TEST: Philips Fidelio X3

Det er let at tænke, at 2.800 kroner er mange penge for et par hovedtelefoner. Især når de ikke engang er trådløse eller har aktiv støjreduktion.

Men selv om jeg personligt elsker hovedtelefoner med god støjreduktion, så er det ikke dem, jeg bruger, når jeg vil nyde musik for mig selv i ro og mag. Så vil jeg nemlig have den bedst mulige lyd, hvilket udelukker langt de fleste trådløse hovedtelefoner.

Medmindre man er villig til at betale det dobbelte af, hvad Philips kræver for Fidelio X3. Nå, ikke? Det var det, jeg tænkte. Desuden er åbne hovedtelefoner meget mere behagelige end lukkede ved længere tids lytning – og åbne hovedtelefoner findes næsten ikke i trådløs form.

Hvilket leder os til Fidelio X3. Egentlig blev hovedtelefonerne præsenteret allerede i januar og skulle komme i handelen omkring påske. Men som så meget andet blev de forsinket af coronavirus.

High-end til massemarkedet

Philips kalder Fidelio X3 “massemarkeds high-end”. Prissat til 2.800 kroner lægger de sig solidt i den seriøse premiumklasse for hovedtelefoner. Forgængeren X2 kostede omkring 2.000 kroner og var blandt de klasseledende i segmentet. Men med prisstigningen stilles der også større krav.

For at understrege, at Fidelio X3 hører til i premium-segmentet, har Philips denne gang dækket ørekopperne med mørkegråt tekstil fra den danske stofleverandør Kvadrat. Meget smagfuldt. Forgængerne havde til en forandring et metalgitter på ydersiden af ørekopperne.

Ørekopperne har puder med velour, som sidder behageligt mod hovedet. De klemmer lidt fastere end visse andre, såsom HiFiMAN Sundara og Sennheiser HD 660 S, men det betyder også, at de bedre kan klare, at man bevæger hovedet, mens man lytter. Godt nyt for headbangere!

Hovedbøjlen har ikke det blødeste kunstlæder, jeg har oplevet, men noget problem er det ikke. Pasformen må siges at være behagelig.

Bestykning

Philips har udstyret hovedtelefonerne med 50 mm store drivere (“højttaler-enheder”), altså større end det mere almindelige 40 mm. Det er for at kunne give mere energi i basregisteret, uden at de bliver træge.

For at man ikke har brug for en alt for stor og dyr forstærker til at drive dem med, er impedansen behagelige 30 ohm. Som udgangspunkt en okay belastning for bærbare musikafspillere, men en følsomhed på beskedne 100 dB betyder, at man alligevel har brug for lidt kraft til at puste liv i dem.

Fra hovedtelefonudgangen på en almindelig mobiltelefon er det ikke sikkert, at lyden bliver høj nok, og selv med den bærbare musikafspiller, som Philips har sendt med, Cowon Plenue D2, spiller jeg på fuld tryk hele tiden og synes vel egentlig, at det er lidt lavt.

Selv bruger jeg Sennheiser HDV 820 og Auralic Taurus, men der findes andre, billigere hovedtelefonforstærkere, som kan anbefales, f.eks. AudioQuest DragonFly Red og Schii Audio Heresy.

Der følger to kabler med, begge tre meter lange: Et ubalanceret med 3,5 mm stik og adapter til 6,3 mm og desuden et balanceret med 2,5 mm stik i enden.

Bemærk, at hvis du vil købe et balanceret tredjepartskabel med XLR, så er polariseringen i termineringen forskellig fra de fleste. Jeg har f.eks. et kabel, som jeg bruger med mine Drop + HiFiMAN HE4XX, og som også passer til Sony MDR-Z7M2, men det passer ikke til Fidelio X3. Selv om termineringen i hovedtelefonernes ende af kablet er af samme type (3,5 mm).

Lyden af Fidelio X3

Philips forklarede under præsentationen i januar, at lydfilosofien er kvalitet i hele toneregisteret med stram og saftig bas, en varm og fyldig mellemtone samt luftige overtoner. Og et stort lydbillede. Og hvem vil ikke have det?

