TEST: Shure Aonic 40

Da Shure lancerede deres første støjreducerende hovedtelefoner, Aonic 50, var jeg mere end begejstret. Superb lydkvalitet, EQ i app’en og fantastisk pasform. Støjreduktionen var kun sådan nogenlunde, men den gjorde, hvad den skulle. Shure havde simpelthen skudt papegøjen i første forsøg!

Det, jeg savnede mest, var mulighed for at folde dem sammen. De kunne heller ikke stemmestyres, men det er jeg personligt ret ligeglad med.

Nogle syntes sikkert også, at Aonic 50 var for dyre; de kostede 3.200 kroner ved lanceringen. Og selv om de gjorde rigtig meget rigtig godt, så trak det ned, at de ikke kunne hurtigoplades.

Med de nye Aonic 40 har Shure adresseret flere af disse ting, og hovedtelefonerne fremstår faktisk som mere komplette end storebror. De kan nu foldes sammen, og de er mere kompakte. Har man en hurtigoplader med USB-C, får man også fem timers afspilning med 15 minutters opladning. Ikke tosset! Og ligesom storebror understøtter Aonic 40 multipunktstilslutning til to enheder samtidig.

For at reducere størrelsen er driverne skrumpet fra 50 til 40 mm. Til gengæld er batterilevetiden øget fra 20 til 25 timer.

Hvor Aonic 50 henvender sig til hi-fi-interesserede i kraft af Sonys LDAC-codec, som giver den bedste lyd via Bluetooth, har man nøjedes med aptX HD på Aonic 40. Fint nok.

Pasform og brugervenlighed

Mens Aonic 50 sidder som en drøm rundt om ørerne, synes jeg, at Aonic 40 klemmer lidt mere. Det mærkes især, når jeg tager læsebriller på, hvilket nemt bliver ubehageligt. Ørepuderne er både tyndere og hårdere end på storebror.

En anden ting, jeg bemærker, er at basgengivelsen forringes, når man har briller på, da puderne ikke forsegler lige så godt. Hvis man bruger briller, vil jeg derfor anbefale at vælge Aonic 50 – eller noget helt tredje.

Hvad brugervenlighed angår, har hovedtelefonerne knapper i stedet for swipe-funktion. Og da flere af knapperne har forskellige funktioner afhængigt af, hvor mange gange der trykkes på dem, og hvor længe de holdes nede, er der en lang liste i app’en (ShurePlus Play) over, hvordan man udfører de forskellige funktioner.

Personligt synes jeg, det er noget bøvl med alskens funktioner på hovedtelefonerne, og bruger derfor som regel mobilen til at styre det meste.

Støjreduktion og samtalekvalitet

Støjreduktion og lydgennemslip kan indstilles i flere trin; selv foretrækker jeg at have dem begge på maksimum, når de er i brug. Lyden af afspillet musik er ikke meget anderledes med begge funktioner slået fra end med en af dem på. Men som sædvanlig lyder musikken mere dynamisk og bedre kontrolleret med dem slået fra.

Under testen skete det indimellem, at app’en mistede kontakten med hovedtelefonerne, især hvis jeg bevægede mig uden for mobilens dækning og kom tilbage igen. Bluetooth vendte tilbage, og musikken spillede, men app’en fandt ikke hovedtelefonerne, så jeg kunne lave indstillinger.

Hvis man bruger Aonic 40 til mobilsamtaler og digitale møder, hører modtageren én fint. Min stemme går klarere og tydeligere igennem til modtageren end med f.eks. Sony WH-1000XM4; her ligger Shure ret langt oppe på listen.

Lyden af Shure Aonic 40

Aonic 40 lyder meget rent og pænt, og musikken kommer troværdigt igennem. Her er ingen overdrevet bas, men den, der er der, er godt kontrolleret og følger godt med i rytmerne.

Father John Mistys guitar klinger klart på country-balladen “Goodbye Mr. Blue”, og især i overtoneregisteret klirrer det godt i båndene. Elbassen er ikke allerfedest, men lyder ægte og naturtro. Father Johns stemme er også tydelig; der mangler bare lidt volumen i mellemregisteret i forhold til storebror.

