Hvis man betaler næsten 5.000 kroner for et par hovedtelefoner, så forventer man, at lyden er fantastisk. Det er den også på Sonys nye topmodel, men den er ikke perfekt. Efter nogle uger på testbænken er det blevet tid til at fælde dom.
Sony har arbejdet ivrigt på nye produkter, der alle sammen understøtter deres Hi-Res koncept, som fortæller, at her er lyd, der er tilpasset den Studio Master-kvalitet, som musikken bliver indspillet i. Altså de lydfiler, som vi aldrig fik adgang til med cd’er og MP3-filer, men som nu dukker op på websites, der sælger højopløste musikfiler til entusiaster.
Sony tager HD-lyd – eller Hi-Res, som de kalder det – meget alvorligt og har derfor lanceret en række nye produkter, der netop er tilpasset HD-lyd. Og MDR-Z7 er kun ét af mange Sony-produkter, der skal understøtte 24 bit/96 kHz, som er tallene bag Hi-Res.
Nogle af kravene til f.eks. hovedtelefoner er, at de skal have en båndbredde over 50 kHz – helst op mod 100 kHz. Eller langt over det hørbare område. Til sammenligning stopper cd’er ved 20 kHz, og de færreste voksne med ordentlig hørelse kan høre noget særligt over 15 kHz.
Så hvad er pointen?
Bit- og frekvensforvirring
Jo, den øgede båndbredde har sin funktion, når vi taler om signalbehandling af musikken, for 24 bit og 96 eller 192 kHz gør det muligt at flytte signalprocesseringen langt væk fra det hørbare område. En bonus er, at eventuel støj også flyttes væk fra de hørbare frekvenser, men det er ikke let at forstå, hvorfor hovedtelefoner har fordel af gå helt op til 100 kHz eller mere. For hånden på hjertet: Jeg kan ikke sige, at jeg kan mærke det på MDR-Z7.
Det er Sonys nyeste topmodel inden for high-end hovedtelefoner til seriøs musiklytning. En stor topmodel. De enorme – men overraskende lette – lukkede ørekopper huser nemlig Sony nyeste hovedtelefon-elementer. De er 70 mm (!) i diameter og dækker dermed størstedelen af det ydre øre på voksne mennesker. Derfor er puderne tilsvarende store – og komfortable. Med det resultat, at man kan have dem på i lang tid uden at blive træt.
Selv om designet er kedeligt, er der ikke noget kedeligt ved den måde, musikken præsenteres på i Sony MDR-Z7.
Man kan godt tage MDR-Z7 med ud og bruge dem sammen med mobiltelefonen; hvis man er villig til at undvære maksimal lydstyrke, kan de spille fint med en god smartphone. Men de kommer ikke til deres ret, før man plugger dem i en god hovedtelefon-forstærker. Derfor prøvede jeg dem med Fostex’ batteridrevne hovedtelefon-forstærker til mobilen og med Sonys nye PHA-1AC (se separat test), McIntosh MHA100 og Oppos fremragende HA-1.
Sony-forstærkeren har i øvrigt ikke alene en 24 bit DAC med understøttelse af Hi-Res, men også dobbelt mini-jack udgang, så man kan bruge hovedtelefonerne med balancerede kabler (som medfølger) for at få lavere støjgulv og potentielt bedre lyd.
Det er altså fine sager, men når alt kommer til alt, skal det også lyde godt – og det gør Sony MDR-Z7 i høj grad. Men som sagt er de ikke perfekte.
360 graders lydbillede
De enorme elementer gør sig hurtigt bemærket. Man skal ikke mange takter ind i “Shake Me Like a Monkey” med Dave Matthews Band, før man indser, at der er seriøs dybbas i disse hovedtelefoner. Benhård, massiv og potent som en gaffeltruck på flybenzin, men også lidt træg. Ikke svampet, men bassen er ikke så stram og kirurgisk som på Shure SRH1540 eller Sennheiser HD 700.
Sonys hovedtelefoner brillerer til gengæld med et vanvittig opløst og detaljeret lydbillede, hvor stereoperspektivet er meget bredere (med en god hovedtelefon-forstærker) end på de fleste hørebøffer til under 10.000 kroner, vi har testet. De er fremragende til at polere små detaljer og nuancer, så de skinner om kap i lydbilledet. Og diskanten er så blød og luftig, som man kun kan drømme om.
Så stor er forskellen mellem 40 og 70 mm. Den største membran spreder lyden mere ensartet over det ydre øre og giver en mere fyldig klang, især i bassen.
Vokaler er skræmmende godt gengivet, uanset om det er barytoner eller sopraner, og akustiske instrumenter klinger nuanceret i de store lydbillede, som hovedtelefonerne skaber. Det bliver ikke meget bedre, så hvad er der egentlig at trække ned for?
Mellemtonen. Trods alverdens luftighed og åbenhed – for slet ikke at tale om fraværet af betoning eller farvning – er mellemtonen tynd. Klavermusik, store orkestre, tenorstemmer og elguitarer lyder ikke så fyldigt, som man kunne ønske sig til knap 5.000 kroner.
Lægger man hertil bassens lidt træge respons på enkelte frekvenser – efter timevis af tilspilning – så sidder man tilbage med en følelse af, at det kun næsten er lykkedes Sony at lave nogle sensationelt gode hovedtelefoner til prisen. Sådan som de er nu, er de “bare” fantastiske.
Konklusion
Sony MDR-Z7 bør prøves, før man køber. Det bør alle hovedtelefoner til omkring 5.000 kroner sådan set. Men det kan tænkes, at mange vil finde deres samlede kvaliteter – og de er mange – så opløftende, at man kan leve med, at de ikke er perfekte. Det store lydbillede, den enorme basdybde og den måde, de formår at skabe et nærmest 360 graders perspektiv på, er ganske enestående.
Vi andre må bare glæde os til MDR-Z7 Mark II.