Test: Sony IER-Z1R

Da jeg hørte, at Sony i al ubemærkethed havde lanceret et par hørepropper til femten tusind kroner, vidste jeg, at jeg var nødt til at teste dem. Ja, det var bl.a. prisen, der interesserede mig. Men også navnet, for MDR-Z1R er måske de heftigste lukkede hovedtelefoner, jeg har hørt til dato.

Test: Stax SR 009s – svinedyr hovedtelefonmagiI hvert fald når det gælder basgengivelse! For ud over at være en åben og musikalsk formidler har de frækt nok en markant “party-pukkel” i bassen, som gør, at rytmerne formelig hamrer ind i kraniet og masserer øregangene. Da jeg så fandt ud af, at EIR-Z1R var på vej, forventede jeg samme type lyd i en hørepropversion. Det er noget, vi kan lide!

Test: Tre high-end hovedtelefoner – herlig idioti

Tre drivere

I hver prop sidder der hele tre drivere (“højttaler-enheder”). To af dem er dynamiske, hvor den største på 12 mm spiller bas og mellemtone, og den anden er en superdiskant, der påstås at gengive overtoner helt op til 100 kHz. Hoveddiskanten er derimod et såkaldt balanceret armatur, som har fordelen af ultra-lav masse og lav forvrængning i netop dette frekvensområde.

At dele frekvensområdet op på flere drivere gør, at hver driver får mindre at lave og dermed reduceret forvrængning og øget dynamik. Ulempen kan være, hvis timingen mellem dem ikke sidder 100 procent. Så kollapser lydbilledets landskabsstruktur, og den oplevede dynamik bliver langt fladere. Sony har lagt et stort arbejde i at justere bredden og længden på signalvejen for hver driver, så de mødes præcis på det rigtige tidspunkt i mundingen.

Tunge

Hørepropperne er tunge – de tungeste, jeg har testet, tror jeg. Uden kabel vejer de tilsammen 26 gram, hvilket gør dem tre gange så tunge som Beyerdynamic Xelento remote, mine yndlingshørepropper indtil nu, som koster mindre end det halve af Sony.

Vægten er en kombination af de tre drivere og et hus i kraftigt metal. Huset rager også pænt meget ud for at give plads til de tre enheder. Så ja, de stikker ud af ørerne. Ydersiden er fræset i et faceteret mønster, for at det skal se “bling” ud, og det er lige før, jeg vil kalde det overdrevet. Men de ser i hvert fald dyre ud, og det er jo godt, når man har formøblet familiens feriebudget på et par hørepropper.

Følsomheden er opgivet til 103 dB i 40 ohm, hvilket kan virke højt for dem, der er vant til almindelige hovedtelefoner, men for hørepropper er det faktisk ret tungtdrevet og kun lige inden for grænsen, hvis du vil bruge mobilen som lydkilde uden en ekstern DAC eller forstærker.

Det er f.eks. 7 dB lavere end de nævnte Beyerdynamic Xelento Remote og endnu lavere end Sennheiser IE 800 S, en anden hørepropmodel, der kan anbefales, hvis du vil bruge mange penge.

Komfort

Der medfølger hele 13 forskellige par øredutter fordelt på syv størrelser og to materialer – hvoraf det ene er en særlig “Triple-Comfort” silikoneblanding – og det er ikke noget problem at finde nogle, der passer. For min del passede silikoneblandingen i størrelse M bedst, og de sidder virkelig behageligt i ørerne. Stramt, men ikke klamt.

Lyden af et feriebudget

Jeg havde som nævnt forventninger om, at Sonys dyreste hørepropper i bund og grund ville have samme klangkarakter som deres ørekopnavnebror. Men det er faktisk slet ikke tilfældet. For hvad blev der af den svulstige vanvidsbas? Hvor de store har overdrevet (men herlig!) bas, er den perfekt balanceret i hørepropmodellen. I stedet får man en distinkt og tonalt korrekt bas, som ikke favoriserer nogen toner fra f.eks. en kontrabas frem for andre.

