Shure SRH1540 er lavet til at passe lige godt i studiet, derhjemme og med mobilen. De er lette nok at drive til at give tilstrækkeligt lydtryk med en smartphone som afspiller, og komfortable nok til, at man kan have dem på i timevis.

De lukkede hovedtelefoner har en solid metalbøjle, ørekopper af kulfiber og ørepuder i memory foam, som er noget af det mest komfortable, vi har testet. De former sig efter hovedet og er ekstremt behagelige at have på. Der medfølger to sæt aftagelige kabler med MMCX-stik, som gør, at man også kan bruge tredjeparts kabler.

Driverne er af standardstørrelse – 40 mm – og er ikke de mest højtspillende, vi kender, men her er det snarere afbalanceret og detaljeret lyd, der er i højsædet.

 

Lydkvalitet

Lyden af Shure er lidt svær at beskrive, da ørekopperne lyder så naturligt, at man aldrig rigtig sidder og lytter til lyd – bare musik. Sangstemmer lyder mere detaljeret og luftigt i overtonerne end med Sony, til trods for at Shure ikke reklamer med at understøtte højopløste lydformater. Og selv om Sony har fyldigere bas, lyder bas-instrumenterne mere korrekt med Shure.

Hør bare den lækre og sprøde elbas på David Bowies “Lazarus”. Anslagene på elbassen rasler klart og tydeligt, samtidig med at Bowies stemme står frem af helheden, ligesom blæserne lyder meget troværdigt. Dynamikken er også i top – det her er virkelig godt!

Det Norske Solistkor stråler ud, så man næsten kan tælle antallet af stemmer i koret, og kirkeklangen omringer stemmerne og giver en følelse af selv at være til stede.

 

Konklusion

Her får man ikke Sonys halvsvulstige basgengivelse, og dermed er basstemmerne en mere naturlig del af koret på Shure SRH1540. Men overtonerne gengives ikke helt så nuanceret og luftigt som med Audio-Technica.

Shures hovedtelefoner fungerer godt til pop og hiphop. Men dårlige indspilninger sminkes ikke, og basrytmerne i en lidt flad hiphop-produktion mangler slagkraft. Her lyder Sony sejere. Shure har det klart bedst med mere dynamiske indspilninger.

Også i denne test: