Grado SR325e ligner noget fra en svunden tid. Med den flade, læderbetrukne hovedbøjle og ørekopperne på stålholdere kunne de være fremstillet i 1960’erne.

Hovedtelefonproducenterne gør sig store anstrengelser for at forebygge filtrede kabler. Grado 325 har løst problemet ved at have det tykkeste kabel, jeg til dato har set på et par hovedtelefoner: 6 mm og gummibelagt! Til gengæld er det kun 1,5 meter langt. Tykkelsen skyldes, at kablet har hele otte ledere!

Ørekopperne er af den omsluttende type (over-ear), men ikke så tæt som på flertallet af de andre. Ørepuderne er lavet af en halvfast skumgummi bestående af flere lag, der ser ud til at være limet sammen ved håndkraft. Det givet en let og åben fornemmelse af ikke at være spærret inde – og vil givetvis være behageligt på en varm sommerdag. Det er til gengæld lidt mindre behageligt, at det stofklædte metalgitter over selve driveren hviler direkte på øret.

 

 

 

Lyden er der til gengæld ikke noget gammeldags ved. Den er fuldt moderne og nærværende. Lydbilledet er fremadvendt og direkte – og meget detaljeret. Bassen er solid, men fast, og det er svært at holde fødderne i ro til Chris Jones’ “No Sanctuary Here”.

Det område, der gør sig mindst bemærket, er mellemtonen. Ikke fordi der er noget galt med den, for det er der ikke. Stemmer står rent og ufarvet. Et nummer som “Stimela” med Hugh Masekela lyder tæt og intimt. Men detaljerne springer ikke i ørerne i samme grad som i diskantområdet, hvor man kan glæde sig over en let og luftig gengivelse.

 

 

 

Konklusion

Grado SR325e er et nostalgisk trip på første klasse. Lyden er på én gang engagerende og behagelig, og man får lyst til at finde alle sine Miles Davis-plader frem, skænke sig en whiskysjus og læne sig tilbage i Chesterfield-lænestolen. Hvor længe man kommer til at sidde dér, er dog et åbent spørgsmål. For mens lyden er både detaljeret og behagelig fra den dybeste bund til den øverste diskant, er bærekomforten mindre overbevisende.

Også i denne test: