Sennheiser er altid et trygt valg, hvis du er på udkig efter hovedtelefoner af høj kvalitet inden for et givet prissegment. Den tyske hovedtelefonproducent har eksisteret i over 75 år og kan sit kram.
Det er derfor ikke så underligt, at utrolig mange hovedtelefonproducenter bruger Sennheiser som sammenligningsgrundlag inden for en vis kvalitetsklasse – særligt når vi taler om de mere seriøse med kabel. Hvad enten det er HD 660S i premiumklassen til omkring 3.000-4.000 kroner eller HD 800S i high-end-klassen, så ved man, at man har lavet et par gode hovedtelefoner, hvis de kan måle sig med dem.
Her har vi den nye basismodel til monitorering, de åbne HD 560S. De koster under halvdelen af HD 660S, og alligevel hævder Sennheiser, at de har en meget neutral lyd, som vil tilfredsstille lydteknikeres store krav til lydkvalitet, når de skal mixe deres optagelser. De samme kvaliteter vil selvfølgelig også komme musikelskere til gode.
Hvorfor åben type?
Mange vil nok spekulere over, hvad man skal med åbne hovedtelefoner, som lækker meget mere lyd end lukkede og heller ikke holder støj ude. Men sandheden er, at lydkvaliteten er så meget bedre på de åbne, at fordelene i høj grad opvejer ulemperne. Særligt dynamikken er langt bedre, fordi driverne og membranerne har frit løb og ikke bliver bremset af under- og overtryk i kammeret.
Fjerlette
HD 560S vejer ikke meget, kun 240 gram. I kombination med det åbne, luftige design giver det god komfort. Samtidig sidder ørekopperne stramt nok til, at man kan headbange og alligevel være sikker på, at de ikke falder af. Byggekvaliteten er plasticagtig, men hovedtelefonerne er fri for knirkelyde og andre vederstyggeligheder.
Membranerne på 38 mm, lavet i en form for plastfolie, er vinklet lidt skråt bagud, så lyden i højere grad høres, som om den kommer forfra som fra et par højttalere. Samme princip bruges på flagskibet HD 800S, som måske har det bedste stereoperspektiv, jeg hidtil har hørt fra hovedtelefoner.
Kablet, som er udskifteligt, er tre meter langt og har et stort 6,3 mm stik i enden. Dette, sammen med det faktum, at hovedtelefonerne ikke er foldbare, vidner om, at de ikke er beregnet til bærbar brug. Alligevel medfølger der en 3,5 mm adapter, så man kan koble dem til hvor som helst.
Lydkvalitet – mobiltelefon
Selv om det ikke har førsteprioritet, lyder hovedtelefonerne rigtig godt sammen med en smartphone som min iPhone 12 Pro med Lightning-adapter imellem. Klangen er neutral, men uden nogen særlig snert og hurtighed. En lilletromme har begrænset smæld, og bækkener giver ikke lige så distinkt lyd fra sig, som jeg havde håbet. Det bliver for endimensionelt, og instrumenterne bliver for tilbageholdne og introverte.
Har du ikke tænkt dig at investere i en bærbar DAC eller en ordentlig forstærker, findes der bedre alternativer.
Lydkvalitet – hovedtelefonforstærker
Men disse hovedtelefoner er beregnet til hjemmebrug, gerne som supplement til højttalerne i et eksisterende hi-fi-anlæg. Mange forstærkere har nemlig en hovedtelefonudgang i ganske god kvalitet, så du behøver måske ikke investere i ekstra udstyr.
I målgruppen finder vi også lydteknikere, som trods et beskedent budget har et godt eksternt lydkort med en tilsvarende god hovedtelefonudgang.
Og med en ordentlig hovedtelefonforstærker kommer der helt andre boller på suppen. Med min egen Auralic Taurus træder musikken frem i rigt mål, og det, jeg savnede af dynamik, er ikke længere en bremseklods for musikoplevelsen. Man vil også komme langt med en billigere forstærker.
Pludselig vækkes bækkenerne til live, så man let hører forskel på et ching, et splash og et crash, og highhatten knipser friskt mod øregangen. Lilletrommen på en af Olivia Rodrigos få rocknumre, “Brutal”, fremstår med den grove klang intakt, hvilket får det hele til at swinge.
Voilà
Det fantastiske franske bidrag til årets Eurovision Song Contest, “Voilà” af Barbara Pravi, lyder rigtig godt. Stemmen er yderst tydelig og nærværende, og man hører klaverpedalerne arbejde og knirke langt nede i bassen under åbningslinjerne. Smukt.
Klangbalancen er neutral med et let anstrøg af varme. Ikke lige så varm og fyldig som på de dobbelt så dyre HiFiMAN Sundara, men samtidig måske mere “korrekt”. Faktisk opleves HD 560S også som mere neutrale end storebror HD 660S, som er noget varmere. Men HD 560S er ikke lige så letbenede i toppen som hverken storebror eller Sundaras ultralette planmagnet-drivere.
Bassen er også lidt tyndere end på Philips Fidelio X3 (igen, en anden prisklasse), som har mere punch og fart på Billie Eilish’ “Bury a Friend”. Philips har også et større lydbillede til trods for Sennheisers vinklede enheder, og X3 har også en mere dynamisk mellemtone. X3 har flere klangvariationer i violiner og bratscher i klassisk musik, så de lettere adskilles fra hinanden.
Men helhedsindtrykket af HD 560S er utrolig godt, og prisen taget i betragtning er de et af de virkelig gode køb lige nu. Du kan f.eks. glemme alt om lyden fra visse trådløse hovedtelefoner.
Konklusion
Sennheiser HD 560S er et par åbne, passive hovedtelefoner i en prisklasse, som for længst er blevet overfyldt af trådløse alternativer. Praktisk, jovist, men lyden er langt fra det, du får her. Faktisk lyder HD 560S bedre end nogen trådløse hovedtelefoner, jeg kan komme i tanke om – uanset prisklasse.
Hovedtelefonerne lyder åbent og neutralt, men med et anstrøg af varme og glød. De kan dermed både bruges af lydteknikere på budget og musikentusiaster med behov for vellyd.
Der findes hovedtelefoner med mere energi i mellemtonen, og der findes dem med dybere og federe bas. Men vi kender ikke til nogen i nærheden af denne prisklasse, som balancerer det hele så godt. Hatten af for det!
