Der er ikke mangel på hovedtelefoner med kendte musikernavne på, men norske Kygo Life, der har DJ’en Kyrre Gørvell-Dahll med kunstnernavnet Kygo som frontfigur, er lidt anderledes, da Kygo selv er grundlægger af firmaet, hvor han tager aktivt del i designprocessen. Ved siden af sin internationale musikkarriere.
Kygo Life har allerede haft pæn succes med hovedtelefoner i mellemprislejet, men A11/800 er firmaets mest ambitiøse – og dyreste – produkt til dato. De er også de første i den populære luksusklasse med ANC (automatisk støjreduktion). Som de øvrige Kygo-hovedtelefoner er A11/800 opkaldt efter en klaverakkord.
ANC-hovedtelefoner var for bare et par år siden Boses hjemmebane, men siden har navnlig Sony og Bang & Olufsen gjort amerikanerne rangen stridig. Og i dag er der næppe en betydende hovedtelefonproducent, som ikke har sit eget bud på støjreducerende hovedtelefoner, der kan give dig ørenlyd på rejsen, pendlerturen og i storrumskontoret. Den klub har Kygo Life nu også meldt sig ind i.
Designet er typisk for moderne livsstilshovedtelefoner: Et par ovale ørekopper og en hovedbøjle i plast. Det hele er diskret designet i enten sort eller hvidt, og hovedbøjlen og ørekopperne er polstret med blødt kunstlæder. Der er med andre ord intet, der kradser i øjnene eller følesansen. På begge ørekopper kan man lige akkurat skelne Kygos X-formede logo.
Styringen sker dels med en tredelt knap, dels med et touch-felt, begge på højre ørekop. Nogle af funktionerne kan styres fra begge. Der er i alt seks mikrofoner indbygget. Fire af dem bruges til støjreduktion og de resterende to til taleopkald.
Få omgivelserne med
Der er fire forskellige “modes”. Man kan for det første lytte med eller uden støjreduktion. Dernæst er der en såkaldt opmærksomhedstilstand, hvor halvdelen af støjen fra omgivelserne dæmpes, samtidig med at en del af lyden fra omgivelserne, især stemmer, sluses igennem ved hjælp af mikrofonerne. Endelig er der Ambient Mode, hvor al lyd fra omgivelserne kommer igennem.
Recepten er set før – og det er, hvad man forventer af moderne ANC-hovedtelefoner. Udmærket. A11/800 får også point for støjsvaghed. I mange støjreducerende hovedtelefoner høres en svag støj fra selve elektronikken, når ANC er slået til.
Mindre vellykket er det, at hvert skift kvitteres med en stemme, der højlydt fortæller, hvilken tilstand der er valgt. Desværre kan stemmen ikke slås fra eller lydstyrken justeres. Det er set bedre hos f.eks. Jabra, hvor man på Elite 85h både kan skrue ned og slukke for stemmen. Men den logiske løsning burde være at lade stemmestyrken følge volumen på afspilleren.
Fra Ibiza til Bergen
I Kygo Sound-app’en kan man tilpasse lyden. I stedet for at vælge imellem en række equalizer-indstillinger får man et “landkort”, hvor man trinløst kan bevæge en knap rundt mellem fire “verdenshjørner”: New York, Ibiza, Los Angeles – og Bergen. Hvert bynavn repræsenterer et klangideal.
Det ser fikst ud, og det indbyder til, at man går på opdagelse. Men vil man bare trimme bassen lidt eller fremhæve sang en smule, ville en almindelig EQ-indstilling være langt lettere og betydelig mere forudsigelig at bruge.
Lydkvaliteten
At fjerne støj fra omgivelserne effektivt er en kompliceret proces, der involverer flere mikrofoner (i Kygos tilfælde fire), fasevendt lyd og masser af regnekraft. At det overhovedet kan lade sig gøre, er et mirakel, men det går normalt ud over lydkvaliteten i større eller mindre grad. F.eks. i form af en tilbagetrukket mellemtone eller en dæmpet diskant.
Kygo har bedre styr på processen end de fleste. Der er så godt som ingen forskel på lyden, når ANC er slået til og fra.
Den lyd, som man får i ørerne (inden man begynder at pendle mellem byerne i app’en), er varm og lidt “klubagtig” – med fremhævet bas og lyst klingende diskant. Det klæder elektroniske genrer godt, herunder Kygos egen Tropical House-musik. Og “Medellín” fra Madonnas Madame X får sveden til at drive ned ad væggene.
Klublyden er heldigvis ikke så dominerende, at det går ud over evnen til at spille andre genrer. Bassen er generøs, og lydbilledet intimt og nært, men Leonard Cohen slipper (for så vidt) levende og tungt igennem på “You Want It Darker”. Holder du af at svælge i akustikken på klassiske koncertoptagelser, bliver lydbilledet dog nok lidt for lukket i kraft af en tilbagetrukket mellemtone.
Kygo A11/800 gør det meste helt rigtigt. Men til prisen er det let at komme i tanke om konkurrenter. Faktisk kan de populære topmodeller Bose QC35 II og Sony WH-1000XM3 i dag købes billigere end A11/800. Og skal det være italiensk sportsvognluksus, er Bang & Olufsen Beoplay H9i kun en smule dyrere.
Konklusion
Det ville være let at affærdige Kygo A11/800 som bare endnu et par DJ-hovedtelefoner, men de er på alle måder et relevant og kompetent alternativ til det siddende parnas af støjreducerende hovedtelefoner i luksusklassen.
Støjreduktionen fungerer glimrende, og lydmæssigt kan den måle sig med de kendte topmodeller. Og designet vil komplementere en moderne garderobe – hvis du har en sådan i skabet. Softwaren er mere smart, end den er funktionel, men de fleste vil nok alligevel bruge hovedtelefonerne uden. Prismæssigt er vi dog deroppe, hvor konkurrencen fra de etablerede mærker er særdeles hård.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer