TEST: Yamaha YH-5000SE

Når Yamaha først går i gang, går de til sagen med alle sejl. For at demonstrere deres lydfilosofi, som de kalder True Sound, er de nu kommet med flagskibet YH-5000SE. Og disse hørebøffer er ikke bare dyre; dette er ultra-high-end!

Yamahas filosofi er at gengive musikken så naturligt som muligt, men ikke nødvendigvis så neutralt som muligt. Hold denne tanke; det vender vi tilbage til om lidt.

I stedet for det rent neutrale, har hi-fi-afdelingen og musikafdelingen samarbejdet om en slags fælles lydideal, hvor man tilstræber, at instrumenterne skal fremstå med dybe klange i et gigantisk lydbillede, som forhåbentlig lader lytteren blive bjergtaget af musikken.

Inspiration fra fortiden

Yamaha har hentet inspiration fra teknologien i den planmagnetiske (Orthodynamic) model HP-1 fra 1976. Men rent udseendemæssigt er der ikke noget retro ved YH-5000SE. De minder måske om en lidt mindre udgave af Sennheiser HD 800 S, bare med et mere råt udseende i helsort. Jeg tror aldrig, jeg har testet et par high-end hovedtelefoner, der passer så godt til et rocket denim-outfit som disse.

YH-5000SE er håndlavet på Yamahas fabrik i Japan, hvor de også laver deres dyreste flygler og andet lydudstyr. Det handler om at kombinere ekstrem høj byggekvalitet med fantastisk komfort.

Og jeg kan allerede nu afsløre, at disse hovedtelefoner virkelig er komfortable! Især med ruskindspuderne. Der medfølger også et ekstra sæt puder i glat læder, som jeg føler måske klemmer lidt mere. Husk også, at, uanset hvilke puder du bruger, vil det ikke have noget at sige hvad angår lækage af lyd ud og støj ind: disse er åbne hovedtelefoner, med alt hvad det indebærer.

Planmagneter – kun 50 mm

At driverne er planmagnetiske betyder, at de bruger en tynd og ultralet membran, ophængt mellem to modstående magneter. Membranen er kun et par nanometer tynd, hvorfor planmagnetiske hovedtelefoner ofte kompenserer med en meget større overflade end dynamiske hovedtelefoner. Men på YH-5000SE er membranens diameter kun 50 mm, hvilket får mig til at spekulere på, om den er i stand til at konvertere nok energi til lyd, til at kunne spille højt nok med tilstrækkelig dyb bas.

Yamaha bedyrer selv, at der er rigeligt med dybdebas, og med “stor transparens”.

Pasform og komfort

For optimal pasform og komfort, har man forsøgt at lave så lette og samtidig robuste hovedtelefoner som muligt. Derfor er konstruktionen hovedsageligt i magnesium, af samme standard som bruges i flyindustrien, og hele konstruktionen vejer kun 320 gram uden kabel. Til sammenligning vejer Focal Utopia 490 gram, Audeze LCD-5 vejer 420 gram, og HiFiMAN HE-1000se er 440 gram. Kun Audio-Technica ATH-ADX5000 vejer mindre end Yamahas, af alle de hovedtelefoner, jeg kan komme i tanke om.

Tilbehør

Yamaha YH-5000SE kommer som nævnt med to par ørepuder, lavet i to varianter af kunstlæder; glat og ruskind. Det glatte syntetiske læder er perforeret, med et fint net, der beskytter driveren mod støv. Ruskindspuderne er af typen Toray Ultrasuede, som jeg må sige føles rigtig behagelige omkring ørerne.

Der medfølger to forskellige kabler; dels det ubalancerede 3,5-6,3 mm, og dels det balancerede 4,4 mm Pentaconn, begge med sølvbelagt OFC-kobber og en længde på to meter. Ønsker du i stedet et 4-polet XLR kabel, kan dette købes ekstra. Som forbrugerens ekstra lille prik over i’et, leveres modellen også med et dedikeret aluminiumsstativ.

Lyden af Yamaha YH-5000SE

Jeg bemærker med det samme, at hovedtelefonerne er ret letdrevne. Med deres følsomhed på 98 dB (1 mW) har de brug for væsentligt mindre strøm end for eksempel Audeze LCD-5. Desuden er impedansen på 34 ohm højere end for de fleste planmagneter, hvilket betyder, at de ikke er så afhængige af en lav udgangsimpedans på forstærkeren. Læs: de fungerer fint med rørforstærkere.

Jeg har selv testet disse hørebøffer med McIntosh MHA-200, som normalt passer dårligt til planmagneter. Men her lyder det meget mere åbent og mindre forvrænget, end med samme forstærker på for eksempel LCD-5.

Det bliver dog bedre endnu med Auralic Taurus. Den har både bedre kontrol i bassen og på overgange, og også mere luft i toppen.

Det første, der slår mig, når Yamaha’erne er tilsluttet Tarus, er den overgangsresponsen. Den er virkelig hurtig. Hvert valg på Shannon Lays guitarspil på Nick Drake-coveret From the Morning, klirrer legende let ud. Hendes stemme er smukt forankret i mellemtoneområdet, og lydbilledet har god bredde og størrelse.

