: HTC One max

I begyndelsen af dette år præsenterede den taiwanesiske mobilproducent, HTC, en ny flagskibsmodel, HTC One, der simpelthen slog benene væk under os. Den Android-baserede topmodel havde sex-appeal på grund af det megalækre, industrielle design, og samtidig kom den med markedets fedeste lyd, en rigtig god ydelse og en af de flotteste skærme, vi har set på en smartphone.

Men der er gået mode i de mindre udgaver af populære topmodeller, så senere på året landede så HTC One mini på testbænken, og selvom den havde rigtig mange features til fælles med HTC One, så kunne hverken skærm, ydelse eller design helt være med på det høje niveau, topmodellen havde vænnet os til.

Nu er turen så kommet til HTC One max, der er en såkaldt ”phablet”, hvilket efterhånden er blevet en populær produkttype, fordi mange brugere gerne vil have den større skærm, men ikke har lyst til at rende rundt med både en smartphone og tablet. En ”phablet” som HTC One max er en rigtig god, gylden middelvej. HTC er da heller ikke de eneste på markedet med produkter i denne kategori. Også Sony kom i sensommeren på banen med Xperia Z Ultra, som vi skamroste her i magasinet for et par numre siden.

Med andre ord har HTC One max en del at leve op til. Den oprindelige HTC One betragter vi stadig som noget nær et mesterværk, og Sony Xperia Z Ultra, som må siges at være den nærmeste konkurrent ude i butikkerne (ikke mindst fordi de to produkter koster stort set det samme), gav vi topkarakter.

HTC One max vs. HTC One – det der mangler
Sit design har HTC One max desværre til fælles med HTC One mini og ikke den oprindelige HTC One, der kom med et unibody-kabinet fremstillet af ét stykke eloxeret aluminium. One max er også bygget i aluminium, men ligesom One mini har den en hvid plastickant som ramme, der fæstner forsiden til bagcoveret. Sidstnævnte kan tages af, da både SIM-kort og microSD-kort skal indsættes under coveret. Men selvom der dermed også i princippet bliver skabt adgang til batteriet, kan dette ikke skiftes ud. Vi er dog glade for muligheden for at udvide lagerpladsen, da One max kun kommer i to udgaver med henholdsvis 16 og 32 gigabyte lager.

På lydsiden begejstrer One max – til trods for de to, eksterne stereohøjttalere, som HTC kalder BoomSound – ikke lige så meget som HTC One, eller One mini for den sags skyld, og forklaringen er meget ligetil. Beats Audio, som leverede lydoptimerende software til HTC’s smartphones, har nemlig opsagt samarbejdet, så HTC One max er den første telefon fra den taiwanesiske producent i år, som ikke har det klassiske ”beats audio”-logo siddende på bagsiden. Og Beats-teknologien har faktisk gjort en forskel. Ikke at HTC One max kommer med dårlig lyd, men kvaliteten er ikke længere helt oppe at ringe. Blandt andet mangler den helt dybe bas, og musikken har ikke længere samme power, og det er en skam. For det var en af de helt klare fordele ved HTC One, at den bød på markedets bedste mobillyd.

One max må, ligesom One mini, også undvære optisk billedstabilisering (OIS), som var med til at gøre HTC One til markedets bedste kameratelefon. Ellers sidder der præcis det samme såkaldte Ultrapixel-kamera i One max som i originalen, og billedkvaliteten er da også fremragende, selvom den manglende OIS-funktionalitet altså kan betyde rystede billeder, hvis man fotograferer objekter eller personer i bevægelse.

HTC One max vs. HTC One – det der er kommet til
Men det er ikke gråd og tænders gnidsel det hele. På et par områder kan HTC One max også et par nye tricks i forhold til sin prisvindende smartphone-fætter. Vi har allerede nævnt, at lagerpladsen kan udvides via microSD-kort (op til 64 gigabyte), og derudover er den største forskel – og en helt ny funktion, som vi ikke tidligere har set fra HTC – at One max er udstyret med fingeraftryksscanner. Den er ikke placeret på forsiden i forbindelse med hjemknappen ligesom Apples Touch ID-fingeraftrykslæser på iPhone 5S. I stedet er den placeret på bagsiden af One max, og hvor Apples Touch ID blot kræver, at man lægger sin finger på fingeraftrykslæseren, så er man med HTC’s scanner nødt til at lade fingeren glide henover sensoren.

Til gengæld kan man med HTC’s teknologi ikke blot bruge fingeraftrykket til at låse telefonen op, men også til at starte en bestemt app lige efter oplåsningen.

Vi synes godt om idéen med en fingeraftryksscanner, men desværre implementeres teknologien langt fra lige så godt af HTC som af Apple. Mest fordi scanneren på One max sidder helt tåbeligt. Det er meningen, at det skal være nemt at glide fingeren henover sensoren på bagsiden, når man holder telefonen helt normalt i en hånd, men for det første er scanneren vanskelig at finde, hvis man bare skal føle sig frem, og for det andet betyder den nødvendige, glidende bevægelse med fingeren, at man nemt mister grebet på telefonen. Af samme grund sker det også for tit, at scanneren ikke kan genkende fingeraftrykket, og til sidst holder man bare op med at bruge funktionen. Det var vist ikke meningen…

En anden nyhed er HTC Sense 5.5. En opdateret version af HTC’s egen brugerflade. Med den nye version får man blandt andet flere muligheder med den såkaldte Blinkfeed-startskærm. Med Sense 5.5 kan man nu vælge mellem flere sociale medier, og nyhedskilder kan man vælge fra flere forskellige lande i stedet for som tidligere fra kun ét land. Indhold i Blinkfeed kan nu gemmes til offline-læsning, og man kan også tilføje indhold fra RSS, hvis man har de lyster.

Sense 5.5 byder på en række andre nyheder – blandt andet mere frihed når det gælder billed- og videobehandling – men faktisk er det ikke noget One max har patent på. Alle HTC One-modeller kan allerede nu opdateres til Sense 5.5.

HTC One max vs. Sony Xperia Z Ultra
I forhold til den nærmeste ”phablet”-konkurrent er One max nogenlunde på niveau. Dens skærm er mindre (5,9” vs 6,4”) og den er en del tykkere (10,29 mm vs. 6,5 mm). Desuden kommer Xperia Z Ultra med den lynhurtige Snapdragon 800-processor, hvor One max må ”nøjes” med samme Snapdragon 600-processor, som sidder i HTC One.

Til gengæld har One max helt afgjort et bedre kamera end Xperia Z Ultra, og når vi benchmarker browserydelsen med Browsermark 2.0, får One max faktisk det bedste resultat med en score på 2570 mod 2371 til konkurrenten. De to produkter koster stort set det samme, og hvor vi på den ene side fristes til at anbefale Xperia Z Ultra på grund af den større skærm og hurtigere processor, er One max omvendt det bedre køb, hvis man gerne vil tage gode billeder

Konklusion
HTC One max er ikke helt så fed som den oprindelige HTC One. Blandt andet får designet os ikke op at ringe på samme måde. Fingeraftryksscanneren på bagsiden er en glimrende idé, som HTC forhåbentlig gennemfører bedre næste gang. Omvendt kan lageret på One max udvides med op til 64 yderligere gigabyte via microSD-kort, og både telefonens skærmkvalitet og ydelse er helt på niveau med forgængeren. Selvom lyden ikke er helt på niveau på grund af fraværet af Beats Audio, er One max stadig helt genial som mediespiller – især hvis man vil se film og video, hvilket den flotte, 5,9” store skærm egner sig glimrende til. Både med og uden hovedtelefoner.