TEST: Valco VMK20 Wireless ANC Headphones

Rygterne sagde engang, at der fandtes nogle ukendte, finsk udviklede hovedtelefoner, som lød godt og ikke kostede meget. Til at begynde med var der ingen af os, der kunne huske, hvad de hed, men ved en tilfældighed dukkede navnet Valco op i en diskussion på de sociale medier.

Det var her, jeg kom på det. Producenten hed Valco og lavede et par hovedtelefoner, som generelt fik god kritik af brugerne. Under normale omstændigheder ville jeg have affejet Valco som bare “endnu en hovedtelefonproducent” og have ladet det være ved det.

Men så klikkede jeg ind på Valcos hjemmeside.

Her mødte jeg en usædvanlig og frisk tilgang til, hvordan man udvikler hovedtelefoner. Hjemmesiden var fuldstændig blottet for PR-sprog og overdrevne vendinger om, hvor revolutionerende netop disse hovedtelefoner var.

For en, der dagligt læser pressemeddelelser forfattet af marketingafdelinger med hybris, var Valcos hjemmeside en oase af nøgtern finsk humor (ja, det findes) med vendinger, som man aldrig vil finde hos nogen andre hovedtelefonproducenter.

Selv brugsanvisningen er som at læse en novelle af Arto Paasilinna, mens man klukker over, hvor lidt selvhøjtidelig man kan tillade sig at være i hi-fi-branchen.

Developed in Finland

Hovedtelefonerne hedder Valco VMK20 og er udviklet i Finland. De ligner i høj grad Bose QC35, men de lyder slet ikke som et par Bose, hvilket er godt. Støjreduktionen er dog heller ikke på samme niveau, hvilket jeg ikke er lige så begejstret for.

De små ørekopper slutter helt tæt og lægger sig fint rundt om ørerne. Ørepuderne i kunstskind former sig komfortabelt efter hovedet, og knapperne er placeret netop dér, hvor man forventer at finde dem. På et par Bose QC35.

De adskiller sig dog fra andre hovedtelefoner, idet man ikke bliver mødt af en dæmpet kvindestemme, som siger “powar ån” med accent, men af en grov mandestemme, som hvisker “power on, connected”, også med accent. Men finsk accent.

Men indvendig mener Valco, at det er lykkedes dem at skabe den lydsignatur, de kan lide. De har brugt mastering-studiet Kesthouse som sparringspartner på lyden, og Bluetooth-kredsløbet kommer fra Qualcomm og understøtter aptX HD og AAC. Analog Devices står for støjdæmpningen.

Der bruges fire mikrofoner til at måle støjen på ydersiden, og jo, der er også håndfri samtalemikrofon til opkald. Der medfølger desuden et etui med plads til ledninger og den medfølgende flyadapter.

Man kan også bruge hovedtelefonerne med ledning (medfølger), og støjreduktionen kan slås til og fra.

Med og uden

Trådløst må hovedtelefonerne bruges med støjreduktionen slået til, for når den er slået fra, bliver lydbilledet tyndere, og bassen kommer ikke særlig godt frem. Det fungerer bedre med en 3,5 mm minijack-ledning, og med en Fostex HP-P1 DAC blev lydbilledet stort og fyldigt.

Men altså, det er trådløst direkte fra mobilen eller den bærbare computer, at hovedtelefonerne lyder bedst. Der er i øvrigt ingen grund til at bekymre sig om batterilevetiden. Regn med hele 40 timers musik på én opladning. Det rækker til en tur-retur-rejse til den amerikanske vestkyst.

Lydkvalitet

Ligheden med Bose er på alle måder utilsigtet. Et par QC35 har bedre og mere effektiv støjdæmpning. Dermed ikke sagt, at den er dårlig på VMK20, men de slipper lidt mere lyd ind. Den er dog bedre end på Urbanears Miami, som koster omtrent det samme, og lavfrekvent støj (tog og metro) dæmpes bedre på VMK20 end på Miami. Men som nævnt ikke lige så godt som på QC35.

Men lyden er klart bedre.

Med støjreduktionen slået til får man et varmt, fyldigt og behageligt lydbillede. Det er ikke blottet for detaljer, men de er lidt mere dæmpede end på Sony WH-1000XM4, som dog hører til i en meget højere prisklasse.

Bassen på Silk Sonic/D-Nice, Ne-Yo og Kent Jones’ “No Plans for Love” skygger næsten for vokalen, men hvis man skruer lidt mere op, kommer mellemtonen – og diskanten – bedre frem i lydbilledet.

Stortrommen og elbassen dominerer lydbilledet på netop det track, men et skift til John Mayers “Wild Blue”, som har et J.J. Cale-agtigt drive og arrangement, viser at hovedtelefonerne let får nuancer frem i guitarsoloen midtvejs i sangen. Uden at det lyder uldent eller dæmpet i forhold til bassen.

Tamburinklangen på Lauren Housleys “This Ain’t the Life” kommer også godt frem i lydbilledet, og hovedtelefonerne viser sig fra deres allerbedste side på pop, rock, blues, hiphop, R&B og musik med udpræget meget percussion og rytme.

Man kan selvfølgelig også nyde en smuk ballade fra f.eks. Adele, men jeg savnede mere klang og flere nuancer i klassisk musik. Verdis Requiem lød meget massivt – og orkesteret under ledelse af Riccardo Muti havde en tyngde, som fik “Confutatis – Dies Irae” til virkelig at lyde, som om Døden stod bag én. Men koret manglede dybde og lød lidt fladt.

Et skift til Keith Jarrett Trio fungerede bedre. Klaverklangen harmonerede fint med kontrabassen og trommernes vægt og dynamik.

Konklusion

Valco VMK20 var et ubeskrevet blad for os alle, men man skal ikke undervurdere sociale mediers påvirkningskraft. Uden den var vi næppe endt med at teste Valco-hovedtelefonerne. Og det havde vi måske fortrudt, for Valco VMK20 er virkelig et par gode trådløse hovedtelefoner. Med velfungerende støjreduktion.

Det bedste af det hele er, at de lyder bedre end forventet og efter vores mening er de mest vellydende af de billigere hovedtelefoner med støjreduktion.

Den lange batteritid er en velkommen bonus, men man skal først og fremmest købe disse hovedtelefoner, hvis man er mere end almindelig interesseret i god lyd og synes bedre om en varm og fyldig klang end en slank og analytisk.