Cody Frys orkesterversion af Beatles’ “Eleanor Rigby” gengives med fin luft i violinerne, og bassektionen er der ikke meget at udsætte på. Igen kunne jeg tænke mig lidt mere mellemtone for at få mere pågåenhed i blæsersektionen og for at få Codys stemme bedre frem.

Tonekontroller

Heldigvis er der en equalizer i app’en. Med både forudindstillede klangbalancer og en firebånds parametrisk EQ. Det lyder måske ikke så avanceret, men man kan faktisk indstille fire valgfrie frekvenser langs hele frekvensområdet og sætte båndbredden (Q-værdien) fra 0,8 til 4 oktaver. Med andre ord kan man vælge, hvor bredt et frekvensområde der skal justeres.

Jeg er ret godt tilfreds med lyden før justering, men den bliver endnu bedre med en tur forbi EQ’en. For at få lidt mere mellemtone frem og også dæmpe sibilanterne en smule.

Visse indspilninger har lidt hårde bækkener og sibilanter (s- og sj-lyde), og det bliver værre, hvis man øger mellemtonen uden at kompensere et andet sted. I dette tilfælde det skarpe område omkring 6 kHz. Og nu, hvor vi er i gang med at manipulere, trækker jeg bassen lidt op, bare for at gøre det hele lidt sjovere.

Jeg endte med følgende:

• 1 (Low Shelf): 100 Hz, +3 dB, 0,8 oktaver
• 2 (parametrisk): 1000 Hz, +4 dB, 4 oktaver
• 3 (parametrisk): 6300 Hz, -3 dB, 1 oktav
• 4 (High Shelf): 10.000 Hz, +3 dB, 3 oktaver

Og det hjalp! Nu er Father John Mistys stemme pludselig langt mere fremtrædende i lydbilledet, samtidig med at guitaren har fået en klarere klangstruktur.

Det beskidte, industrial-inspirerede nummer “Die For You” med Valorant og gæstevokal af Grabbitz lyder benhårdt med vokalen langt fremme, dyb bas og en arpeggio, der borer sig ind i øregangen på lækreste vis. Det her er fedt!

Med de toneindstillinger, jeg lige har givet dig, kan jeg faktisk ikke komme på noget bedre til prisen. Det er en sand fornøjelse at høre musik nu. Musikken er klar, dynamisk og dramatisk. Det lyder ikke spor skarpt, men stadig meget detaljeret og distinkt. Det er ikke meget, storebror har at trumfe med nu!

Konkurrenter

I denne prisklasse er Aonic 40 ikke uden konkurrence. Man kan få JBL Tour One til at lyde næsten lige så godt med EQ’en, men de lyder ikke specielt godt uden indstillinger. Hvis man ikke bryder sig om at lave rode med en EQ, lyder Aonic 40 meget bedre. Til gengæld vil JBL’erne nok fungere bedre til folk med briller, da de har blødere ørepuder.

Yamaha YH-E700A har endnu federe lyd, omend nogle nok vil mene, at bassen er lidt overdrevet (men ikke mig). Yamaha har imidlertid dårligere støjreduktion end Shure, og man kan ikke justere lyden på dem.

Sony WH-1000XM4 har været på markedet et stykke tid nu og er derfor faldet i pris – omtrent til der, hvor man finder Aonic 40. Sony’erne er overlegne på støjreduktion, men det er ikke lykkedes mig at få dem til at lyde lige så godt som Aonic 40.

Konklusion

Shures billigste støjreducerende hovedtelefoner har nogle forbedringer i forhold til topmodellen, bl.a. at de kan foldes sammen, og at de langt om længe kan hurtigoplades.

Brugervenligheden er god, men pasformen forringes lidt af de hårdere ørepuder. De burde enten have været tykkere eller blødere, og brillebrugere vil også opleve, at bassen lækker ud.

Hvis man ikke bruger briller, er det derimod bare at nyde lydkvaliteten fra Aonic 40. De lyder godt lige ud af æsken, og man kan få dem til at lyde endnu bedre med EQ’en i app’en.

Støjreduktionen er helt i orden, og det samme er samtalekvaliteten.