TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Sony WH-1000XM5

Den allerbedste støjreduktion

Sony overgår sig selv med de nye WH-1000XM5. Klasseledende støjreduktion, bedre lyd og bedre komfort end nogensinde.

Af / 12/05/2022 - 18:00
Sony WH-1000XM5

Lyd & Billede mener

  • Klassens bedste støjreduktion – uden hørbar susen! Varmere bas og bedre opløst lyd end forgængeren. Rigtig god samtalekvalitet, hvor støj dæmpes effektivt. Superkomfortable!
  • I velkendt Sony-stil er mellemtonen lidt behersket. Ikke længere helt sammenklappelige.

Hver gang Sony de seneste år har lanceret en ny trådløs topmodel inden for støjreducerende hovedtelefoner, har de været deres egen værste konkurrent. Men så længe man lavede noget bedre end forgængeren, vidste man, at man havde en vinder. Og jeg trak selv superlativerne frem, da jeg testede WH-1000XM4 i efteråret 2020.

Læs også Den nye konge af støjreduktion Endelig nogen, der slår Sony på støjreducerende hovedtelefoner. Og så er det Sony selv! WH-1000XM4 overtager tronen som markedsleder.

Men det er nu næsten to år siden, og i en gruppetest sidste år måtte vi konstatere, at selv om Sony stadig var bedst til støjreduktion, var lydkvaliteten et stykke under de bedste at konkurrenterne. XM4 havde hurtig og stabil bas, men den gik ikke specielt dybt, og den manglede generelt lidt dynamik og opløsning.

Sony WH 1000XM5 3 scaled 1
Sony WH-1000XM5. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Bedre drivere

Med de nye WH-1000XM5 ønsker Sony at tage lydkvaliteten på musik til et nyt niveau og har derfor udstyret dem med helt nye drivere. Hvor man før har anvendt 40 mm membraner, er de nu skrumpet til 30 mm. Men der er ikke indgået nogen kompromiser, lover Sony, som har brugt dyr kulfiber som membranmateriale for bedre og renere lyd.

For ikke at miste energi i basområdet er slaglængden desuden øget, hvilket de nye og hurtigere drivere skulle tackle helt fint.

Den mest avancerede støjreduktion

Sony har arbejdet ihærdigt på at gøre den fremragende støjreduktion endnu bedre. Man har fordoblet det samlede antal mikrofoner (nu otte) og har en separat støjprocessor ved siden af en digitalprocessor til lyden. Ved at bruge to separate processorer kan støjreduktionen fungere helt på egen hånd og dermed undertrykke støj endnu mere effektivt.

Annonce

1000XM5 dæmper også vind mere effektivt, hvis man vælger vinddæmpning i app’en.

Sony WH 1000XM5 Graabein scaled 1
Sony WH-1000XM5 sidder som en drøm. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Lover fantastisk samtalekvalitet

Sony lover optimal samtalekvalitet takket være fire såkaldte stråledannende (beamforming) mikrofoner, hvilket betyder, at det ved hjælp af fasemanipulation lykkes næsten kun at opfange den lyd, der kommer fra munden, mens omgivelseslyd lukkes ude. Flere mikrofoner må arbejde sammen for at opnå dette.

I XM5’s tilfælde anvendes der også en form for kunstig intelligens, som analyserer stemme og omgivelser. Resultatet skal være en samtalekvalitet svarende til den, man får med specialiserede headsets med en mikrofonbom placeret foran munden.

Pasform

Der var ikke mange ændringer på designet fra de første WH-1000X over XM2 og XM3 til XM4, men med XM5 er designet endelig blevet frisket op. For det første sidder ørekopperne på tyndere, runde stænger med lette og fleksible led. Her er der væsentlig mindre slør, primært fordi “ønskeben”-fæsterne fra de tidligere udgaver er væk.

Det har medført et kompromis, nemlig at XM5 ikke kan foldes helt sammen, som forgængerne kunne. De er kun delvis foldbare, idet man kan dreje ørekopperne 90 grader. Heldigvis er hovedbøjlen meget fleksibel. Man kan næsten vikle den om håndleddet, og der skal nok meget til for at ødelægge dem ved at sætte sig på dem.

XM5 sidder som en drøm på hovedet! Ørepuderne er faktisk tyndere end før, men har til gengæld bedre plads til øret indeni. At de er fire gram lettere, mærker man nok ikke lige så meget til, men sammen med den fine pasform føles de væsentlig lettere end før. Med præcis 250 gram vejer de stadig ti gram mere end Bose QuietComfort 45, men det mærker man faktisk ikke.

