TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Sennheiser Momentum 3 Wireless

Trådløs luksuslyd

Vi får flere funktioner på tredje udgave af Sennheisers glimrende trådløse hovedtelefoner.

Af / 08/11/2019 - 13:26
Sennheiser Momentum 3 Wireless

Lyd & Billede mener

  • Byggekvaliteten er fremragende, og pasformen ligeså. Lyden er blandt de kraftigste i klassen med heftig bas, og også overtonerne kommer godt frem.
  • En lidt tynd mellemtone gør, at vokaler ikke helt får resonansrum nok. Samtalekvaliteten er middelmådig, og den trådløse rækkevidde er skuffende.

Sennheiser Momentum Wireless blev egentlig ikke markedsført som støjdæmpende hovedtelefoner, selv om de havde aktiv støjreduktion indbygget. Der findes nemlig hovedtelefoner med mere effektiv støjreduktion. Med Momentum ville Sennheiser først og fremmest sænke støjgulvet i normale omgivelser, så mere af musikken kommer frem. I fuld lydkvalitet.

Momentum var beregnet til musiklytning, ikke til at kunne prale af alverdens funktioner. Det havde man trods alt PXC 550 til. Momentum var snarere til dem, der ville have god byggekvalitet i et sobert design og ikke mindst kraftig og fyldig lyd.

Efterhånden har man tydeligvis indset nødvendigheden af at få flere funktioner i Momentum. Med anden generation kunne man endelig folde hovedtelefonerne sammen, ørekopperne var større for endnu bedre komfort, og puderne var tykkere og blødere. Støjreduktionen var også noget bedre.

Nye funktioner

Nu er tredje generation her så, og Sennheiser har tilføjet nye funktioner og desuden ryddet op i brugervenligheden.

For det første havde forgængeren en multifunktionsknap, der både fungerede som volumenkontrol og udførte en masse funktioner, ved at man trykkede X antal gange på den. På den nye version er der flere knapper med dedikerede funktioner, alle sammen på højre ørekop.

Annonce

Volumen op og ned har separate knapper, og en knap mellem disse besvarer opkald eller starter og pauser musikken. I bunden sidder en Bluetooth-parringsknap, som også kan holdes inde for stemmestyring med Siri eller Google Assistant.

En ny funktion er arvet fra PXC 500, nemlig at musikken pauses, når man tager hovedtelefonerne af, og starter igen, når man tager dem på. Den kan deaktiveres i app’en, som også har indbygget EQ-funktion, hvis man vil justere lyden.

Udførelsen er flot og i høj kvalitet. Hovedbøjlen er af rustfrit stål og læder, og de store, behagelige ørepuder af fårelæder. Her bevares komforten selv ved lang tids lytning.

Sennheiser Momentum3 autopause 63664
Momentum 3 Wireless sætter automatisk musikken på pause, når man tager dem af. (Foto: Sennheiser)

Find mine hovedtelefoner

En smart funktion er, at Momentum 3 understøtter sporing ved hjælp af Tile. Download Tile-app’en, og forbind hovedtelefonerne med mobilen. Derefter vil app’en altid vide, hvor den sidst havde kontakt med dem.

Hvis du kommer hjem fra arbejde og spekulerer på, om du har efterladt dem på kontoret, kan du åbne Tile. Hvis app’en siger, at den sidst havde kontakt med hovedtelefonerne dér, så ved du, at de er der, når kommer på arbejde næste dag. Hvis du ikke kan finde dem, når du ankommer, kan du trykke på alarmknappen i Tile-app’en, og hovedtelefonerne vil begynde at ringe og vibrere. Ringetonen er ret svag, men du kan høre den, hvis du er i nærheden.

Støjreduktion

Mens støjreduktionen altid var aktiveret på forgængerne, så længe de var tilsluttet trådløst, kan den nu slås til og fra med en knap på toppen. Når du vipper den ned, forstærkes lyde udefra pludselig, hvilket er rart, når man hører musik i situationer, hvor man også gerne vil høre, hvad der foregår omkring én. F.eks. hvis du vil høre, når nogen taler til dig.

Selve støjreduktionen er helt fin. Den er lidt mindre effektiv end på PXC 550 i de lavere frekvenser, men bedre end på Beyerdynamic Lagoon ANC. Mens lavfrekvent støj slipper igennem uden de store problemer, dæmper Momentum 3 derimod fint i de høje frekvenser.

Den er ikke i nærheden af Sony samlet set – bare sæt dig på et fly og lyt. Men den er godt nok til at have en klar funktion, og jeg kan godt lide, at støjreduktionen ikke påvirker lydkvaliteten negativt. Musikken lyder ens, uanset om den er slået til eller fra.

Ingen on/off-knap

En lidt mærkelig beslutning er at fjerne on/off-knappen. Det tog mig lidt tid at finde ud af, da jeg nærmest er allergisk over for brugsanvisninger. Men her måtte jeg bide i græsset og kunne så læse mig til, at Momentum 3 slukkes, når man folder dem sammen. Smart nok, hvis man er klar over det. Men læg hovedtelefonerne i tasken uden at folde dem sammen, og du kan godt regne med et dødt batteri 17 timer senere.

