TEST: T+A Solitaire P-SE

Vil du have Drømmelyd med stort D, samtidig med at det ikke kunne falde dig ind at betale flere hundrede tusind kroner for et stereoanlæg? Hvad med et par high-end hovedtelefoner i stedet?

Nu taler jeg ikke om hørebøffer til folk på farten, som gerne vil lukke støjen ude, mens de sidder i toget og løser sudoku eller tjekker Instagram eller TikTok. Men snarere hovedtelefoner til brug i lænestolen. Som man tager på, og så forsvinder man ind i sit eget hoved. Omgivet af et enormt lydbillede, hvor man kan gå ind i lyden og plukke byggestenene fra hinanden, nærmest på atomniveau.

T+A Solitaire P-SE er et par åbne hovedtelefoner, som hverken lukker støj ude eller forhindrer andre i nærheden i at høre din playliste. For musikken lækker nemlig også ud. Men ved at give membranerne fri vandring i begge retninger bliver dynamikken og musikaliteten så meget bedre. Sammen med en god forstærker, selvfølgelig.

T+A = tysk high-end

De, der kender T+A, ved at den tyske hi-fi-producent ikke laver billigt udstyr. Her taler vi high-end, gerne fra øverste hylde, og de er især kendt for deres udsøgte klasse D-forstærkere og ikke mindst digitale kilder.

I 2020 lancerede de deres første hovedtelefoner, Solitaire P. Et par fabelagtige planmagnetiske til 36.000 kroner (test på vej) med egenudviklede drivere. Med en lyd som smør, der smelter, er det bare at læne sig tilbage og give sig hen til drømmeland.

Velvidende, at det er mange penge for de fleste, besluttede de sig hurtigt for at lave en nedskaleret model, Solitaire P-SE. Men de har ikke skåret hjørner af den grund, og det forventer man da heller ikke til drastiske 32.000 kroner.

 

Forenklede Solitaire P

Solitaire P-SE kom næsten et år efter storebror og er bygget over samme læst. Men i stedet for at bruge dele fræset ud af store blokke aluminium er man med SE-versionen landet på syntetiske materialer. Det holder produktionsomkostningerne nede, og det reducerer ikke mindst vægten. Det sidste er især rart i betragtning af, at de originale Solitaire P vejer 530 gram – uden kabel.

Driverne er også nye. TPM 2500, som de hedder, er baseret på Solitaire P’s dyrere drivere TPM 3100. Bl.a. med en særlig magnetisk konstruktion, hvor magnetfeltet er meget jævnt fordelt, så man kan holde antallet af magnetiske komponenter på et minimum. Og dermed både spare vægt og øge effektiviteten. Forskellen ligger i en ny membran- og filterkonstruktion, som er noget enklere på Solitaire P-SE.

Pasform

Hvert par hovedtelefoner er håndlavet i Herford i Tyskland og ser fantastisk ud i sort mat udførelse. Med rødt fór på indersiden af ørekopperne.

De, der er vant til trådløse hovedtelefoner, vil nok tænke, at 440 gram er tungt at have på hovedet. Men det er det virkelig ikke. Tværtimod føles hovedtelefonerne lette og klemmer aldrig mod hovedet. Journalisten har et lidt lille hoved, og her sidder Solitaire P-SE lidt løst. Det er muligt at bøje hovedbøjlen lidt for en fastere pasform, men det har jeg ikke turdet gøre. Men hvis jeg skulle headbange med dem, var jeg nødt til at gøre et eller andet.

Balanceret og ubalanceret

Der medfølger både et ubalanceret 6,3 mm jack-kabel og et balanceret 4-pin XLR, begge 3 meter lange. Vil man i stedet have 4,4 mm Pentaconn som det balancerede alternativ, skulle det være muligt at vælge det i stedet.

Med en forholdsvis nem belastning på 45 ohm og en følsomhed på 101 dB kan man bruge hovedtelefonudgangen på en bærbar eller en mobiltelefon, men det bliver lidt blegt, og man kommer længere med en mere eksklusiv hovedtelefonudgang på en hi-fi-forstærker. Men selv da vil man nok synes, at maksimumniveauet kommer lidt tidligt, og baskontrollen bliver klart bedre med en ekstern forstærker.

Men hvis man skal spare op til hovedtelefoner og forstærker over to omgange, ville jeg ikke tøve med at anskaffe hovedtelefonerne først.

I ubalanceret tilstand sammen med Sennheiser HDV 820 kan lyden af Solitaire P-SE bedst beskrives som varm, men med et rigtig godt greb om transienter og rytmemarkeringer. De skrider aldrig ud, og den saftige bas er klippefast og gør sig godt, hvad enten det er symfoniorkester eller elektroniske basrytmer, der er på menuen.