Sony WH 1000XM5 windows pairing
Både Android og Windows registrerer automatisk WH-1000XM5, når hovedtelefonerne sættes i parringstilstand. (Skærmskud)

Brugervenlighed

Ligesom tidligere betjener man hovedtelefonerne ved at swipe frem og tilbage på ørekopperne med fingrene; en teknik, som Sony mestrer bedre end de fleste. Hovedtelefonerne har en “tal for samtale”-funktion, så når man begynder at snakke med nogen, vil hovedtelefonerne automatisk slå musikken fra og aktivere lydgennemslip, så man kan høre omgivelserne. Alternativt kan man holde den ene hånd rundt om højre ørekop, så sker det samme.

Det er nemt at parre hovedtelefonerne med mobilen. Hvis man har en Android, dukker de op på skærmen, så snart man sætter dem i parringstilstand.

Det samme sker faktisk med en PC, der kører Windows 11 – det er første gang, jeg har set det. Man behøver ikke at gå ind i Bluetooth-indstillingerne og finde dem, hvilket kan være ret kompliceret med Windows. Mac- og iPhone-brugere skal derimod gå ind i deres Bluetooth-liste.

At hovedtelefonerne kan hurtigoplades i kun tre minutter og få hele tre timers spilletid, trækker også op på brugervenligheden, ligesom at de har multipunktstilslutning (at to enheder kan tilsluttes samtidig).

Ikke testet med app’en

Inden WH-1000XM5 kommer på markedet, har Sony lanceret en ny version af deres Headphones Connect-app, men den var ikke tilgængelig under testen. Og da den gamle version ikke fungerer med de nye hovedtelefoner, har jeg måttet teste dem uden app’en. Heldigvis er den gode LDAC-codec aktiveret fra start, så jeg har fået testet med det bedste udgangspunkt for lydkvalitet.

Til gengæld har jeg ikke kunnet tjekke stemmestyring og EQ-indstillinger eller støjreduktionen i 20 trin. Jeg har kun kunnet teste med både støjreduktion og lydgennemslip på maks. I app’en kan man også justere mængden af støjreduktion på opkald, og også her er de sat til maksimum, lader det til.

Sony WH 1000XM5 vs WH 1000XM4 989x556 1 Sony WH 1000XM5 vs WH 1000XM4 2 989x556 1
<
>
Sony WH-1000XM5 (tv.) har fået opfrisket udseendet i forhold til forgængeren, 1000XM4. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Fin samtalekvalitet

Samtalekvaliteten med Sony WH-1000XM5 er udsøgt! Min stemme går klart og tydeligt igennem og lyder renere og mere åbent end med forgængeren. Sammenlignet med kontor-headsettet Jabra Evolve2 75 (test på vej), der har mikrofonbom, synes jeg faktisk, at Sony lyder mere naturligt, hvor Jabra fokuserer lige lovlig meget på det lidt hårde øvre mellemtoneområde.

Det er så i rolige omgivelser. Med baggrundsstøj bliver det nødvendigvis til Jabras fordel, fordi man mere effektivt kan filtrere støjen fra, uden at det går ud over brugerens stemme. Men de stråledannende mikrofonerne fungerer godt, og man kan også høres gennem støj. Det er imponerende, hvor effektivt Sony’erne sluger støjen. Faktisk hører modtageren næsten ingen støj overhovedet!

Ulempen ved for meget baggrundsstøj (jeg skruede ret højt op for pink noise fra en højttaler i baggrunden) er, at Sony også fjerner meget af brugerens stemme, især i det vigtige diskantområde, hvor konsonanter ligger. Det bliver noget mumlende.

Men sammenlignet med WH-1000XM4 er den nye udgave meget bedre til samtaler og også bedre end nogen andre, jeg kan komme i tanke om, bortset fra de bedste kontor-headsets med mikrofonbom.

Endnu bedre støjreduktion

Den aktive støjreduktion i de nye Sony’er fortjener sit eget kapitel. Den er endnu mere effektiv end forgængeren i det øvre register, mens basregisteret dæmpes omtrent lige så meget som før. XM4 var i forvejen bedst i klassen, så XM5 jorder med andre ord alle konkurrenterne her.

Men det mest imponerende er, hvordan Sony har fået fjernet den susen, der plejer at opstå, når støjreduktionen er aktiveret. Den var allerede kraftigt reduceret på XM4 i forhold til XM3, men nu er den helt væk! Okay, man kan måske høre lidt i det fjerne, hvis man virkelig koncentrerer sig, men de er mere stille end noget andet, jeg har hørt. Nogensinde. Sony har virkelig gjort det godt her.

