Hvor ofte har du ikke læst om stereokomponenter til mange tusind kroner og tænkt, at den lyd skulle du have haft – hvis du bare havde råd! Der sker utvivlsomt noget magisk, når man runder 100.000 kroner for et par højttalere, men desværre er det de færreste forundt at opleve det.
Men det kan du alligevel, hvis du tænker lidt anderledes. I stedet for at ofre bilen til fordel for et par højttalere kan du tænke mere egoistisk og bare spille musik for dig selv. Så kommer du nemlig langt med et par hovedtelefoner, og pludselig kan budgettet skæres med næsten 90 procent, uden at det går ud over lydkvaliteten! Hvis du altså ikke har noget imod, at orkesteret sidder inde i dit hoved og spiller i stedet for at stå foran dig.
Pioneer SE-Monitor5 er et par hovedtelefoner, der placerer sig i dette segment. Med en prisseddel på 8.000 kroner har de til formål at omdanne din musikalske hverdag til ren magi. Her har man taget den teknologi, der blev udviklet til de dobbelt så dyre – og håndlavede – SE-Master1, og stoppet den ind i et par hovedtelefoner, som ud over at være mere overkommelige også er mere omgængelige, da de er af den lukkede type i stedet for åbne.
Akustisk isolation
Det betyder, at de har god akustisk isolation, så folk omkring dig slipper for at høre din musik. Desuden kan du bruge hovedtelefonerne i mere støjende omgivelser, da de lukker noget af larmen ude. F.eks. kan du godt glemme at bruge et par åbne hovedtelefoner i toget. Men SE-Monitor5 går fint.
Med 50 mm store drivere bliver ørekopperne tilsvarende store. Foto: Pioneer
Undertegnede har faktisk prøvet, og selv om hovedtelefoner med aktiv støjreduktion blokerer mere støj, kan du fint bruge SE-Monitor5 uden at skulle skrue lyden op til vanvittige niveauer.
Pioneer har formået at kombinere akustisk støjdæmpning med et ventileret kammer, en basrefleks, som hindrer over- og undertryk og gengiver bassen mere udstrakt og mindre komprimeret, end man kunne forvente af et par lukkede hovedtelefoner. Kombineret med et par store 50 mm drivere giver det basis for en stor, massiv basgengivelse. Driverne er i øvrigt af træfiber (cellulose-nanofiber), som skulle give en mere naturlig klang.
Driverne af cellulose-nanofiber skal sørge for en mere musikalsk lydgengivelse. Foto: Pioneer
Kan bruges med meget udstyr
Pioneer SE-Monitor5 har en fin elektrisk impedans på 40 ohm, hvilket – kombineret med en ganske høj følsomhed på 99 dB – burde betyde, at de kan drives af det meste udstyr, til nød også en almindelig mobiltelefon. Selv om de selvfølgelig fortjener det bedste, f.eks. Pioneers egen stationære forstærker U-05 eller en højkvalitets bærbar forstærker som Chord Mojo eller RHA Dacamp L1.
Ét balanceret og to ubalancerede kabler følger med i æsken, sidstnævnte i længderne 1,6 og 3 meter. Det balancerede har 2,5 mm plugs, som understøttes af enkelte bærbare musikafspillere, f.eks. Pioneers egen XDP-30R.
Kablet anvender et 3,5 mm jack-stik ind i hovedtelefonerne, hvilket gør det forholdsvis let at finde tredjepartskabler, hvis man vil det. Foto: Pioneer
Jeg ville ønske, at der også fulgte adaptere med, såsom store og små XLR samt 6,3 mm jack-stik, så hovedtelefonerne passede til flere typer balancerede komponenter. I stedet må man købe den slags selv. Heldigvis anvender kablerne 3,5 mm plugs ind i selve hovedtelefonerne, hvilket er ret standard, så man kan købe kabler, der passer til ens eget udstyr.
Som udgangspunkt har hovedtelefonerne behagelige ørepuder i velour, men der medfølger også et par puder i samme kunstlæder som på topmodellen SE-Master1. Det giver lidt bedre isolering og en tættere pasform, mens velourpuderne ånder mere på bekostning af lidt basfylde og mere gennemtræk af støj.
Nej, du behøver ikke aktiv støjreduktion i toget, bare et par lukkede hovedtelefoner som Pioneer SE-Monitor5. Foto: Geir Gråbein Nordby
Pasform og komfort
Hovedtelefonerne er næsten et halv kilo tunge, men selv om man kan mærke vægten, er det ikke generende. De sidder meget behageligt på hovedet.
Med lukkede skindpuder bliver man gerne klam om ørerne over tid, men det har været uproblematisk at have dem på i en time i træk. Det virker, som om basrefleksportene lukker tilstrækkelig luft ind, til at ørerne kan ånde. Velourpuderne er endnu mere behagelige i længden, men personligt foretrækker jeg den mere intime følelse, man får med kunstlæder.
Lyden af 8.000 kroner på ørerne
Sluttet direkte til min iPhone 6 Plus opleves lyden som neutral, måske lidt basfattig. Lydniveauet kan blive pænt højt, hvis man skruer godt op, men der er ikke kontrol nok til at give en særlig rytmisk eller medrivende musikoplevelse.
