Med et helt specielt lyd-element samt unikke løsninger, der skal give lytteren mulighed for selv at bestemme klangbalancen, er disse stålpropper fra skotske RHA noget af det bedste, vi har hørt af hørepropper i lang tid.
For tro endelig ikke, at alle hørepropper lyder mere eller mindre ens, så snart man opgraderer fra dem, der fulgte med mobilen. Der er et stort spring fra 500 til 2.000 kroner, både i lyd- og byggekvalitet.
Her indtager RHA’s foreløbige topmodel T20 lidt af en særstilling. De er støbt i rustfrit stål, bruger to spoler til at drive elementet inden i de små propper og kommer med tre akustiske filtre, der ændrer klangbalancen efter behag.
RHA T20 er ikke uden konkurrence. For nogle hundrede kroner mindre kan man f.eks. få Shures fremragende SE315, som har en udpræget fyldig klang med lidt mere afslappet diskant, og for nogle hundrede kroner mere er der bl.a. Shure SE425 til dem, der gerne vil have et mere afbalanceret og analytisk lydbillede.
Som sædvanlig for RHA’s dyre in-ear høretelefoner anvendes der håndlavede elementer i stålpropperne. De kalder det DualCoil her, fordi elementet adskiller sig fra konventionelle elementer ved, at membranen drives af en dobbeltspole.
Det vil sige, at spolen – som sammen med en donut-formet magnet danner den elektriske motor, der driver membranen og skaber lyd – fungerer som et passivt delefilter. Fordi den yderste spole driver mellemtone og diskant, mens den inderste driver de laveste frekvenser.
Akustiske filtre
Og ikke nok med det. Der medfølger tre par akustiske filtre, som skrues ind i åbningen på hørepropperne. Propperne kommer med de mest neutrale filtre på, og i æsken er der så et par til dem, der gerne vil have en lille niveauhævning i diskanten, og et par til dem, der foretrækker at få hævet bassen. Lidt. For der er ikke den store forskel, når man skifter filtre.
Når man går fra de neutrale til basfiltrene, får trommerne mere vægt, og mange vil måske foretrække netop dem, fordi de giver en noget fyldigere lyd. Men det er ikke som at skrue på en equalizer; dertil er forskellene for små, omend ikke ubetydelige.
Med de i alt ti silikone- og skumpropper, der er at vælge imellem, er det ikke svært at finde et par, der er behagelige at have siddende i ørerne. Formbare skumpropper foretrækkes af mange, der gerne vil have den bedst mulige isolering, som også giver bedre dæmpning.
Solid kvalitet
Design og kvalitet er typisk RHA med upåklageligt detaljearbejde, men ledningen er ikke aftagelig. Den er derimod udstyret med forstærkning de sidste centimeter ind mod propperne, så man kan bøje ledningerne over ørerne og forme dem for at få bedre bærekomfort.
Når man har fundet de silikonepropper, der sidder bedst, har fået dem langt nok ind i ørerne til, at bassen ikke bliver for tynd, og begynder at lytte, kan man let opfatte RHA T20 som lidt tynde i lyden. Neutrale er måske mere korrekt, men siden mange mennesker foretrækker det lille skub i bassen, er det bare at tage tiden til hjælp.
For DualCoil-elementerne har brug for flere timers tilspilning, før klangbalancen bliver bedre og mere fyldig. Så forsvinder den hårdhed i diskanten også, der er der til at begynde med, og bassen løsner sig gradvis, efterhånden som de bliver spillet til. I mellemtiden kan man så bruge basfiltrene, som vel egentlig ikke er filtre i ordets egentlige forstand, men snarere lukker mere bas igennem uden at dæmpe diskanten.
Lydkvalitet
RHA-propperne er ikke så tungtdrevne, at de ikke kan bruges i mobilens hovedtelefonudgang, men de fortjener bedre. En separat bærbar hovedtelefonforstærker fra f.eks. FiiO eller Fostex fungerer bedre, og så får man i højere grad udnyttet potentialet i hørepropperne.
Som nævnt lyder de lidt tyndt og hårdt i begyndelsen, men det bliver altså bedre med tiden, og så bliver lyden mere afbalanceret og glattere, uden hårdhed eller unoder af betydning. Bassen er hele tiden stram, men bliver varmere og mere fyldig efterhånden. Mellemtonen bliver også mere poleret, med færre sch-lyde, hvor man helst skal høre klare s-lyde, og detaljer og nuancer kommer tydeligere frem.
Så kan man også hører instrumentklangen meget bedre. Vibrafonen på Steps Aheads “Skyward Bound” får mere bundklang, og efterklangen er tydeligere. Trommer og bas på Band of Golds “No Way Around” er både stramt og kraftfuldt gengivet. Bassen er bedre nuanceret end på tilsvarende hørepropper fra Sennheiser og Shure, og i den anden ende er diskanten hørbart mere luftig og distinkt.
Det kan man bl.a. høre på ouverturen til Mozarts Figaros bryllup, hvor strygerne svæver vægtløst på bløde bomuldsskyer, og de mange nuancer i lydbilledet gør det muligt at høre klapperne på træblæserne. Dynamikken er på niveau med det bedste, jeg har testet – bortset fra Shure SE846 og UE In-Ear Reference, men de befinder sig også i en helt anden klasse.
Hør f.eks. Judith Hills “As Trains Go By” på dine egne hørepropper. Skæringen kan lyde rodet og anmassende på dårligere hørebøffer og propper, men her kan man spille temmelig højt, og alligevel har RHA-propperne jernhård kontrol over dynamikken uanset frekvens.
Vi skifter til Radka Toneff og Steve Dobrogosz’ jazzalbum Fairytales, og indtrykket af et par afbalancerede, åbne og dynamiske hørepropper med stor klangrigdom forstærkes. Hør dybden i klaverets klang og varmen i vokalen, og læg mærke til, hvor mange smålyde og detaljer man opfatter i lydbilledet.
Konklusion
Hvis man er villig til at lægge lidt ekstra for et par rigtig gode hørepropper, er RHA T20 et glimrende valg. At man kan tilpasse lyden til sin egen smag, er en praktisk bonus, og hvis man kan lide glasklar lyd med stram dynamisk kontrol, er de solide stålpropper noget af det bedste, vi kan anbefale til under 2.500 kroner.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer