MDR-1000X er Sonys første trådløse hovedtelefoner med aktiv støjreduktion. De befinder sig i samme prisklasse som ærkekonkurrenten Bose QuietComfort 35 og ligger på den måde i top blandt den type hovedtelefoner. Batterilevetiden er opgivet til 20 timer i trådløs tilstand – det samme som Bose.
Det er let at se fordelene ved droppe ledningen på hovedtelefoner – måske allermest for ejere af iPhone 7, som slipper for den ekstra adapter, der er nødvendig til alt andet end Apple-hovedtelefoner og enkelte andre. Ligeledes er det en stor fordel at kunne lukke larm fra omgivelserne ude, ikke mindst når man sidder i et tog eller et fly.
En rar bonus er, at man kan spille musik på lavere volumen, hvilket er langt mere behageligt i længden og giver mindre risiko for at udvikle høreskader ved langvarig brug.
Trådløst uden kompromis
Når Sony nu har klippet kablet, er det selvfølgelig Bluetooth, der gælder i stedet. Men hvor Bluetooth som udgangspunkt har begrænset båndbredde – og dermed en lydkvalitet, der aldrig kan overgå den fra typiske MP3- og AAC-filer – så bruger Sonys deres egen teknologi kaldet LDAC. Den skal have tre gange så høj båndbredde som almindelig Bluetooth og kan dermed modtage lyden tabsfrit fra afspilleren.
Det forudsætter, at afspilleren understøtter LDAC, hvilket det kun er Sonys Xperia-smartphones og Walkman-musikafspillere, der gør. Har du ikke sådan en, får du almindelig Bluetooth-kvalitet. Når det er sagt, så er det efterhånden også ganske godt, da komprimerede musikfiler bliver stadig bedre som følge af forbedrede kodningsprocessorer.
Markedets bedste støjreduktion?
Men det er på støjreduktionen, at Sony har brugt deres tungeste skyts. Den er nemlig specialtilpasset til brugerens kranie og øregange. Det gøres ved at sende et testsignal fra hovedtelefonerne ind i ørerne, hvorpå den lyd, der reflekteres tilbage fra ørerne, analyseres af en digital signalprocessor (DSP). Den tilpasser så støjreduktionen til den enkeltes hørelse, så den kan blive så effektiv som muligt. Selve processen er kort, men præcis.
Sony har imidlertid også en detalje, som jeg ikke kender andre hovedtelefoner, der har. Man kan nemlig lukke udefrakommende lyde ind ved at dreje på en knap. Det kan f.eks. være nyttigt på et kontor, hvor man gerne vil høre, når nogen banker på døren.
Desuden er der en Voice-indstilling, som filtrerer alt ude undtagen det frekvensområde, hvor stemmer ligger. Dermed kan du sidde i lufthavnen eller på togstationen og høre musik uden at gå glip af vigtige meddelelser over højttaleranlægget. Begge dele virker, men ikke hvis man spiller musik for højt.
I modsætning til Bose kan du slå støjreduktionen helt fra på Sony, også i trådløs tilstand. Så får du to timers ekstra batteritid.
Pasform
1000X sidder godt på ørerne. De er noget tungere end Bose QC35 og sidder ikke helt så fast på kraniet. På pasform er Bose endnu bedre, især over længere tid, selv om Sony også er behagelige at have på.
Parring
Det var en promo-model af hovedtelefonerne, jeg fik til test – uden brugsanvisning. I testperioden var der heller ikke nogen manuel tilgængelig på nettet, men det viste sig ikke at være noget problem, da 1000X er meget intuitive i brug.
Bortset fra første gang de skulle parres med mobilen. Det gør man ved at holde tænd/sluk-knappen inde, hvilket i sig selv ikke er ulogisk. Problemet er, at man skal gøre det fra slukket tilstand, hvilket er mindre intuitivt. Hvis du har en telefon med NFC, er det noget nemmere: Bare hold de to enheder mod hinanden, så parres de.
Brugervenlighed
De fleste trådløse hovedtelefoner har betjening på det ene ørekop, også Sony. Men hvor flertallet er besværlige at bruge, fordi man skal ramme knapperne præcist med fingeren, gør Sony det langt nemmere: Stryg fremad for at gå til næste sang og bagud for at gå til forrige. Stryg opad for at skrue op og nedad for at skrue ned. Tap én gang for at pause musikken og en gang til for at starte den.
Systemet kan selvfølgelig også bruges til mobilsamtaler. Endelig nogle hovedtelefoner, hvor kontrollerne fungerer ordentligt!
Lydkvaliteten
Det meste af testperioden er foregået ved skrivebordet. Sony MDR-1000X kan skilte med rigtig god lydgengivelse. Hvor jeg godt kunne lide den fyldige bas hos Bose QC35, oplever jeg den som lige så fyldig hos Sony, og desuden en tand mere raffineret og naturlig.
Basgangen på David Bowies “Lazarus” er mere sprød, og tonerne i elbassens nedre register er mere naturlige og lineære. Men det er i stemmeregisteret, at Sony brillerer mest. Især sammen med afspilleren NW-ZX100 – som jeg har lånt til lejligheden – på grund af dens understøttelse af LDAC via Bluetooth.