Ikke for det, de går også meget dybt – hør bare Billie Eilishs melankolske indie-electronica-nummer “Bury a Friend”, hvor bassen masserer øregangene. Især den dybe, monotone bas et minut inde. Fremragende! Samtidig er Billies stemme klar som glas midt i stereobilledet, og detaljerne i toppen er noget ganske andet, end jeg er vant til.

Iris’ luftige stemme på nummeret “From Inside a Car” er så opløst, som jeg kan huske at have hørt den, mens hele lydbilledet hænger sammen fra top til tå.

Stort lydbillede

Lydbilledet er større, bredere og mere luftigt end på stort set alt andet. Inklusive mine favoritter fra Beyerdynamic, Xelento Remote, som har en varmere og mere fyldig fremtoning i bassen. På kanten af det overdrevede, ligesom på Sonys største hørebøffer, MDR-Z1R. Omtrent som jeg på forhånd havde forventet, at disse hørepropper ville lyde.

Da de også er langt mere følsomme, var det først lidt af en nedtur, da jeg skiftede fra Xelento til IER-Z1R. Lyden var meget lavere, og bassen noget tam. Men den lød mere korrekt, så det var vel bare at skrue op for lyden?

Har brug for forstærker

Njah… Det kræver lidt kraft at få det bedste ud af Sony’erne. Hvis du har en almindelig smartphone, er det ikke sikkert, at du kan skrue så meget op, som du gerne vil. Flere gange sad jeg med min Motorola på fuld damp og savnede en forstærker. F.eks. Chord Mojo.

Til lejligheden lånte jeg Sonys musikafspiller ZX300 (5.500 kroner), som er beregnet til vanskelige hovedtelefoner. Den har desuden en balanceret 4,4 mm udgang, der passer til det medfølgende ekstrakabel.

Koblet balanceret får Sony-afspilleren flere lag af lydbilledet frem, fra mellemtonen og opad, end jeg har oplevet med nogen anden forstærker ubalanceret. Men afspilleren lægger for meget vægt på det, der sker i overtonerne; jeg synes, jeg bare sidder og lytter til diskant.

Skal tæmmes

Det er ikke så underligt. For Sony-hørepropperne har en kraftig forstærkning fra 3 op til 12 kHz. På næsten 20 dB! Det er nok til at give indtryk af, at superdiskanten gør mere væsen af sig, end den i realiteten gør, ved at tvinge flere detaljer frem i det hørbare område. Men det bliver for tyndt og koldt, hvis man ikke opvejer det med en varm klangbalance i forstærkeren. Hvilket Sony-afspilleren ikke har.

Det er ikke ualmindeligt at lægge til og trække fra i frekvensområdet, og ingen hørepropper eller hovedtelefoner er helt neutrale. Ikke engang dem, der er lavet til brug i et studie. Selv Beyerdynamic Xelento, som jeg holder så meget af, øger diskanten fra 3 til 10 kHz med 10 dB. Men de har en varm klangkarakter i bas og mellemtone, som opvejer det. Det har Sony ikke, og så bliver forstærkeren vigtig.

Min egen stationære Auralic Taurus fungerer glimrende. Den maler en anelse rosenrødt, nok til at få fokus ned fra overtonerne og ud over hele lydbilledet. Og så bliver det sindssygt godt. Et stort orkester får en vanvittig dynamik med god plads omkring hvert instrument, og bassektionen kommer bedre frem end med en mere analytisk forstærker. Den bærbare DAC/forstærker Chord Mojo vil også levere varen på dette område og er nok det bedste match til disse hørepropper.

Konklusion

Bare det at holde Sony IER-Z1R i hånden giver næsten en slags ærefrygt. Husene af metal ligger tungt i hånden. Lyden er så detaljeret og åben som noget andet, og med et stort lydbillede. Især med balanceret tilslutning vokser rummet mellem instrumenterne.

Kombinationen af en meget lineær bas og mellemtone og en temmelig kraftig diskant kan blive lidt for meget af det gode. Disse hørepropper har brug for en forstærker med en varm klang for at få lidt ro på. Gerne en kraftig en.

Er de så prisen værd? Det kan jeg ikke blive enig med mig selv om.