Sony WH 1000XM5 bendable scaled 1
Sony WH-1000XM5 har fået en bøjelig hovedbøjle. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Lydkvaliteten

Der, hvor Sony ikke tidligere har brilleret i forhold til deres hårdeste konkurrenter, er på lydkvaliteten på musik. Ikke for det, Sony har altid ligget over gennemsnittet, men har måttet se sig slået af Beyerdynamic Lagoon og Shure Aonic 50, og omtrent været på højde med Bose QuietComfort 45. Bare anderledes, idet Bose lyder mere lineært, men samtidig lidt grovkornet i toppen, mens Sony har haft en mere behagelig diskant, men en overdrevet og lidt unaturlig bas.

Hvad så med XM5? Jeg er glad for at kunne sige, at lydkvaliteten er bedre end på XM4. Forgængeren havde en overdrevet markering i mellembasområdet, som gav et godt drive i stortrommer, men samtidig blev der rullet for tidligt af. Der var ikke rigtig nogen dybbas, og lydbilledet fik ikke så meget fundament i bunden, som er vigtigt for at give indtryk af holografi og stereobredde. De manglede også noget energi i diskantområdet.

På WH-1000XM5 er alle svaghederne forbedret. Bassen går dybere og lyder mere naturligt. En kontrabas lyder i langt højere grad som netop dét, samtidig med at der ikke er mindre tryk i mellembassen. Trommer smælder, elbasser lyder saftigt og medrivende, og en dyb mandsstemme som f.eks. Leonard Cohens får et meget større register at udfolde sig på.

Sony WH 1000XM5 vs 1000XM4 cushions scaled 1
Ørepuderne på Sony-WH 1000XM5 (tv.) er faktisk lidt tyndere end på forgængeren, men hovedtelefonerne sidder alligevel mere behageligt om ørerne. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

DSEE Extreme

Hovedtelefonerne har også fået en bedre algoritme til at genskabe overtonerne i komprimeret musik. Sony kalder den DSEE Extreme, og den skal gøre især bækkener og highhat mere naturlige. Uden adgang til app’en har jeg ikke kunnet teste med og uden funktionen, men den er antagelig aktiveret lige ud af æsken.

“BOOM” med Tiësto og Sevenn har godt med punch, samtidig med at det aldrig lyder skarpt. Lydbilledet opleves også med mere luft, men om det er, fordi den dybere bas giver mere kontrast, eller fordi hovedtelefonerne faktisk har mere at give af i toppen, er svært at sige. Men der er altså luft nok, uden at det bliver skarpt.

Shure Aonic 50 har stadig overtaget i overtonerne og lyder også mere neutralt. Alexis Ffrenchs klaver lyder mere detaljeret, og især de lysere tangenter har mere snert. Men Sony’erne klarer sig godt, også på klassisk musik, og lyder mere underholdende på elektronisk musik og pop.

Hvis man lægger det hele sammen, er Sony WH-1000XM5 de bedste støjreducerende hovedtelefoner, jeg kender.

Sony WH 1000XM5 4 scaled 1
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Konklusion

Sony har overgået sig selv med WH-1000XM5. Støjreduktionen, måske det vigtigste på sådan nogle, er mere effektiv end nogensinde, og nu er den sædvanlige baggrundssusen reduceret til det knap nok hørbare. Det sagde jeg også om forgængeren, men denne gang er det, så man taber kæben. Fantastisk!

Pasformen er endnu bedre end før, og de er blandt de mest komfortable på markedet. Samtalekvaliteten må være den bedste, jeg har hørt fra sådan nogle hovedtelefoner, og lydkvaliteten på musik er også blevet bedre. Bassen går dybere og lyder mere naturligt uden at gå ud over underholdningsfaktoren. Kort sagt: They rock!

Forbehold: Vi har ikke kunnet testet app’en, da den ikke havde fået understøttelse af XM5 i testperioden.

Karakter
Sony WH-1000XM5
Premium
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pi8: Den nye konge af trådløs lyd

Her er DALI’s bud på en hovedtelefon, du har råd til

AirPods har aldrig været bedre

Google kan godt lave hi-fi

De smarteste hørepropper fra JBL

Vi har testet de vildeste hovedtelefoner fra B&O

Her får du meget for pengene

Åbne er bare bedre – men også dyrere

Lukket design møder åben lyd

Dåseåbneren

Skarpt skyts i premiumklassen

Seks førsteklasses hovedtelefoner: Hvem snupper tronen?