Mange har fået ørerne op for trådløse hovedtelefoner. Simpelthen fordi de opleves som mere bekvemme. Man slipper for ledninger, der sætter sig fast og hiver tingene ud af lommen eller tasken. Derfor bliver de trådløse hovedtelefoner mere og mere populære.
Og lyden er bestemt ikke dårlig. I hvert fald ikke hvis man køber nogle af de bedste fra vores gruppetest af trådløse hovedtelefoner med Bluetooth.
For hvis man skal bruge hovedtelefonerne med mobiltelefonen, så foregår det via Bluetooth. Som er standarden for langt det meste trådløse lyd og kan anvendes sammen med alle mobiler, tablets og computere. Malurten i bægeret er, at Bluetooth hidtil har ligget bagefter almindelig Wi-Fi, hvad angår lydkvalitet.
Den trådløse Bluetooth-overførsel bruger nemlig komprimering (på 328 kbit/s) af lydsignalet, når det overføres fra afspilleren til hovedtelefonerne – eller højttalerne. Det mener Sony ikke er godt nok, når man betaler 3.000 kroner for et par trådløse Bluetooth-hovedtelefoner. Som f.eks. MDR-1ABT.
De bruger LDAC (990 kbit/s), som ikke alene anvender meget mildere komprimering for at opnå bedre lyd, men også understøtter såkaldt studiekvalitet (24 bit/96 kHz filer) på Bluetooth-overførslen. Ifølge Sony kan disse hovedtelefoner afspille Hi-Res lydfiler trådløst, men kun hvis man har en afspiller, der understøtter LDAC-komprimering over Bluetooth.
Hidtil vil det sige en Sony Walkman NW-ZX2, som vi testede i Lyd & Billede #6 2015.
Med andre ord: Hvis du ikke er opsat på at brænde 10.000 kroner af på en Walkman, får du ikke udnyttet MDR-1ABT’s potentielle lydkvalitet på Bluetooth. De kan selvfølgelig altid sættes i afspilleren for tabsfri overførsel, men så er pointen med netop disse hovedtelefoner jo væk.
Touch
MDR-1ABT ligner de andre modeller i Sonys mere eksklusive MDR-1-serie, men her får man et touch-panel på højre ørekop. Ingen knapper. I stedet bruger man pegefingeren til at skifte sang og justere volumen. Det kræver tilpasning og er ikke så let i brug som en volumenknap.
Man besvarer også opkald med et let tryk på ørekoppen, som har mikrofon ud over de 40 mm store elementer med alu-membraner.
Med eller uden LDAC lyder Sonys hovedtelefoner rigtig godt. Ikke alene sidder de godt og behageligt på ørerne, lyden er heller ikke værst. Tværtimod. De spiller ikke lige så fokuseret og blomstrende som et par Bowers & Wilkins P7 (knap 3.000 kroner), og de har heller ikke elektronisk støjdæmpning som de trådløse Sennheiser Momentum On-Ear II. Men de har en fyldig og behagelig klangbalance med god vægt i bassen og en varm, tiltalende mellemtone.
“Nothing Left” med Kygo og Will Heard lyder stort og mægtigt gennem MDR-1ABT afspillet fra Tidal.
John Newmans “Come And Get It” kan helt sikkert få hofterne til at svinge i takt med musikken, og man nyder den – i stedet for at lede efter fejl i lydkvaliteten. For de er der, uden at jeg synes, de er alvorlige. Jaga Jazzists “One-Armed Bandit” kunne godt fremstå med flere detaljer i disse hovedtelefoner, som på bl.a. dette spor kan lyde lidt for lukket til, at alle nuancer kommer godt nok frem i lydbilledet.
Klangbalancen er relativt mørk, hvilket gør den behagelig – også når man spiller højt – men frarøver musikken lidt af den nerve og klang, som man forventer, når prisen er 3.000 kroner.
Konklusion
Når det gælder trådløse hovedtelefoner, er disse bestemt ikke dårlige. De er faktisk ganske gode af trådløse at være, men lydkvaliteten holder ikke helt mål med prisen. Man betaler ekstra for det bekvemme ved at være kabelfri, men får ikke dårlig lyd af den grund. De koster bare lidt rigeligt.