Instrumenterne hænger i luften, på meget finmasket vis. Celloer klinger varmt og lækkert, og det er rart at høre undertonerne i violinerne. Lyden ånder, alt er i orden.

Med et balanceret kabel breder lydbilledet sig lidt mere udad, fordi man slipper for den lille krydskobling mellem venstre og højre kanal gennem fælles jord.

Sennheiser-forstærkeren er rigtig god sammen med Solitaire P-SE, selv om det måske ikke er det mest sprudlende og medrivende, jeg har hørt. De fortjener noget, der virkelig kan slå fra sig, især i mellemtonen.

T+A HA 200

Ind på scenen kommer HA 200, også fra T+A. En hovedtelefonforstærker med indbygget DAC, til intet mindre end 49.000 kroner. Den har hverken analoge eller digitale udgange til andre komponenter og er dermed en ren hovedtelefonsag. Til denne pris vil jeg gerne kunne bruge den som forforstærker. Heldigvis er den en fantastisk kombination med Solitaire P-SE.

Blandt seks mulige filterindstillinger synes jeg, at Bezier 2 lyder bedst. Den er ikke helt så fast i rytmikken som de superstejle FIR-filtre, men musikken flyder lækkert og elegant.

Forstærkeren har en meget ærlig spillestil og lader hovedtelefonerne sætte lydsignaturen. Men detaljeniveauet og dynamikken er et stykke op i forhold til Sennheiser-forstærkeren, og der er en X-faktor her, som er svær at beskrive. Det flyder bare.

Fin stereobredde

Lydbilledet er aldrig trangt, men derimod åbent og luftigt. Samtidig er det ikke så gigantisk som med HiFiMAN HE-1000se eller Sennheiser HD 800 S. Det kan f.eks. høres i klassisk musik, hvor især strygerne trækkes mindre udad og opad. Men jeg synes ikke, at T+A står tilbage, når det gælder, hvor klart den formår at placere instrumenterne i forhold til hinanden. Her er det nemt at plukke de forskellige bestanddelene i lydbilledet ud.

Vanedannende

Jeg har lidt sværere end normalt ved at lytte til forskellige dele af lydbilledet. Det er en god ting. For det betyder, at helheden er upåklagelig, så man i stedet bliver grebet af musikken, hvad enten det er Aurora, der synger hen over en klimprende guitar på den rolige ballade “A Dangerous Thing”, eller Dagny, der byder op til dans med den elektroniske perle “Somebody”.

Tysk hi-fi kræver tysk rock, og hvad kunne være bedre end Rammsteins nyeste nummer “Zeit”? Her får man et stort lydbillede med Till Lindemanns store stemme klart i midten og de heftige guitarer, der breder sig som en mur fra side til side – lige igennem hovedet! Det elektriske klaver klinger flot, trommerne slår hårdt og brutalt. Det er herligt!

Konkurrenter

Sammenlignet med de nævnte HiFiMAN HE-1000se er Solitaire P-SE noget mere rolige i toppen og har ikke samme energi i overtonerne. HE-1000se opleves dermed som endnu mere luftige.

Samtidig har T+A’s hovedtelefoner ikke samme dundrende tryk i bassen som de billigere Audeze-X. Hvor jeg forventer, at topmodellen LCD-5, som står i kø til test, heller ikke holder sig tilbage. T+A er mere beherskede og lægger sig på en måde mellem de to klangmæssigt. Bare uden den rungende dybbas fra nogen af dem.

Men hovedtelefonerne fra T+A har andre kvaliteter, som jeg er forelsket i. Såsom den glødende mellemtone og i det hele taget evnen til at spille musik som få andre. Det kan virke lidt floskelagtigt at tale om musikalitet, men samtidig er det svært at beskrive det anderledes. De lyder nemlig bare fedt.

Konklusion

T+A Solitaire P-SE er et par meget veldrejede high-end hovedtelefoner til stationær brug. Bedst egnet til situationer, hvor man kan være alene og fordybe sig i musikken. Uanset om det er med en streaming-tjeneste, CD’er eller vinylsamlingen. Og i rolige omgivelser, for de er åbne og lukker intet ude.

Solitaire P-SE er et par vanedannende hovedtelefoner med varm og lækker lyd og suveræn tonal basgengivelse. Balancen er så god, og med fantastisk styr på dynamikken, at det bare er at give sig hen til musikken.

Forstærkeren skal være god, men behøver ikke nødvendigvis at være specielt kraftig. Den skal helst have XLR-udgang, så får man et endnu bredere lydbillede.

Hvis man er vant til HiFiMAN, vil man måske savne noget energi helt i toppen, og er man Audeze-fan, vil man sikkert ønske endnu kraftigere bas. Men T+A har skabt et vidunderlig velafbalanceret lydbillede, og magien er en kendsgerning.