Ja, for den opgivne spilletid er reduceret fra 22 til 17 timer. Ikke noget problem; det er længe nok. Og desuden har 3’eren USB-C-opladning, som er hurtigere end forgængerens Micro USB.

Sennheiser Momentum3 auto poweroff 63665
For at slukke for Momentum 3 Wireless folder man dem sammen. Husk det, ellers bliver batteriet afladet! (Foto: Sennheiser)

Bluetooth 5.0

Den nye udgave har også fået den nyeste version af Bluetooth, som gør, at de kan kobles til to enheder ad gangen. F.eks. til PC’en for musikafspilning og til mobilen for samtaler.

En anden fordel ved Bluetooth 5 er længere teoretisk rækkevidde. Men hvor Bose NCH 700 gav os omkring 50 meters trådløs rækkevidde udendørs med Bluetooth 5, begynder Sennheiser Momentum 3 allerede at svigte 10 meter fra mobilen. Det er ret ynkeligt, selv om det ikke er noget stort problem, så længe forbindelsen er stabil inden for denne afstand. Og det er den. Men det imponerer ikke nogen, for selv Sony WH-1000XM3 med Bluetooth 4 har over 30 meters rækkevidde.

Sennheiser Momentum3 Wireless 63663
Kvalitetsindtrykket af Momentum 3 Wireless er der meget lidt at udsætte på, ligesom med forgængerne. (Foto: Sennheiser)

Lydkvalitet

Uden at jeg har forgængeren til at sammenligne direkte med, er lyden af Momentum 3 Wireless, som jeg husker den. Der er masser af bas, og rytmerne i popmusik lyder saftigt og lækkert.

På den melankolske, men hårdtslående “Pretty Little Secret” med den norske teenager Emma Steinbakken (som jeg spår en lys fremtid) er rytmerne benhårde. Det er i øvrigt de eneste trådløse hovedtelefoner, jeg har hørt – bortset fra de sære Nuraphone – der kan konkurrere med Sony WH-1000XM3 på rent lydniveau. Og måske endda overgår dem!

Stemmens resonansrum kommer ikke lige så godt frem som på Sony’erne, der har en varmere og mere rund mellemtone. Til gengæld er falsetten renere hos Sennheiser, der har klarere toner opad. Der er mere energi i overtonerne her, så lydbilledet åbnes mere op, mens Sony lyder mere dæmpet i toppen.

Sammenlignet med Sennheisers egne PXC 550 er lyden af Momentum 3 mere energisk og underholdende. PXC 550 lyder fladt i sammenligning og har et væsentlig lavere lydniveau.

Klassisk musik har ikke samme opløsning i det øverste register på Sennheiser som på Beyerdynamic Lagoon ANC. Det kan fikses med lidt tweaking i app’en, men Lagoon har generelt mere luft og opløsning.

Fordelen ved Sennheiser er igen, at de kan spille højere. Mange klassiske indspilninger har et relativt lavt gennemsnitligt lydniveau, så der er plads til større udblæsning i fortissimo-partier. Her er det rart, at der er meget at trække på. Og på hiphop-favoritter er det klart en fordel, at Momentum 3 kan spille så højt, at det ryster i kraniet!

Samtalekvalitet

Til sidst lige en bemærkning om samtalekvaliteten. Jeg kan høre modtageren rigtig godt og får desuden en behagelig ud-af-hovedet-oplevelse. Men modtageren hører ikke mig lige så godt. Momentum 3 er ikke i nærheden af samtalekvaliteten på Jabra Elite 85h og heller ikke Bose NCH 700. Lidt skuffende, da Sennheiser jo er kendt for at lave rigtig gode optage- og broadcasting-mikrofoner. Skuffelsen er lige så stor som med Beyerdynamic, der også er en anerkendt mikrofonproducent.

Konklusion

Sennheiser Momentum 3 Wireless er hovedtelefoner til dig, der vil have noget andet end sorte hørebøffer i plast, som der er alt for mange af på markedet. Her får du i stedet gedigent stål og ægte fårelæder, og pasformen er upåklagelig. Vi kan også godt lide de nye funktioner – især den med, at man kan finde hovedtelefonerne med en app.

Lydkvaliteten er rigtig god. Noget bastung, men det er for det meste bare skægt. Og sikke en slagkraft – her kan man tale om lydniveau! Der findes endnu bedre hovedtelefoner til kritisk lytning, men Momentum 3 har opløsning nok til, at man også kan værdsætte klassisk musik.

Selve støjreduktionen er okay, men heller ikke mere. Og samtalekvaliteten kunne være bedre.

Sennheiser Momentum3 Wireless lifestyle 63660
(Foto: Sennheiser)
Karakter
Sennheiser Momentum 3 Wireless
Premium
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Pi8: Den nye konge af trådløs lyd

Her er DALI’s bud på en hovedtelefon, du har råd til

AirPods har aldrig været bedre

Google kan godt lave hi-fi

De smarteste hørepropper fra JBL

Vi har testet de vildeste hovedtelefoner fra B&O

Her får du meget for pengene

Åbne er bare bedre – men også dyrere

Lukket design møder åben lyd

Dåseåbneren

Skarpt skyts i premiumklassen

Seks førsteklasses hovedtelefoner: Hvem snupper tronen?