De har arbejdet på at afbalancere dybbas med tempo – man vil have en så dyb en bas som muligt, men hvis den går for dybt, kan den også blive for slap. Philips siger, at de har arbejdet på at finde “den perfekte balance” herimellem. Derfor har de skruet lidt op i mellembasområdet for at give et saftigt punch, mens mellemtonen er skruet en anelse ned for at give noget varme.

Klassisk

Jeg kunne ikke have beskrevet det bedre selv. Bassen er god med fine klangfarver; en kontrabas lyder stort og troværdigt, og musikken lyder meget indbydende.

Hør f.eks. Felix Mendelssohns Op. 26 Hebriderne i h-mol (b minor). Bas-instrumenter af messing og strygere har en meget behagelig varme, og formatet kommer godt frem. Samtidig svæver fløjter og andre lyst klingende instrumenter fint. Man bliver nærmest bjergtaget!

Industrial

Det er en stram levering af rytmerne på Nine Inch Nails’ “We’re In This Together”, som jeg varmt kan anbefale i højopløst version (den følger med, hvis man køber vinyludgaven på deres hjemmeside).

Det hører til sjældenhederne, men her er den remasterede version faktisk endnu bedre og små detaljer i lydbilledet tydeligere. Muren af distortion-guitarer har lidt mere luft i sig end på originaludgaven. Og med Fidelio X3 bliver det aldrig skarpt og anstrengende. Trent Reznors stemme er klar og tydelig uden at blive pågående, og trommerne slår godt fra sig.

Om noget kunne jeg godt tænke mig mere slagkraft nederst i basområdet. Selv om jeg godt kan se pointen med, at slankere bas er strammere bas, så bliver stortrommen aldrig lige så stor og saftig som på de allersejeste konkurrenter. Distinkt? Ja. Punchy? Tjah…

Om diskanten

Også lidt flere detaljer og mere luft i toppen kunne ønskes. Bækkener lyder fint og distinkt, men de kunne godt svæve lidt mere. Et tjek af frekvenskurven viser, at Fidelio X3 har en forstærkning ved 8 kHz, der regnes for bækkeners overtoneområde, men de har også mere information længere oppe, som ikke kommer lige så godt frem. Mange lyse kvindestemmer har ofte sibilanter omkring 8 kHz, hvilket betyder, at s- og sj-lyde bliver lige lovlig fremtrædende.

Det samme med de lyseste toner på et klaver. De er distinkte nok, men de mest luftige overtoner kunne have været mere fremtrædende. Det ville også give et endnu bedre defineret lydlandskab. Lydbilledet med Fidelio X3 er stort, bare ikke helt så stort som med HiFiMAN Sundara eller så veldefineret og punktagtigt som med Sennheiser HD 660 S.

Dæmpningen i øvre mellemtone (2-5 kHz) betyder også, at man skubbes lidt længere væk fra musikken. Messingblæsere bliver lidt mindre aggressive, og det samme med det midterste register på et klaver. Der mangler lidt attack.

Konklusion

Philips Fidelio X3 lyder, som de ser ud: Lækkert. Man bliver aldrig lyttetræt med dem, og de har en varm og indbydende lyd, som man kan høre på i timevis.

Uanset om man kan lide rock, akustisk eller klassisk musik, er der kvaliteter ved disse hovedtelefoner, som er svære ikke at holde af. Det er ægte hi-fi med klanglagene i tonerne distinkt og adskilt, og der er en nærhed i vokaler, strygere og blæsere – og elektriske guitarer – som det er umuligt ikke at kunne lide.

Dybbassen er ikke den mest energiske, mellemtonen kan blive lidt tilbagelænet, og mens accenten ved 8 kHz gør diskanten distinkt, mister man samtidig de luftigste lag opad.

Men det er småting, for alt i alt er Philips Fidelio X3 virkelig gode hovedtelefoner. Der er bare lige det, at de er gået en prisklasse op siden sidst, og her er konkurrencen benhård.