Xylofonanstrøgene i Night af Ludovico Einaudi, som er klippet ind og dermed giver ekstra krævende overgange, går glat og perfekt igennem. Igen er lydbilledet bredt, og klaverlyden harmonerer godt med Yamahas egen lydprofil på deres instrumenter. Den ekstra varme i mellemtonen passer godt til hovedtelefonerne.

Ikke mindst når strygerne bygger op til et crescendo omkring 2½ minut inde i sangen. Jeg sidder bare og nyder det.

Brug puderne til tuning

Bemærk, at lyden er sn lille smule anderledes med de to forskellige sæt puder. Glat læder giver lidt mere bas end mellemtone. Derimod er der lidt mere luft i overtonerne hos ruskindspuderne. Men det er langt nogen stor forskel; men måske nok til, at du sikkert vil have en præference, når du har prøvet det.

Spiller “højt nok”

Når noget lyder specielt godt, får jeg altid lyst til at skrue op for volumen. Men det skal nævnes, at der var tidspunkter, hvor jeg oplevede problemer. For eksempel med A Little Shy af Marie Noreger, med hårde rytmer med masser af dyb bas. Her kunne jeg ikke spille særlig højt, før YH-5000SE sagde fra – det lød faktisk fælt.

For det meste går det udmærket, men nogen krudttønde kan man ikke ligefrem kalde Yamaha’erne. Jeg formoder, at 50 millimeter simpelthen er lige småt nok til planmagneter.

Sibilanter

Der er godt med detaljer i toppen, og en rigtig god optagelse har både plads og mange lydlag. Også opad. Til gengæld er der ret meget energi i sibilantområdet, hvilket ikke klæder alle indspilninger lige godt. Især hvad angår flade pop-produktioner, som ofte allerede har meget energi på det område. Et eksempel er Alone af Kim Petras og Nicki Minaj, som gør mig rimelig lyttetræt.

Skæv frekvensgang

Og her kommer jeg tilbage til det, jeg bad dig huske helt oppe i begyndelsen af ​​artiklen. Nemlig at Yamaha ikke har bestræbt sig på, at det skal lyde så neutralt som muligt, men derimod så “musikalsk” som muligt. Det betyder, at du bruger dine ører hellere end målinger og indstillinger, når du finjusterer. Hvilket er fint; det er jo ørerne, vi lytter med. Men da der er forskel fra optagelse til optagelse, kan det hurtigt blive sådan, at hovedtelefonerne lyder fantastisk til én ting, og mindre godt til en anden. Hvilket er netop sådan, jeg oplever disse.

Mangler dybdebas

Bassen mister energi under 30 Hz, hvilket ganske vist får bassen til at fremstå meget ren, men det gør også, at man ikke får ordentlig energi i det dybeste basområde. Ydermere er der en generel stigning, som topper omkring 70 Hz, men faktisk strækker sig over hele basområdet. Det giver mere energi i mellembassen, hvilket gør at basinstrumenter ikke lyder slanke, selvom de altså mangler ordentlig dybdebas.

Reserveret i den øvre mellemtone

Yamaha har valgt at dæmpe energien i mellemtonen omkring 3 kHz. Det er her røgalarmtonen ligger, og ved at dæmpe dette område bliver stemmer og instrumenter mindre skarpe. Men samtidig kan de godt være lidt reserverede, så det er vigtigt ikke at overdrive. Jeg synes Yamaha har ramt hovedet på sømmet på dette punkt; det lyder markant bedre, end det ser ud på grafen.

Men sibilanter omkring 7 kHz er således ret kraftigt forstærket, og mangler også luft i området over 13 kHz. Et voksent menneske kan ikke høre ret meget over dét, men frekvenserne er med til at skabe ekstra luft omkring detaljerne.

Sammenligner man med mine personlige favorit-hovedtelefoner, LCD-5, er kvalitetsvurderingen næsten den samme. LCD-5 har en mere fremtrædende mellemtone, hvor stemmer og instrumenter kommer tydeligere igennem. De har måske ikke så bredt et lydbillede, men de opleves som både luftigere og endnu bedre opløst end Yamaha’erne. Og uden irriterende sibilanter.

HiFiMAN HE-1000SE er også blandt mine favoritter. Med en lidt slankere mellemtone end LCD-5, og måske lidt mere tilbøjelig til sibilanter. Men mindre end YH-5000SE. Begge er i stand til at spille højere og har en dybere bas.

Konklusion

Når de er bedst, er Yamaha YH-5000SE fantastiske. Det er først og fremmest et eminent stykke håndværk, og med et design denne journalist kunne dø for. De vejer næsten ingenting, og er derfor en drøm at have omkring ørerne, selv under længere sessioner.

Lydmæssigt gør de sig klart fortjent til ‘high-end’-mærkatet. Musikken vælter ud med en lang række klanglag, og overgangene er lige så hurtige som alt andet. Lyden er krystalklar, og med den helt rigtige glød over sig.

Bassen kunne stadig godt gå dybere og slå hårdere. Diskanten kan på nogle optagelser opleves som lige lovlig energisk. En god lydkilde hjælper meget, og jeg ville nok styre uden om den fladeste popmusik.

Alt i alt et par veldrejede hovedtelefoner. Men jeg synes de er lige dyre nok, for der er andre hovedtelefoner med mindst lige så god lyd til færre penge.

Lad os håbe, at Yamaha næste gang finder på noget med større membraner, og som kan tåle mere bevægelse i bassen – og det ville ikke skade, hvis prisen også kom lidt ned.