Pioneer SE-Monitor5 kommer som udgangspunkt med ørepuder i velour, men i æsken medfølger også læderpuder. Foto: Pioneer
Stortrommen på Puscifers post-industrial-nummer “Life of Brian (Omniflux Mix)” – et kongenummer på alle måder – er ikke kontant nok; det skrider ud nedad i basregisteret, og vokalerne lyder fladt og tamt. Det funger sådan set okay, men er ikke noget at betale 8.000 kroner for.
Pioneers egen musikafspiller XDP-30R burde peppe det lidt op, især da den har 2,5 mm balanceret udgang. Desværre har den ikke nok gain til at vække hovedtelefonerne ordentligt til live. På fuld styrke er lyden for lav, og så hjælper det ikke meget, at jeg lige kan ane, at det balancerede kabel åbner lyden lidt mere op end de ubalancerede.
Det er ikke, før hovedtelefonerne kobles gennem den bærbare forstærker RHA Dacamp L1, at der kommer fart over feltet. Så sidder rytmerne, som de skal, det hele bliver meget strammere, transienterne slår igennem, og lyden får samtidig mere ro over sig. Også den stationære digitalkonverter Hegel HD12 har en hovedtelefonudgang af høj kvalitet, der kan få kvalitet ud af hovedtelefonerne.
Neutralt og afbalanceret
Pioneer SE-Monitor5 lyder neutralt og meget afbalanceret med den nødvendige tyngde i bassen, og mellemtonen er stor og fyldig. Hør f.eks. Yo-Yo Mas indspilning af Bachs cellosuite nr. 6: Nydelig klang fra en cello med stor krop. Det lyder tilpas råt og brutalt, samtidig med at den søde lyd af træværket kommer godt frem.
Helt øverst i overtoneområdet er der ikke så meget overskud; det er først og fremmest her, det kniber i forhold til de dobbelt så dyre SE-Master1, som har et større og endnu mere luftigt lydbillede. Men bassen er også mere udstrakt på de dyrere brødre, som er af den åbne type, men alligevel overraskende fyldige i klangen.
(Foto: Pioneer)
Beyerdynamic T 5 p G2 er lukkede hovedtelefoner til samme pris som SE-Monitor5. Jeg synes ikke, at Pioneer er helt så afbalancerede i klangen. De lyder lidt mere aggressivt i mellemtonen; Lindi Ortegas country-guitar på balladen “Til the Goin’ Gets Gone” klirrer lidt hårdt og har også en lille forstærkning midt i diskantområdet, før der rulles lidt tidligere af helt i toppen, og de har dermed ikke samme luft som Beyerdynamic. Men Pioneer har nok en mere fyldig basgengivelse, forudsat at de får en forstærker, der er god nok til at trække det frem.
Sammenligner vi med de dobbelt så dyre Sony Z1R, som også er lukkede, så er Pioneer tyndere i lyden med en mindre udstrakt basgengivelse. Og selv om der er detaljer nok, og transienterne er tydelige, så står de ikke lige så frigjort ud som på Sony’erne – eller på åbne hovedtelefoner af høj kvalitet.
Er du villig til at gå åbent, så får Pioneer SE-Monitor5 konkurrence fra langt billigere sager. Fostex TH500RP og ikke mindst HiFiMAN HE-400i lyder begge mere dynamisk og frigjort, og Focal Elear til 7.500 kroner har væsentlig bedre opløsning og en mere vægtløs gengivelse af musikken end Pioneer SE-Monitor5. Tager du et skridt op til Sennheiser HD 800 S, får du musikken super-ærligt præsenteret, samtidig med at de engagerer på et helt andet plan. Simpelthen en anden klasse end Pioneer SE-Monitor5.
Men SE-Monitor5 er mere omgængelige end alle disse, da de dæmper støj udefra og skåner folk fra at høre din musik i samme grad. Pioneer fungerer trods alt også bedre med bærbart udstyr.
(Foto: Pioneer)
Hvis du vil have mere bas og en rundere, mere venlig spillestil, kan Bowers & Wilkins P9 Signature være sagen. De lyder dog ikke lige så neutralt som Pioneer, og en lydtekniker ville nok snarere vælge SE-Monitor5. Men for min del er P9 en tand mere musikalske og fungerer langt bedre med bærbart udstyr.
Konklusion
Med SE-Monitor5 er Pioneer gået hele vejen og har lavet nogle rimelig ekstreme lukkede hovedtelefoner. En solid konstruktion hele vejen, uden at der er skudt nogen genveje, hvad byggekvaliteten angår.
Lyden er meget potent, med glimrende snert i rytmer og instrumenter. Sangstemmer formelig står ud fra musikken – med en ordentlig hovedtelefonforstærker, vel at mærke. De drives nemlig ikke særlig godt af en mobiltelefon.
Men uanset kvaliteten af hovedtelefonforstærkeren, så sidder jeg tilbage med den tanke, at man ikke bare kan tage et par glimrende åbne hovedtelefoner som SE-Master1 og omsætte deres lyd til det lukkede format. Det har Audio-Technica prøvet med ATH-M70x – et par lukkede hovedtelefoner, som ikke når de åbne ATH-R70x til sokkeholderne.
SE-Monitor5 er på samme måde ikke den guds gave, som SE Master1 er, og slår heller ikke vores bærbare reference, Beyerdynamic T 5 p G2. Og Pioneer får samtidig konkurrence fra langt billigere alternativer.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer