: Motörhead Phönes Iron Fist

Hovedtelefoner er populære lige nu, og salgstallene er de seneste år gået op med flere hundrede procent. Og mange firmaer lader til at gøre hvad som helst for at få et kendt navn på et par hovedtelefoner – Dr. Dre, Quincy Jones, Tiësto og mange flere samt tøjfirmaer som O’Neill og WeSC har enten lagt navn til hovedtelefoner eller har eget program. Alle vil være med.

Men at Lemmy Kilmister og hans venner i Motörhead skulle springe på vognen, havde jeg ikke regnet med. Jeg så dem live for et par år siden og havde det helt sikkert rigtig sjovt, men det er ikke ligefrem lydkvalitet – eller for den sags skyld nogen særlig tight performance – de lever højt på. Det handler om at rocke og ikke mindst en god portion ironi over for både sig selv, genren og livet i al almindelighed. Kan det virkelig komme gode hovedtelefoner ud af det?

Man oplyser, at hovedtelefonerne helt sikkert er konstrueret til at give bas og liv, men at de skulle fungere lige godt til alle former for musik, inklusive klassisk. Det vil vi nu gerne lige kontrollere.

Således var det med en god portion mistro og en hel del nysgerrighed, jeg gik i gang med en test af de næststørste Motörhead Phönes, modellen Iron Fist. De øvrige lukkede modeller hedder Motörizer og Bomber, mens Overkill og Trigger er in-ear modeller. Iron Fist er lavet med ørekopper i noget, der lader til at være meget slagfast plast, med kabel med vævet yderside, og de skal angiveligt kunne tåle hårdhændet behandling såvel som højeste volumen. “De er praktisk talt uforgængelige – næsten som mig selv,” siger Lemmy Kilmister, der grundlagde bandet Motörhead i 1975.

I øvrigt har kablet et smart udformet beslag, hvor det, der hviler mod hovedet, er tvedelt, hvilket giver rigtig god komfort. Hovedtelefonerne har ingen justeringsmuligheder, og i hvert fald i starten klemte de lidt hårdt om ørerne. Jeg regner med, at fjederen løsner sig lidt over tid. Efter et par dage er lidt af trykket i hvert fald aftaget. Det er det svenske firma Krusell, der står bag hovedtelefonerne, et firma, som ellers er mest kendt for phone covers og lignende. At selve hovedtelefonerne er produceret i Kina, kommer næppe som nogen overraskelse.

Indspilning
Når man pakker Motörhead Iron Fist ud af deres æske og stikker jackstikket i afspilleren, opleves hovedtelefonerne som meget rå i deres spillestil. De er yderligere et eksempel på, at man aldrig skal bedømme noget, der er helt nyt og uspillet. Jeg prøvede at have dem på under et Skype-møde, men jeg kunne næsten ikke høre, hvad folk sagde, og det hele blev vældig irriterende efter bare et par minutter. Efter en uges spillen fungerede de nogenlunde, og jeg havde ingen problemer med at forstå tale. Der var faktisk stor forskel.

Ligesådan er det med musik. De første timer er det ingen større nydelse, hvad du end spiller. Tilslut dine hovedtelefoner til en afspiller, læg dem på bordet og lad dem spille lige ud i luften et par døgn, så har du noget helt andet at lege med. Det behøver ikke at være på fuld volumen, mindre kan også gøre det.

Udlån til folk, som skulle transportere sig uden for huset med musik i ørerne, gav en klar thumbs-up. “Lidt rå i toppen, men godt tryk i bunden, og funker fint med støj omkring sig,” var bedømmelsen. Kunne ikke have sagt det bedre selv, er helt enig.

Interessant er det, at hvis man har ønsket at lave nogle hovedtelefoner, som skulle passe til medlemmerne af Motörhead selv, så lider de højst sandsynlig af rockmusikkeres arbejdsskade, en hørenedsættelse, som gør, at de taber frekvensområdet opad. Det skulle i så fald så betyde, at diskanten burde være boostet i stedet for bassen. Jeg spekulerer på, hvordan de selv oplever disse hovedtelefoner …

Music, maestro please
Jeg startede lyttesessionen med det mest indlysende: Eine kleine Nachtmusik, Mozarts delikate mesterværk. Well, ikke helt så slemt som frygtet, men strygerne kunne opleves som ret stygge indimellem. Lad mig sige det på denne måde: Hvis du mest lytter til klassisk musik, er det nok ikke disse hovedtelefoner, du skal købe. Et symfoniorkester bliver også lidt for svulmende i bunden, hvilket efter min mening gør klassisk musik uspændende at lytte til. Men de klassiske lyttere er jo næppe målgruppen.

Hvordan er det egentlig med den her bas? “El Cid” med Leftfield er et af de få numre, som jeg ved har et frekvens-sweep kørende stort set gennem hele nummeret. Oppefra og ned i dybet, igen og igen. Her oplever man, at tonen langsomt får et crescendo, jo længere den går. Sammenligner jeg med mine B&W P5, så har disse en jævn gengivelse, mens Motörhead Phönes giver en klar og tydelig forstærkning i de nederste regioner. Trods det er det en klart positiv og absolut lyttevenlig version af lyden, Iron Fist giver. Det er også det, der er det fine ved elektronisk musik – der er ligesom ingen absolut reference, og man må bare forholde sig til, hvad man oplever.

Men det er som rock-hovedtelefoner, man forstår, hvorfor Iron Fist findes. Det kan man høre på “Hellraiser” og “I’m So Bad (Baby I Don’t Care)”, to af Motörheads egne største numre. Tryk, rå rock og power er, hvad det handler om, og det er også det, hovedtelefonerne fungerer bedst på. Endnu tungere musik, Sepultura og Henry Rollins, dokumenterer bare, at man kan få kranierystende oplevelser med Iron Fist. Jeg kan indvende, at jeg stadig synes, toppen er lidt rå og ikke rigtig får alt det frem, som jeg personligt ønsker at få frem, men man kan ikke tage fra disse hovedtelefoner, at de byder på akut spilleglæde – i hvert fald når det gælder rock.

Jeg prøvede med en gammel klassiker, “With a Girl Like You” med Troggs, og her kan man høre, at bassisten er elendig, og at indspilningen er lavet – virker det som – i stor hast. Jo, Iron Fist kan også afsløre noget.

Interessant er det også, at ingen, som jeg viste hovedtelefonerne til, har haft nogen forventninger, andet end at de bare skulle kunne give bas og tryk og ikke være særlig gode i al almindelighed. Efter at have lyttet har de også alle fået erkendelsen af, at det langtfra er så dårligt, og at Iron Fist faktisk kan give flere fine musikoplevelser, end de forventede.

Er de 1.000 kroner værd? Tjah, det beror lidt på dine præferencer. Det er ikke dårlige hovedtelefoner, men de er lavet til at give tryk og er helt klart bedre til visse specifikke genre. Med andre ord: Lytter du mest til heavy rock, er de absolut en prøvelytning værd; her kan de muligvis få lidt legendestatus over tid.

Jeg vil helt sikkert komme til at bruge Iron Fist, helst udendørs i støjende omgivelser, hvor den rå kraft i hovedtelefonen tager point. Bare vær klar over signalværdien, når du har et par Motörhead Phönes på hovedet – iklædt jakkesæt er det visuelle indtryk ikke helt rigtigt …