TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Sivga Phoenix

Eksklusive detaljer til budgetpris

Sivga Phoenix ligner et luksusprodukt, men de lækre hovedtelefoner med træhuse er ganske betalelige.

Af / 23/01/2022 - 10:00
Sivga Phoenix

Lyd & Billede mener

  • Åben gengivelse med velopløst diskant. Superlækker byggekvalitet. Overraskende lav pris.
  • Temmelig overdrevet basgengivelse.

De fleste hovedtelefoner, der sælges i dag – og der sælges mange – er aktive og trådløse. Men der findes heldigvis stadig gode, gammeldags hi-fi-hovedtelefoner med kabel, beregnet til en hyggestund hjemme i stuen. Og nogle af dem kommer fra uventede kanter.

Sivga Phoenix kommer fra Dongguan i Kina. Firmaet, der har eksisteret siden 2016, laver alene hovedtelefoner. Under mærkenavnene Sivga og Sendy. Dog uden at vi havde hørt om nogen af dem tidligere.

Sivga Phoenix er åbne over-ear-hovedtelefoner i et design, der oser af klassisk high-end. Det mest bemærkelsesværdige er ørekopperne, som er fremstillet af blanklakeret, udfræset træ. De åbne ørekopper er dækket af sorte metalgitre, og hovedbøjlen er af sortanodiseret stål. Hovedbåndet og ørepuderne er foret med kunstlæder på ydersiden og blødt, åndbart stof på de sider, der rører ved huden.

Sivga Audio Phoenix 04
Ørekopperne er af højglanslakeret træ. (Foto: Sivga)

Det hele ligner noget, der godt kunne koste et femcifret beløb, hvis der sad en kendt high-end-producents logo på dem. Men det gør der ikke. Og de kinesiske trækopper koster i virkeligheden kun en brøkdel.

For at fuldende luksusfølelsen får man et transportetui i stift kunstlæder med. Etuiet er formstøbt til netop at kunne rumme hovedtelefonerne. Det giver mening. Men det ligner altså mest en bæretaske til flodhestetestikler!

Annonce
Sivga Audio Phoenix 06
Der medfølger et bæreetui i kunstlæder. Men det ligner mest af alt en transportkasse til flodhestenosser. (Foto: Sivga)

Lette og behagelige

Sivga Phoenix er bløde og behagelige som en fløjlspolstret sækkestol. Men også ret lette. 296 gram er i sig selv ikke en høj vægt for et par velvoksne over-ear-hovedtelefoner til aflytning i hyggehjørnet. Og med de solide træørekopper virker vægten overraskende lav. Det eneste, der trækker lidt ned på komforten, er, at ørekopperne ikke er dybe nok til at rumme denne testers ører, uden at de presser mod gitteret foran driverne.

Sivga Phoenix er bygget over det åbne princip, hvilket de deler med flertallet af de bedste high-end-hovedtelefoner. Åbne hovedtelefoner har oftest en mere – ja, åben gengivelse end lukkede ditto. Driverne er af den konventionelle dynamiske type, altså opbygget som højttalerenheder i miniformat.

På Sivgas hjemmeside kan man læse på temmelig kinesisk præget engelsk, at driverne er konstrueret med “tre-frekvens-balance” med “passende bas”, “naturlig mellemtone og vokal” og “sprød diskant”. Uden at det forklares nærmere, hvordan de gode egenskaber opnås.

Læs også Kinesisk luksusteknologi på budget Planar-hovedtelefoner er normalt hundedyre. Men Takstar HF 580 præsterer at få high-end-teknologien ind i noget, alle har råd til.

Kræver hovedtelefonforstærker

Sivga pointerer på sin hjemmeside, at Phoenix takket være en impedans på 32 ohm fint kan bruges med en computer eller en mobil med analog lydudgang. Det var heller ikke noget problem at få lydstyrke nok på PC’ens lydudgang. Men den indbyggede forstærker havde tydeligvis svært ved at styre hovedtelefonerne, hvad der både gik ud over præcisionen i bassen og dynamikken, når der skulle spilles ved mere end baggrundsstyrke.

Koblet til hovedtelefonudgangen på en NAD C658 forforstærker kom der mere styr på tingene.

Sivga Phoenix 1
Sivga Phoenix ser virkelig eksklusive ud, og lyden er også lækker. (Foto: Sivga)

Lyden af Sivga Phoenix

Udseendet bringer minder om high-end, men er det lykkedes at gøre lyden lige så eksklusiv som finishen? Måske ikke helt – men de gør et rigtig godt forsøg!

Det første, der falder i ørene, er diskanten, som virkelig er sprød og velopløst. Masser af lette, vægtløse detaljer strømmer ind i øregangene. Strengene på mandoliner og violiner lyder, som om de lige er skiftet. Efter lidt tilvænning viser det sig, at den flotte diskant måske ikke er helt lige så nuanceret, som den er fremtrædende. Men de billige Sivga-hovedtelefoner er stadig bedre end det meste i prisklassen.

Mellemtoneområdet er rigtig godt nuanceret. Stemmer står tydeligt frem i lydbilledet, og det er let at kende forskel på individuelle stemmer – som i “Right Hand Man” fra Hamilton, hvor Lin-Manuel Miranda, Christopher Jackson og Leslie Odom Jr. reciterer på skift. Det er også let at høre de forskellige vokallag i Disturbeds udgave af “The Sound of Silence”.

Om bassen siger Sivga selv, at de har stræbt efter at gøre den “suitable” (passende). Om formuleringen skyldes sprogvanskeligheder eller ærlighed, er ikke til at sige. Men beskrivelsen passer meget godt. Bassen dækker bestemt behovet, især når man tager den meget rimelige pris i betragtning. Men den holder ikke standarden fra de andre toneområder.

Det gode ved bassen er, at den er rigelig. Det er også den dårlige nyhed. Det er fint nok med rytme, men den øvre bas er så kraftig, at den både tager opmærksomheden fra dybbassen og dominerer især mandestemmer, som står i skyggen af bassen og derfor virker tilbagetrukne.

Det kan lyde som en hård kritik, og kvaliteten er overordnet fin. Ikke mindst i betragtning af prisen. Men en lidt bedre kontrolleret bas ville have løftet helheden.

Sivga Phoenix 3
Sivga Phoenix er skabt til hyggelig musiknydelse i hjemmet. (Foto: Sivga)

Konklusion

Sivga Phoenix ligner et langt dyrere produkt, end prisen tilsiger. Og følelsen af luksus er gennemført. Med ørekopper i ægte træ og en gengivelse, der er både behagelig og detaljeret, får man lov til at opleve en duft af high-end for en pris, der ikke gør for ondt.

Det er ikke første gang, vi har oplevet overraskende gode hovedtelefoner fra ukendte kinesiske producenter. Planar-modellen Takstar HF 580 er et andet eksempel. Men Sivga’erne er faktisk mere sammenhængende. Man kan godt sætte en finger på svagheder, men til prisen vil de være et perfekt valg til lænestolslytning.

Karakter
Sivga Phoenix
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pi8: Den nye konge af trådløs lyd

Her er DALI’s bud på en hovedtelefon, du har råd til

AirPods har aldrig været bedre

Google kan godt lave hi-fi

De smarteste hørepropper fra JBL

Vi har testet de vildeste hovedtelefoner fra B&O

Her får du meget for pengene

Åbne er bare bedre – men også dyrere

Lukket design møder åben lyd

Dåseåbneren

Skarpt skyts i premiumklassen

Seks førsteklasses hovedtelefoner: Hvem snupper tronen?