Markedet for helt trådløse hørepropper er efterhånden blevet vældig tætpakket, hvor nogle få udmærker sig blandt en stor flok middelmådige.
Yamaha ønsker med sin nye topmodel TW-E7B at skabe sig en plads i premium-segmentet og har satset på store 10 mm drivere for at gengive musikken med dynamikken intakt. Propperne har – naturligvis – støjreduktion. Men også lydgennemslip, som gør det modsatte af støjreduktion, nemlig at sende lyden udefra ind i ørerne, så du hører, hvad der sker omkring dig.
Yamaha bruger en af de nyeste Bluetooth-versioner, 5.2, men har udeladt såkaldt multipoint-tilslutning, hvor et par hørepropper kan være tilsluttet to mobile enheder samtidig. For eksempel telefonen og en laptop. Der er dog stadig en pointe ved den nyere Bluetooth-version, da den kan give en mere stabil forbindelse og et lavere strømforbrug. Hvilket betyder længere batteritid.
Batteritid
Når det gælder TW-E7B er batteritiden dog stadig helt gennemsnitlig; seks timer i propperne og 16 ekstra timer fra det bærbare ladeetui. Eftersom specifikationerne ikke nævner, om det er med støjreduktionen aktiveret, går vi ud fra, at den er deaktiveret for at opnå disse tal. Du skal derfor være forberedt på noget kortere spilletid, hvis du har støjreduktionen slået til.
Pasform og brugervenlighed
Husene på ydersiden er lidt store, med et mindre ‘mellemhus’, som sidder vældig godt i den ydre øregang. Resultatet er et par propper, som sidder godt og er behagelige at have i ørerne. Silikonedutterne tætner fint, så pasformen er ganske glimrende.
Venstre høreprop har en fysisk knap, som styrer musikafspilning og indkommende samtaler. Højre prop har to knapper, som styrer lydniveau og skift mellem sange. De kan også bruges til at parre propperne med Bluetooth, eller til at aktivere stemmeassistenten.
Det tager ikke lang tid at lære TW-E7B at kende, og jeg vil sige, at disse propper er blandt de få, som faktisk er brugervenlige, når det gælder om at fjernstyre mobilfunktionerne.
Ladeetuiet er derimod lidt tykt og rager synligt ud gennem bukselommen: Ja, det er et par hørepropper; nej, jeg er ikke specielt glad for at se dig.
Talekvalitet og støybehandling
Talekvaliteten gennem TW-E7B er helt OK. Min stemme går stort set klart igennem til modtageren, men den er lidt lav, og der er en del baggrundsstøj. Det er med disse som med de fleste andre hørepropper, nemlig at de ikke bør være dit primære redskab til mobilsamtaler. Men de kan bruges.
Støjreduktionen er helt fin, en stor del av de lave frekvenser fra ekstern støj dæmpes. På fly foretrækker jeg at bruge et par hovedtelefoner i stedet, men de klarer jobbet fornuftigt. Støjgulvet er en smule højt, man hører en tydelig susen, når musikken ikke spiller. Og højfrekvent støj slipper let igennem. Jeg hører for eksempel tastaturklik klart og tydeligt, selv med støjreduktionen aktiveret.
Propperne er også følsomme over for vind og ventilation, bare det at gå rundt indendørs gør, at det suser i ørerne.
Omgivende støj er mest i mellemtoneområdet, jeg kunne godt have ønsket mig mere diskantlyd der. Især når det gælder meddelelser fra PA-højttalerne i lufthavnen eller andre steder, hvor man helst ikke vil gå glip af vigtig information. Igen, ikke noget problem, men Yamaha udfordrer ikke Sony WF-1000XM4 eller Bose QuietComfort Buds II (test er undervejs), for blot at nævne et par.
Lydkvaliteten
Jeg kan godt lide måden, Yamaha-propperne afspiller musik på. De har en energisk tilgang til musikken, men uden at være irriterende. Bassen er stram og fokuseret, selv om den godt kunne have haft lidt mere saft og kraft. Især i dybbasregistret kan det blive lidt blodfattigt, men det fungerer. Her kan man bruge EQ’en for at få mere energi i rytmerne, men det skal siges, at TW-E7B ikke har det dynamiske overskud, jeg foretrækker. Man får mere bas ved at justere op, men samtidig aftager kontrollen. Jo højere du spiller, desto lavere lyder det. EQ’en er derfor bedst at bruge, når man spiller lavt.
Man kan gemme sin egen EQ i to forskellige hukommelser, selv har jeg én EQ-lagring med lidt mere bas til generel musikafspilning og en anden til podcasts, som har mere mellemtone. Yamahas Vocal-indstilling synes jeg er for skarp.
Konkurrenter
Alt i alt er lyden godkendt, men Yamaha må nok se sig slået af en del rivaler i denne klasse. Sony WF-1000XM4, Nura NuraTrue, Sennheiser Momentum True Wireless 3, B&W PI7, Devialet Gemini og den billigere JBL Live Pro+ er alle eksempler på hørepropper, som du bør overveje, før du hiver dankortet frem og investerer i et par TW-E7B’er. På den anden side vil du næppe blive skuffet heller. Yamaha gør bestemt et godt stykke arbejde. Konkurrencen er bare benhård i denne klasse.
Konklusion
Yamaha har med TW-E7B gjort et respektabelt forsøg på at markere sig i premiumsegmentet. De gør det rigtig godt, lyden er energisk og underholdende, og propperne har de rette funktioner. Herunder en god pasform og generelt god brugervenlighed.
Lyden kan justeres med en ganske god EQ, problemet er den dynamiske kontrol, som ikke er til stede i tilstrækkelig grad. Der mangler bas ved høj lydstyrke, og det hjælper ikke meget at hæve den med EQ’en, eftersom der ikke er nok kraft til at bære bassen. Det lyder alligevel fladt, indtil du sænker lydstyrken, så bassen får plads.
Støjreduktionen er helt okay, men kunne have været endnu mere effektiv, og den kæmper nok lidt mere med vind end de fleste af dens konkurrenter.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer