Test: Sennheiser HD 820

At lave gode lukkede hovedtelefoner er ikke nemt. Så snart man forsegler driveren (“højttaler-enheden”) inde i et kammer, sænkes både slaglængden og hastigheden på aflevering af transienter. Desuden får kammeret en større rolle i lydbilledet, da mere lyd reflekteres fra dets vægge og tilbage i øret. I åbne hovedtelefoner er det næsten kun vibrationerne fra selve driveren, der bestemmer lyden.

Fordelene ved lukkede hovedtelefoner er, at de kun lækker lidt lyd ud, og man får mindre støj ind i øret fra omgivelserne. Åbne hovedtelefoner isolerer næsten ikke, så du risikerer at sidde på kontoret og forstyrre kollegerne med din tvivlsomme musiksmag. Mens du heller ikke får lukket deres knævren ude.

Fordi lukkede hovedtelefoner er mere støjisolerende, er de mere brugervenlige at have med sig. I toget, i bussen, ude i byen, i naturen – you name it. Af samme grund er de fleste lukkede hovedtelefoner lavet, så de er nemme at trække for en mobiltelefon, da de færreste går rundt med en ekstern forstærker i lommen. Men det gælder ikke dem alle, hvilket vi vender tilbage til.

En anden fordel ved lukkede hovedtelefoner er, at bassen ofte er fyldigere og saftigere, fordi al energien kommer ind i øret i stedet for at lække ud. Så hvis du er ude efter den allerfedeste bas, er lukkede den rigtige vej at gå.

Der er flere gode lukkede high-end-modeller på markedet. Beyerdynamic T5p G2 er nærliggende at nævne, og desuden Sony MDR Z1R, som er de sejeste, undertegnede hidtil har testet. Begge er på den fyldige side af neutrale, hvor Sony kører det ud i det ekstreme med måske de tungeste basanslag, jeg har hørt.

Kampen om det åbne

Sennheiser ønsker med HD 820 at gå en anden vej. Her har man sat alle sejl til for at få hovedtelefonerne til at lyde neutralt og mest muligt som en åben model.

Håndlavede ørepuder i mikrofiber skal undertrykke støj udefra, og hovedbøjlen i metal har et internt dæmpningselement for ikke at videreføre vibrationer ned i hovedet. Ringradiator-enhederne er dækket af glas. Det får dem til at se ud som en åben model, idet man kigger lige ind i driveren – ligesom på de åbne HD 800 S. Som i øvrigt er en af undertegnedes klare favoritter.

Men glasset har først og fremmest en lydmæssig funktion. Det er nemlig konkavt for at reflektere lydbølgerne fra driverens bagside til en absorbent. Det er for at lede de reflekterede lydbølger væk fra øret, som de ville være blevet i åbne hovedtelefoner.

Klart, men …

Alt dette virker både logisk og fantastisk. Men så er der lige det med at omsætte teori til praksis.

Vi tager det bedste først. Lyden fra HD 820 er klar, især i de højere toner. Her er der ingen detaljer, der drukner, og overtonerne er meget sprøde med godt attack af lukkede hovedtelefoner at være.

Tynd lyd

Så til problemerne. For det første er bassen tynd, hvor man forventer en fyldig, varm og sej basgengivelse. Der er en vis fylde nede i dybbassen, men det øvre basområde er nærmest fraværende. Det får bassen til at lyde frakoblet, næsten som om der er en udfasning oppe omkring 300 Hz.

Det er et vigtigt område, der giver varme og klangrigdom til bas-instrumenter. Med HD 820 lyder det anæmisk og endimensionelt i bassen. Jo, det gør, at man får fokus på sprødheden i strygere, og Nidarosdomens pigekor på den nye, fantastiske 2L-udgivelse Lux lyder klart og åbent. Hør f.eks. Requiem-partiet. Men storheden og klangrigdommen i orglet kommer ikke godt nok frem. Og det endda med balanceret XLR fra Sennheisers egen fabelagtige hovedtelefonforstærker HDV 820 til 18.000 kroner.

Tynde vokaler

Vokaler lyder generelt tyndt. Björks stemme på nummeret “Blissing Me” skal være langt fremme i lydbilledet, med klare overtoner, men også en god portion resonans. Det får HD 820 ikke tilstrækkeligt frem. Mellemtoneområdet er ikke stort og frodigt nok gengivet. Til sammenligning har de åbne Audeze LCD-2C en meget større klang på stemmen og giver en langt mere spændende præsentation af musikken.

Hvem har ret?

Men nu er pointen med HD 820 jo ikke at lyde varmt og spændende, men ærligt. Ligesom Sennheisers egne HD 800 S. Problemet er bare, at HD 820 ikke lyder som de åbne 800 S. Med sidstnævnte kommer Björks stemme meget bedre frem. Der er mere klang nedad, og der er langt bedre dynamik. Dybbassen virker en anelse tyndere på 800 S; til gengæld er sammenhængen mellem bas og mellemtone en helt anden, uden droppet omkring 300 Hz.

Dermed får Sennheiser et forklaringsproblem. For hvis HD 820 har ret, så må HD 800 S tage fejl. Og det kan jeg forsikre dig om, at de ikke gør.

Hvad angår lydisoleringen, er HD 820 selvfølgelig mere isolerende end åbne hovedtelefoner. Men sammenlignet med andre lukkede modeller lækker de faktisk en del. Der kommer mere musik ud og mere støj ind end på de fleste andre lukkede hovedtelefoner. Dermed bortfalder det som argument.

De er også tungtdrevne og kræver en ordentlig forstærker. Hvilket igen gør, at HD 820 er lavet til den arena, hvor man normalt bruger åbne hovedtelefoner. Som lyder bedre end HD 820.

Det eneste brugsområde, jeg kan tænke mig, er til lavmælte vokalister i studiet, som skal næsten helt hen til mikrofonen med munden og synger så lavt, at de har brug for meget høj lyd ved lytningen. Her kan man få feedback med åbne hovedtelefoner, hvilket gør HD 820 mere egnede.

Men hvis jeg drev et studie, ville jeg meget hellere købe fire-fem par Beyerdynamic DT 1770 Pro (seriøse studier har mange hovedtelefoner!), der koster det samme som ét par Sennheiser HD 820. Beyerdynamic lyder bedre i de fleste discipliner.

Konklusion: Maveplasker

Med HD 820 har Sennheiser lavet et par hovedtelefoner, der lyder som åbne. Dvs. de har svaghederne fra åbne (svære at drive, ikke specielt støjisolerende, tynd bas), men ikke så mange af styrkerne. Jo, de lyder klart, men de mangler dynamikken og tonestrukturen fra de bedste åbne model. De mangler også basrigdommen og engagementet fra de bedste lukkede hovedtelefoner.

Til spørgsmålet: “Hvem er de lavet til?” må vi derfor bare svare: “Aner det ikke.” Her er Sennheiser gået galt i byen og har lavet en hård – og dyr – maveplasker.