TEST: Philips Fidelio T1

Med de helt trådløse Fidelio T1 tager Philips kampen op mod de klasseledende premium-hørepropper. Det er en frisk satsning, for i denne prisklasse finder vi både Bowers & Wilkins PI7, Devialet Gemini og Bang & Olufsen Beoplay EQ. Faktisk koster Philips-hørepropperne ca. 20 procent mere end Sonys nyeste topmodel, WF-1000XM4. Det forpligter!

Seriøs støjreduktion

Et af de største salgsargumenter er, at Philips har arbejdet hårdt og længe med støjreduktionen, som også har en indstilling til at reducere vindstøj. Det er det mest krævende, sådan en støjdæmpningsteknologi kan sættes til, for det kræver, at den hele tiden er i fase, klar til at reagere på den hurtigste ændring i lydtryk.

Gør den ikke det, risikerer man i stedet at forstærke støjen! Hvilket min kollega John Alex Hvidlykke oplevede med de dyre B&O Beoplay HX.

Alt er stort

Det er ikke kun prisen, der er stor på Fidelio T1. Etuiet er også enormt, blandt de største, jeg har set, og buler tydeligt ud i bukselommen. Det er ikke dog kun negativt, for det betyder, at der er plads til et stort batteri, som giver op til 35 timers ekstra spilletid.

Selve hørepropperne har også velvoksne huse, sandsynligvis for at få plads til avanceret elektronik, ud over at give volumen nok til en kraftig basgengivelse. Også her er der formentlig relativt store batterier for at kunne spille musik uafbrudt i op til 13 timer, før hørepropperne skal lades op fra etuiet.

Der følger et stort udvalg af øredutter med, inklusive nogle af memory-skum i tre størrelser og nogle af silikone i hele seks størrelser. Der er med andre ord en god chance for, at et af parrene passer perfekt til dine ører, og for mig var det memory-skum i størrelse M, der sad lige i øret.

Men husene rager godt ud af ørerne, og jeg må indrømme, at de langtfra ville være mit førstevalg, hvis jeg skulle finde på at løbe mig en tur.

Skabt til vellyd

Philips har satset på lydkvaliteten med Fidelio T1, som ud over AAC og SBC lyd-codecs også er udstyret med LDAC. Denne codec er udviklet af Sony med henblik på at få ekstra høj båndbredde ud af Bluetooth-forbindelsen og dermed give noget nær tabsfri kvalitet op til “CD-kvalitet” (16 bit/44,1 kHz), og som desuden understøtter højopløst lyd op til 96 kHz . Ikke tabsfrit, vel at mærke.

LDAC kræver en Android-telefon, mens iPhone-brugere får almindelig AAC-lyd. Hvilket heller ikke er dårligt.

Hvis man downloader Philips Headphones-app’en, kan man vælge imellem støjreduktion, vindreduktion og lydgennemslip (kan også gøres ved at rode med fingeren på selve hørepropperne), og der er også forskellige lydindstillinger. Bass, Powerful, Voice og Treble gør, præcis hvad det lyder som, mens man skal slå funktionen helt fra for at få neutral lyd.

Desværre er der ingen manuel EQ-indstilling, og hvis Philips læser dette, så står det på ønskelisten til en fremtidig opdatering.

Lyden af Philips Fidelio T1

Philips har tydeligvis satset på fyldig bas og distinkt diskant med disse hørepropper. Tromme- og basrytmerne på Bea Millers “Playground” fra den fremragende animationsserie Arcane dundrer ind i øregangene – sikke nogle dybe bastoner!

Lydbilledet strækker sig godt ud i bredden, synthesizerne er sprøde og kontante, og Beas stemme er klar og tydelig. Men den kunne godt have haft mere kød på benet i nedre mellemtone; det bliver lidt tyndt. Med Voice-indstillingen aktiveret får jeg det, jeg vil have, og det er faktisk den lydindstilling, der lyder mest lineær, da de andre har lidt for dæmpet mellemtone i forhold til bas og diskant.

Hvor dybbasområdet er tungt og hårdtslående, er mellembassen mere mangelfuld. Jeg ville gerne have mere attack i mellemregisteret på stortromme og tamtammer, og også tonerne i elbassen er lidt tunge. Endelig er der lidt for meget energi midt i det nedre diskantområde omkring 5 kHz. Det kan indimellem lyde lidt hårdt og spidst.

Klassisk musik

Klassisk musik lyder afgjort bedre med LDAC end med både AAC og SBC, hvilket Android-brugere vil sætte prise på. Der er mere luft i violinerne på Mozarts klaverkoncert nr. 21 med Géza Anda, rummet er større, og musikken i det hele taget mere levende med længere efterklangstid.

Alligevel må Philips se sig slået af både Bowers & Wilkins PI7 og Devialet Gemini, som begge har varmere lyd. Og søreme om jeg ikke også bedre kan lide Sony WF-1000XM4. Hvis man vil slippe billigere, er Nura NuraTrue et fund med mindst lige så tung bas, men samtidig endnu klarere lyd.

Klasseledende støjreduktion

Der, hvor Philips til gengæld slår de fleste, er på støjreduktionen. Støj dæmpes effektivt, og også vindstøj bliver faktisk godt undertrykt. Desuden kan man vælge såkaldt Sidetone, som betyder, at man kan høre sin egen stemme i hørepropperne under telefonsamtaler og digitale møder.

Stemmegengivelsen ved samtaler er også rigtig god; noget af det bedste, jeg har hørt fra hørepropper. Fidelio T1 har med andre ord en klar berettigelse, selv om lydkvaliteten som musikhørepropper måske ikke alene kan retfærdiggøre prisen.

Konklusion

Philips Fidelio T1 er et par dyre og meget store hørepropper. Lade-etuiet fylder lidt for meget i en bukselomme, men passer godt i en jakkelomme. Selve hørepropperne er også store og vil nok ikke passe til alle. Selv om der følger et stort udvalg af dutter med for bedst mulig pasform.

Talekvaliteten er imponerende, og støjreduktionen fungerer tiptop. Også vindstøj reduceres.

Lydkvaliteten på musik er god og allerbedst med en Android-telefon og LDAC aktiveret. Den klareste mellemtone får man i Voice-indstillingen. Men det lyder også lidt hårdt og koldt, og det mangler noget punch i mellembasregisteret til at balancere den tunge dybbas.

Den gode lyd kunne blive endnu bedre, hvis man kunne lave manuelle EQ-indstillinger.