Sony WH-XB910N kan let forveksles med topmodellen WH-1000XM4 af udseende. Hvis man da ikke vælger dem i blå, som storebror ikke findes i. Ellers er de som snydt ud af næsen på 1000XM4. Pasformen er rigtig god med puder, der omslutter ørerne og sidder behageligt på hovedet.
Den største forskel, bortset fra prisen, er at XB910N henvender sig til dem, der elsker bas. Bassen er skruet et par takker op her, og den er fyldigere end normalt. Derfor tilføjelsen XB i navnet – for eXtra Bass.
Støjreduktion og lydgennemslip
Sonys billigere hovedtelefoner koster ca. det halve og har både aktiv støjreduktion og lydgennemslip, hvilket betyder, at hovedtelefonerne opfanger lyd udefra gennem mikrofonen og gengiver den gennem driverne. Det modsatte af støjreduktion, med andre ord, og noget, der er praktisk, hvis man skal høre, hvad nogen siger til én, eller hvis man er ude i trafikken og gerne vil høre, hvad der sker omkring én.
Man kan vælge støjreduktion eller lydgennemslip manuelt, eller lade XB910N automatisk vælge ud fra, hvad de tror, man laver. Hvis man har slået læringsfunktionen til, vil de også kunne lære sig, hvordan man normalt har dem indstillet på givne geografiske lokationer. Så skal man dele telefonens GPS-placering med dem, hvilket vi har forståelse for, at ikke alle vil.
En funktion, der mangler, er såkaldt Speak-to-Chat, hvor hovedtelefonerne sætter musikken på pause og automatisk skifter til lydgennemslip, når de registrerer, at man taler med nogen.
Multipunkt
XB910N har Bluetooth version 5.2 og understøtter såkaldt multipunktstilslutning. Det betyder, at de kan kobles til f.eks. mobilen og PC’en samtidig, så man kan bruge sin PC til musik- og videokonferencer og sin telefon til mobilsamtaler, uden at skulle afbryde forbindelsen undervejs.
Hvis man har en Android-telefon, parres den nemt med XB910N ved bare at have hovedtelefonerne i umiddelbar nærhed. Apple-brugere skal oprette forbindelse på sædvanlig vis.
Talekvalitet
Også talekvaliteten gennem Sonys mikrofon er klart godkendt. Ens stemme vil blive opfattet højt og tydeligt af samtalepartneren, især i mellemtonen. Overtonerne er altid en udfordring, og diskantområdet kunne nok have været endnu klarere. Men her står XB910N ikke tilbage for storebror 1000XM4.
Støjreduktion
Sony WH-XB910N har bedre støjreduktion end mange andre i denne prisklasse. De undertrykker baggrundsstøj rigtig godt, også på fly, i bil og i tog. Desuden fungerer det bedre udendørs end flere andre, inklusive de billigere Altec Lansing Excellence, selv om vindstød også suser lige igennem Sony.
Popmusik
Lige ud af æsken er lyden som forventet meget bastung. Hiphop og elektronisk pop dundrer ind i ørerne, og jeg tror, at mange vil kunne lide dette. Det eneste, der mangler, er at mellemtoneområdet følger trop.
I app’en er der en fembånds grafisk equalizer (EQ). For at være sikker på at få hovedtelefonerne til at spille højt nok også på svage optagelser – f.eks. klassisk musik – trækker jeg faktisk alle frekvenserne fire trin op, før jeg trækker to trin mere op ved 1 kHz og 16 kHz. Den lidt harske frekvens 6,3 kHz trækker jeg et trin ned igen. En Clear Bass-funktion, som man kan bruge til at sminke bassen endnu mere, lader jeg stå på 0.
Resultatet er, at man bevarer den fede bas, som Sony har sigtet efter, samtidig med at det lyder mere afbalanceret. Rytmerne på Adeles nye “Oh My God”, som er langt mere elektronisk og optimistisk end tidligere numre fra den kant, slår nu rigtig godt igennem. Samtidig kommer hendes stemme godt frem, hvor den druknede lidt for meget uden toneindstillinger.
Seebs “Sweet Dreams and Dynamite” med Nina Nesbitt som gæstevokalist har et drive, der giver mig lyst til at finde en fest. Mindre sejt bliver det ikke med club-nummeret “Out of Sight, Never Out of Mind” med Bendik HK akkompagneret af Arys fantastiske stemme. Og Aurora har aldrig lydt federe end på Sub Urban-nummeret “Paramour”.
Det her er benhårdt, og jeg tager mig i at spille en masse ny hitlistemusik, som jeg ellers sjældent hører. På mange måder kan jeg faktisk bedre lide XB910N end de dyrere 1000XM4!
Akustisk
Hvad så med mere krævende akustisk musik? Ja, hvad med noget opera? Cecilia Bartolis nyeste udgivelse, Unreleased, har nogle elegante stykker, såsom åbningssatsen “Ah Perfido!” af Beethoven. Hun synger igennem på vanlig vis, og jeg må sige, at Sony’erne klarer det overraskende godt.
Der er ganske vist lidt for meget energi i kontrabasserne og tubaerne, mens fløjterne nok kunne have skinnet endnu mere. Men der er kvaliteter her, og hvor andre billige hovedtelefoner ofte mangler de bedste lyd-codecs og må nøjes med standard-SBC, giver XB910N ganske god kvalitet gennem AAC-codec’en.
Jeg synes dog, at Sony godt kunne have inkluderet deres egen LDAC-codec, som giver næsten ukomprimeret lydkvalitet via Bluetooth. Måske kunne man så have fået lidt mere luft i toppen.
For diskanten er ikke XB910N’s største styrke, selv efter jeg har trukket den ret meget op. Men den er fin nok, og hvis man mest hører elektronisk rytmisk musik, men også nyder lidt Kings of Convenience en gang imellem, har Sony ramt plet med WH-XB910N.
Bedre end konkurrenterne
Lyden fra disse hovedtelefoner er den bedste, jeg har hørt til under 2.000 kroner. Det inkluderer de 300 kroner billigere Altec Lansing Excellence, som også er rigtig gode til prisen.
Men på Altec Lansing har man ikke mulighed for at justere lyden, og de er heller ikke i nærheden af den tunge bas. Som hos Sony lyder rigtig godt, hvis man tæmmer den lidt. Men også fordi opløsningen i diskanten er bedre. Der er mere luft og rumfølelse med Sony’erne.
Konklusion
Sonys nyeste hovedtelefoner i “basklassen”, WH-XB910N, er nemme at holde af. Lige ud af æsken er lyden ganske vist lige lovlig basrig og tilsvarende mellemtonefattig, men det er ikke noget stort problem – og der skal ikke justeres så meget i app’en, før det bliver topsejt.
Bassen masserer øregangene og puster frisk liv i rytmerne, samtidig med at der er kvaliteter opad i toneområdet, som også kommer akustiske instrumenter til gode. Hitlistepop har sjældent lydt så godt som her, og et og andet klassisk orkesterstykke fungerer også.
Støjreduktionen er god, og det samme er talekvaliteten. Selv om sidstnævnte stadig mangler lidt i diskanten.
