmer har ikke fylde og tyngde nok til at være rigtig medrivende. Her er Sony MDR-1A væsentlig sejere, og det samme er Panasonic HD10 (test på vej). H400 minder mere om de mindre kendte DD Audio DBX 03 i klangbalancen, men også disse har mere fylde i bassen. Og det til næsten den halve pris.

Jeg kunne også godt tænke mig endnu luftigere overtoner. Det mangler noget snert i lilletrommen, og hvor man på Sonys hovedtelefoner tydeligt kan høre seidingen (fjederbåndet) ligge og dirre under trommen, er det ikke lige så tydeligt på M400. Der rulles lidt for tidligt af i overtonerne, hvilket også betyder, at de lyseste klavertangenter ikke skinner som de skal, og heller ikke sopraner og violiner.

 

Konklusion

KEF’s kompakte hovedtelefoner M400 har meget godt at byde på. Især mellemtoneområdet lyder kanongodt og skiller instrumenter og stemmer rigtig godt ad. Bassen er også meget differentieret og tonalt god. Læg hertil, at hovedtelefonerne kan foldes sammen, er meget kompakte og yderst komfortable, og der er ingen tvivl om, at de vil finde vej til mange hi-fi-interesserede ører.

Ankepunktet er dybbasregisteret, som er lidt tyndt. Elektronisk musik pumper ikke løs, som vi gerne vil have det, og overtonerne kunne godt skinne lidt mere. Men M400 har gjort os nysgerrige på, hvad de andre modeller har at byde på.