Vi har nok alle oplevet at stå af et fly og ikke ville andet end hjem og på hovedet i seng. At flyve er trættende, ikke kun fordi man skal supertidligt op og derefter er tvunget til at tilbringe timer klemt inde som sild i en tønde, men også fordi støjen fra flymotorerne faktisk er både stressende og udmattende.
Det hjælper ikke at tage flyselskabets høretelefoner på og prøve at se en film, for man er nødt til at skrue volumen op på maks. for at overdøve larmen. Og så bliver man både træt og halvdøv.
Som mange forretningsrejsende har opdaget, er løsningen et par hovedtelefoner med støjreduktion. De analyserer larmen fra omgivelserne og sender omvendte lydbølger ind i ørerne, som derved “slukker” for støjen. Men de bedste af slagsen på markedet, Sony WH-1000XM2 og Bose QuietComfort 35 II, er langtfra billige, og det er nok de færreste turister, der er parat til at betale lige så meget for hovedtelefonerne som for flybilletten.
Det er dog muligt at slippe betydelig billigere. Markedet for støjreducerende høretelefoner er eksploderet de seneste år. Stadig flere producenter konkurrerer om, hvem der har den bedste støjreduktion, og hvem der kan presse prisen længst ned.
I denne test er det derfor lykkedes os at finde seks hovedtelefoner, der kun koster omkring det halve af vores referencemodeller. For dem, der ikke flyver så ofte eller ikke rejser på lige så støjende vis, kan de være fine nok. De kan også være nyttige for dem, der arbejder et sted med højlydt ventilation eller andre generende baggrundslyde.
Forskellene
Så hvorfor skulle man betale dobbelt så meget for vores referencemodeller i stedet for hovedtelefonerne i denne test?
Jo, byggekvaliteten er bedre, og de kan tåle at blive stoppet ned i bagagen år efter år. Man får ofte bedre tilbehør, f.eks. et etui og forskellige adaptere. Batterilevetiden er ofte bedre – op til dobbelt så lang som på hovedtelefonerne i testen. Lydkvaliteten er ligeledes bedre, så man også kan bruge dem til at høre musik derhjemme. Støjreduktion er mere effektiv, lukker flere frekvenser ude og dæmper larm udefra mere. Og endelig påvirker den ikke lydgengivelsen lige så meget.
Støjreduktionen i et par dyre hovedtelefoner fjerner drønet fra flymotorerne helt og lukker også mange af de irriterende, mere højfrekvente lyde ude. Resultatet er en lavmælt brummen, som ikke er nær så trættende.
De billigere hovedtelefoner fjerner det meste buldren, men har det sværere med højfrekvente lyde. Derfor må man høre på en hvinen eller i værste fald en tuden, der kan opleves som ret belastende i længden. På den anden side skåner man ørerne for mange decibel.
Urbanista New York
Prisbillige og praktiske
Letanvendelige hovedtelefoner med god lydkvalitet, men støjreduktionen er et kompromis.
Sennheiser HD 4.50 BTNC
Kvalitet til budgetpris
Sennheiser har skåret de rigtige ting fra og beholdt meget af det gode fra deres dyrere hovedtelefoner.
JVC HA-S90BN
Billige men middelmådige
Trods den lave pris findes der bedre alternativer, da JVC har flere ulemper end fordele.
JBL E65BTNC
Diskrete og vellydende
JBL kommer godt fra start og giver os et par flotte hovedtelefoner med god lyd og uden større mangler.
Denon AH-GC20
Solide og kraftfulde
Med kraftige aluminiumbøjler og kompetent støjdæmpning er Denon en pålidelig rejsekammerat.
Audio-Technica ATH-ANC70
En umoderne skuffelse
Trods den lave pris kan denne ældre model ikke stå distancen mod de nye konkurrenter.