Ja, jeg ved godt, at jeg gav den en lunken anmeldelse, da jeg testede den i marts, men det var især fordi den har så begrænset volumen, at den ikke fungerer særlig godt med tungtdrevne hovedtelefoner – en pointe, der er irrelevant, når man bruger den over Bluetooth som her.
Anyway … Bowies stemme kommer tydeligere frem end på Bose og med bedre opløsning i det øvre register. Og på klassisk musik, f.eks. Magnificat med Nidarosdomens pigekor og Trondheimsolisterne, har Sony har mere luft og flere detaljer at byde på.
Så over til hiphop. Tag f.eks. Kanye Wests “Real Friends” fra The Life of Pablo. Der er flere lag i musikken på Sony og godt tryk på. Alligevel har Bose et punch i bassen, der tiltaler, og med denne slags musik gør det ikke så meget, at bassen ikke er så opløst og lineær. Jeg foretrækker Sony, men har ikke noget problem med, at andre vil hælde i retning af Bose her.
Der er ingen tvivl om, at Sony MDR-1000X er rigtig gode hovedtelefoner. Med støjreduktionen deaktiveret på både dem og Bose QC35 (på Bose gøres det ved kabling) er Sony rimelig meget bedre. Men så findes der pludselig også endnu bedre alternativer; jeg vil vove at påstå, at Bowers & Wilkins P5 Wireless er lige så gode. Men hvad pasform angår, foretrækker jeg hovedtelefoner, der lægger sig rundt om øret, hvilket P5 ikke gør.
Støjdæmpning
Så til støjreduktionen. Bag skrivebordet er den fremragende. Jeg kan blokere al støj eller lukke stemmer ind, der vil tale med mig. Vel at mærke hvis musikken ikke er alt for høj, for selv om stemmer og støj bliver processeret aktivt og førstnævnte videresendt, så øges de ikke i volumen i takt med musikken, når man skruer op. Derfor drukner de, når den bliver for høj. Fint nok – jeg hører alligevel ikke musik særlig højt på arbejde.
I tog og metro fungerede støjreduktionen også rigtig godt. Måske endda en lille smule bedre end Boses, men i praksis er der ikke den store forskel. Begge er meget effektive til at undertrykke larm.
For sjovs skyld prøvede jeg også Sonys hørebøffer i øvelokalet. Alle, der har spillet i band, ved at øvning ofte foregår ved meget høj lydstyrke, fordi den kraftige lyd fra trommerne dikterer, hvor højt man må skrue op for de andre instrumenter for at få balance i lyden.
Til det formål fungerede 1000X ikke specielt godt. Det vrænger tydeligt i den indbyggede forstærker, der må arbejde på højtryk for at skabe et tilstrækkelig stærkt modfasesignal til larmen fra øveren. Men her kommer Bose også til kort, så det var mere en kuriositet, for at teste grænserne. Til denne brug kommer man ikke uden om ørepropper eller høreværn.
Problemer på gåturen
Sonys støjreduktion fungerer godt – i det store og hele. Problemet opstår, når man er på farten.
Da jeg gik ned ad gaden, blev lydgengivelsen noget ujævn. Hvert skridt udløser nemlig et lille stød op gennem kroppen, som også forplanter sig til kraniet. Og Sonys ørekopper sidder ikke så godt rundt om ørerne som Bose QC35. Med det resultat, at kopperne for hvert skridt – bare en brøkdel af et sekund – flytter sig en smule og mister kontakten med øret lidt. Hvilket gør, at lyd udefra i trænger ind.
Den aktive støjreduktion, som ellers er så god til at give et næsten perfekt modfasesignal i ørerne, reduceres kraftigt et kort øjeblik, når foden rammer jorden, før den vender tilbage. Disse korte udfald i støjreduktionen gør også, at hele lydgengivelsen forandres. Man hører en kort puls, især i bassen, hver gang man sætter foden i jorden. Og dermed bliver hovedtelefonerne lidt irriterende at gå med.
Jeg må tage det forbehold, at det her gælder for mine ører og mit kranie; andre kan have en anden oplevelse. Men for mit vedkommende sidder Bose QC35 bedre og har ikke dette problem. Ikke mindst vejer QC35 også mindre, hvilket bidrager til bedre stabilitet ved bevægelse.
Konklusion
Sony MDR-1000X er et par seriøse trådløse hovedtelefoner med markedets måske bedst støjreduktion – på mange måder. Støjdæmpningen tilpasses specielt til hver enkelt brugers ører og holder støjen meget effektivt ude. Man kan også vælge aktivt at slippe omgivende lyde ind, f.eks. kun stemmer. Eller slå støjreduktion helt fra.
1000x lyder rigtig godt, bedre end Bose QuietComfort 35, som vi hidtil har anset for at være klasseledende. Især hvis afspilleren understøtter LDAC, som giver tabsfri lydkvalitet via Bluetooth. Hvad mere kan man så forlange? Jo, selv om støjreduktion i sig selv er fremragende, glipper pasformen lidt, hver gang foden sættes i jorden ved gang, hvilket manifesterer sig som korte plop-lyde i basområdet. MDR-1000X fungerer derfor bedst, når man sidder eller står stille, og ikke så godt, når man går.
Vi tager dog forbehold for, at det gælder testens forfatter og ikke nødvendigvis er noget, alle vil opleve.
