: Philips Fidelio X2

Mange tænker ikke over det, men hovedtelefoner, der passer perfekt til mobilen, når man er på farten, er ikke nødvendigvis de bedste til hjemmebrug. Mens bærbare hørebøffer er gode udendørs, fordi de har lukkede ørekopper og holder støjen ud, er de af samme grund lidt for indelukkede til hjemmebrug. Her kan lyden opleves som trykkende efter et stykke tid, og desuden er små ørepuder ikke lige så behagelig som store.

Som Philips Fidelio X2 har. De er også åbne, hvilket vil sige, at de nye 50 mm elementer, der leverer lyden, sidder i et åbent kammer. Ulempen ved åbne kopper kan være lidt for tynd bas, og at andre kan høre den musik, man spiller. De lækker altså lyd.

Men at Philips havde løsningen på det første problem, viste de med forgængeren, Fidelio X1, der til forveksling ligner X2, som vi tester her. Designet er næsten det samme, med små kosmetiske ændringer på den nytilkomne. Men selv om X2 har helt nye elementer, har de bevaret forgængerens fyldige bas og varme klang.

Her får man også en aftagelig tre meter lang ledning lækkert betrukket med stof, men nu med 3,5 mm stik og 6,3 mm adapter i stedet for omvendt. De dejlige tykke, stofbetrukne ørepudder er bevaret, men er endelig blevet aftagelige, og det største minus ved X1 er løst med lavere vægt på X2. Desuden er hovedbøjlen større, hvilket giver bedre plads på indersiden.

 

 

Finjusteret lyd
De helt nye 50 mm store elementer med kompositmembraner og neodymmagneter har fået forbedret dæmpning og giver ifølge Philips en mere jævn frekvensgang i mellemtone og diskant. Elementerne er vinklet ind mod øret for at dæmpe refleksioner i det ydre øre, og da der er tale om åbne hovedtelefoner, lækker de temmelig meget lyd.

I direkte sammenligning med forgængeren X1 mærker man umiddelbart, at de tekniske ændringer har gjort X2 til bedre hovedtelefoner. Forbedringerne er især mærkbare på vokaler, bækkener og blæseinstrumenter og på de finere nuancer af diskanten, som er mere distinkt og tydelig. Lydbilledet er stadig fyldigt, men bassen er strammere og balancen bedre.

Selv om jeg startede testen med en iPhone 6 – fordi X2 har 3,5 mm jack-stik – stod det klart, at de først kom til deres ret, når de blev koblet til en forstærker. Den foretrukne i denne henseende var McIntosh MHA100, som er en meget kompetent hovedtelefon-forstærker med valgbar udgangsimpedans.

Mendelssohns violinkoncert med Viktoria Mullova viste tydeligt, hvor meget mere åben og detaljeret lyden bliver med X2. Klangen fra strygerne er meget rigere og bedre løftet frem i lydbilledet. Georg Soltis Decca-indspilning af Mozarts Requiem – med Cecilia Bartoli, Arleen Augér og Wiens operakor – er endnu et eksempel på forbedringerne i X2. Ikke alene er koret mere fokuseret her, perspektivet er også større.

Hvad så med lidt R&B? Anthony Hamiltons “Mama Knew Love” brager løs med en massiv dybbas, der kan rive små membraner i laser. I X1 bliver bassen for kraftig, mens den i X2 er bedre afstemt med mellemtonen. Men vær forsigtig med volumen. Mark Lanegans version af Bob Dylans “The Man in the Long Black Coat” er skræmmende tæt på at trænge ind gennem kranieskallen. Hans stemme er fremragende gengivet i de store, åbne ørekopper.

De nye Fidelio X2 er ligesom forgængeren en skarpslebet udfordrer til Sennheiser Momentum, men også til NAD Viso HK50, Bowers & Wilkins P7 og egentlig også dyrere hovedtelefoner. De er ikke egnet til mobil brug, men til hjemmebrug er X2 en oplagt kandidat og et af de bedste valg, man kan træffe. De spiller så dejlig uanstrengt og er så komfortable, at man har lyst til at have dem på i lang tid – længere, end man kan med mange af konkurrenterne.