De har lavet hovedtelefoner tidligere. Men det er så længe siden, at de for længst er gået i glemmebogen. Derfor er det næsten opsigtsvækkende, at Yamaha med ét har en serie produkter i forskellige størrelser og prisklasser. Fra hørepropper til din smartphone og op til PRO-serien, som består af tre modeller.
Topmodellen hedder PRO 500, men vi tester PRO 400, som teknisk set er magen til. Bare bygget i billigere materialer. Der findes også en mindre, lettere og billigere udgave, PRO 300, men nu skal det altså handle om den mellemste model. Den konkurrerer direkte med Sony MDR-1R, Sennheiser Momentum og Philips nye Fidelio-serie. PRO 400 er lækkert lavet i offwhite eller sort og med lukkede øreklokker og aftageligt kabel. Der medfølger to kabler – et på 1,2 meter med mikrofon og fjernbetjening til mobilen og et på 3 meter til hjemmebrug. De er flade som tagliatelle-pasta og filtrer ikke så let sammen som runde kabler. Hovedtelefonerne kan også klappes sammen og få plads i et medfølgende etui.
De 50 mm store elementer drives af neodymium-magneter i de lukkede øreklokker. Følsomhed, effektivitet og impedans er tilpasset bærbar brug, og en smartphone eller tablet vil ikke have noget problem med at drive Yamaha-klokkerne.
Yamaha siger om PRO 400, at de er tilpasset et klangrigt, klart og tydeligt lydbillede, og jeg må sige, at de i høj grad lever op til beskrivelsen. Lydbilledet er varmere og fyldigere end fra Sennheiser Momentum, men ikke lige så stramt fokuseret. I praksis betyder det, at Yamaha-klokkerne spiller indsmigrende behageligt. De er lette at kunne lide. Bassen er fyldig, men ikke så påtrængende som fra et par Beats by Dr. Dre, og balancen i lydbilledet er bedre her. Strygere klinger flot, og klaverklang er kort og godt elegant og lækkert gengivet, til trods for at lydbilledet ikke er helt neutralt. Den fine varme i lydbilledet klæder også de fleste vokaler godt. Da diskanten er luftig, men dæmpet, bliver lyden aldrig hård eller påtrængende.
Diameteren på ørepuderne kan være lidt for lille til enkeltes ører, så klokkerne ikke dækker ordentligt, men klemmer på øret. Det er en lille ulempe. For klokkerne presser i overkanten på hovedet. De sidder med andre ord som støbt, men i længden kan det blive ubehageligt. Hvis bærekomforten er vigtig, kan Sony MDR-1R være et bedre alternativ.
Lydkvaliteten er der derimod ikke meget at udsætte på. Hvis man ikke kræver enten baskraftige hovedtelefoner eller en helt neutral klang, er Yamaha PRO 400 et interessant alternativ til de etablerede hovedtelefon-producenters modeller i samme prisklasse. Få af dem har nemlig lige så flot og klædeligt fyldig klang som disse.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer