Hvordan designer man et sæt trådløse hovedtelefoner (som der efterhånden findes en milliard af), der skiller sig nok ud fra mængden til at garantere omtale i landsdækkende medier? Ifølge Sennheiser tager man en hårbøjle, beklæder den med blødt skind og udstyrer den med et par velspillende propper.
Nogenlunde sådan kan de nye Momentum In-Ear Wireless beskrives, omend det er en grov oversimplificering. Mere konkret har man taget de gamle Momentum In-Ear, gjort dem trådløse og lagt al mekanikken ind i en bøjle, der skal bæres om halsen. Det er som sådan ikke et nyt koncept, men alligevel ikke noget, vi ser så tit og da særligt ikke i denne prisklasse. Spørgsmålet er så, om den høje pris kan retfærdiggøres.
Er det en hårbøjle?
Designet er lidt utraditionelt, og vi oplevede flere spørge, hvordan Momentum Wireless skal bæres. Skal den på hovedet? Nej, bøjlen skal bæres om halsen, hvorved propperne bliver så lette som muligt. Disse sidder nogenlunde fast i ørerne, selv om vi oplevede, at de kunne glide ud, hvis vi drejede hovedet for hurtigt.
Betjeningsknapperne sidder på indersiden i venstre side og har en tilpas størrelse. Umiddelbart er bøjlen behagelig at have på, og vi kan godt forstå Sennheisers ræsonnement, når man da ikke har en skjorte eller jakke med krave på. Her er bøjlen i vejen og kommer til at sidde underlig skævt.
Et andet punkt, der kan irritere, er at bøjlen er knap så gemme-væk-venlig. Normale in-ear hovedtelefoner kan let proppes i lommen, men her må du lade dem hænge om halsen. Det ser lidt fjollet ud i byen en fredag aften.
Batterilevetiden er ca. ti timer, hvilket er fint for et sæt trådløse hørepropper. Desværre er det svært at vide, præcis hvor meget batteri der er tilbage, da der ikke gives stemmenotifikationer, og fordi de små ikoner til samme på telefonen er for små og upræcise.
Glimrende lyd
Heldigvis kan de par småting overses, hvis vi fokuserer på det, der i sidste ende er vigtigst – lydkvaliteten! Sennheiser leverer en varm og samtidig velbalanceret lyd i et par uhyggeligt små og lette propper. Her er både plads til de høje og de dybe toner, og bassen kan mærkes, uden at det går ud over hverken mellemtone eller diskant – en fornøjelse.
Er man typen, der foretrækker at justere lyden med en equalizer, kan det gøres via Sennheisers egen app, der dog kun understøtter lokal musik eller Tidal – et underligt valg, som gør app’en ret ubrugelig. Heldigvis er den ikke spor nødvendig, da propperne allerede er fint justeret med en forholdsvis neutral lydprofil, der egner sig til al slags musik.
Skulle vi anbefale et alternativ, som også for nylig har været forbi testbænken, kunne det være Jaybird X3. De er lidt billigere og egner sig også til sport, hvilket Sennheiser ikke gør.
Konklusion
Sennheiser Momentum In-Ear Wireless skiller sig med deres halsbøjle ud fra mængden, men formår alligevel at gøre sig bemærket på andet end designet. Er de så pengene værd? Dertil må svaret være ja. Lydkvaliteten er aldeles fremragende, og de små propper sidder behageligt i øregangene.
Bøjlen ser måske mærkelig ud og kan ikke så let proppes i lommen, men er alligevel behagelig at have på over længere tid. Vi lagde ud med bøjleskepsis, men endte med et stort smil.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer