For to år siden var der ingen, der havde en tablet. I dag skal vi alle sammen have en. De små tablets sælger som varmt brød og er i færd med at banke laptop’en. Flere og flere brugere klarer sig godt udelukkende med en tablet-computer, og de fleste af os ser allerede ud til at være født med en touchscreen mellem hænderne. Så almindelige er tablets blevet, at de har erstattet pc’en i mange virksomheder.
Siden lanceringen i foråret 2010 har Apple solgt over 55 millioner iPads. ”Den nye iPad”, som Apple kalder den, er således tredje generation af iPad. I form og størrelse adskiller den sig ikke meget fra originalen fra 2010, men alt på bagsiden af glasset er ændret. Til det bedre. Særlig synligt er det på den nye retina-skærm, som Apple kalder den, en knivskarp skærm med 50 procent højere pixelopløsning, end de fleste har hjemme i stuen.
Den nye iPad leveres med sort eller hvid ramme rundt om den 9,7 tommer store touchscreen og findes med 16, 32 eller 64 GB hukommelse og Wi-Fi med eller uden understøttelse af 3G/4G. Vægten er øget med næsten 50 gram, og den er blevet 0,6 mm tykkere for at få plads til et større batteri.
Kameraet på bagsiden af iPad 2 på blot 0,7 megapixel har været genstand for megen kritik, og det med rette. I Den nye iPad sidder en 5 megapixel billedsensor, som giver meget højere billedkvalitet. Og endelig understøtter iPad’en videooptagelse i fuld 1080p HD-kvalitet. Akkurat som et almindeligt HD-videokamera, med andre ord.
Den har også fået understøttelse af LTE – eller 4G, som mange kalder det. Men Den nye iPad understøtter kun 4G mobilnet i USA og Canada. Herhjemme har vi andre frekvensbånd i 4G end i Nordamerika. Med det resultat, at man ikke kan udnytte 4G-hastigheden i mobilnettet. Hvor det findes. Mere om det lidt senere.
Fantastisk skarp skærm
Hold fast en skærm! Den har en opløsning på 2048 x 1536 pixel, noget som giver en pixeltæthed på 264 punkter pr. tomme. I praksis betyder det, at man i modsætning til iPad 2 ikke ser pixels på skærmen. Tekst, grafik og billeder bliver derfor meget skarpere, man ser detaljer bedre – selv på en armlængdes afstand – og læsbarheden er enhver anden tablet på markedet i dag overlegen.
Skærmen bruger lysdioder – LED – som baggrundsbelysning og har over 40 procent bedre farvemætning end forgængeren, synligt bedre kontrast og langt mere korrekt farvegengivelse.
Redigering af foto eller video bliver dermed en ny oplevelse for alle, som har forsøgt det på en tablet tidligere. Der er mere dybde, hudtoner ser mere naturlige ud, og så er der selvfølgelig en utrolig skarphed i billederne. Som vi ikke har set magen til på nogen anden tablet. De farvestærke OLED-skærme, som bl.a. Samsung bruger, er ikke i nærheden af farveægtheden på retina-skærmen.
E-bøger, e-mail eller hjemmesider, det spiller ingen rolle. Man ser ingen pixelering, selv når man holder skærmen tættere på øjnene, og den opleves som vældig behagelig at læse bøger på. Endelig, vil mange nok sige. For de mere grovkornede skærme har en tendens til at fremkalde træthed i øjnene ganske hurtigt.
Meget bedre kamera
Mens skærmen næsten er grund nok i sig selv til at købe Den nye iPad, er kameraet ikke længere en grund til at lade være. Det mangler, pudsigt nok, blitz, men har optik med fem linseelementer og autofokus. Placeret foran en 5 megapixel billedsensor hentet fra iPhone 4, mens optikken er hentet fra iPhone 4S. Med andre ord: Billedkvaliteten er fuldt på højde med mange smartphones og, så vidt vi har kunnet bedømme, bedre end med de fleste tablets.
Og så er det lidt cool at komponere billeder på en 9,7 tommer stor touchscreen, for ikke at tale om videooptagelser. Som bliver vældig gode, så længe der er lys nok. I dårligt lys bliver video, akkurat som stillbillederne, lidt grumsede, og farvestøj dukker op i de mørkeste dele af motivet. Et godt kompaktkamera til 1.500 kroner leverer bedre stillbilled- og videokvalitet, men skal man først fotografere en fire ugers sammenhængende ferie, vælger man naturligvis et kamera i stedet for en tablet eller smartphone.
Men ikke 4G hastighed
En af de store nyheder i Den nye iPad er understøttelse af 4G LTE-bredbånd på mobilnettet. Som nævnt gælder det kun i USA og Canada, hvor dækningen på 4G er langt større end herhjemme eller i Europa. I USA har hele 270 millioner indbyggere 4G-dækning, mens tallet herhjemme – også proportionalt set – er noget lavere.
Med 4G vil man teoretisk set kunne opnå en download-hastighed på mellem 70 og 80 Mbit/s (megabit pr. sekund). Til sammenligning ligger den hurtigste hastighed i 3G-nettet mellem 7,2 og 14 Mbit/s. Men Den nye iPad understøtter tilslutning via både DC-HSDPA og HSPA+, hvilket er teknologier, som giver op til 42 Mbit/s hastighed eller 21,1 Mbit/s på 3G mobilnetværket, hvor det er tilgængeligt.
Det betyder, at Den nye iPad alligevel kan opleves som meget hurtigere på nettet, når den er opkoblet til enten DC-HSDPA eller HSPA+. Og i praksis betyder det, at download-hastigheden af store filer, såsom film, reduceres fra flere minutter til måske kun sekunder, hvis filen ikke er kæmpestor.
Lidt hurtigere
Den nye iPad har også fået en ny processor. En dobbeltkerne processor med firekernes grafikprocessering. I daglig brug opleves den ikke som specielt hurtigere end iPad 2. Enkelte apps starter lidt hurtigere, men det kan lige så vel skyldes, at Den nye iPad fået mere intern hukommelse. Noget som underbygges af sammenligningstests i GLBenchmark mellem Den nye iPad og iPad 2.
Det er først ved spil, og især særligt grafiktunge spil, man mærker, at den nytilkomne er hurtigere. Ikke bare indlæses spillet hurtigere, det hakker heller ikke længere i løbet af spillet, når man hurtigt flytter sig og aktiverer våben eller henter hjælpemidler i en fart.
Man får straks følelsen af, at iPad er en seriøs spilplatform, når man ser ydelsen kombineret med den knivskarpe skærm. Undertegnede, og mange med mig, vil kunne skrive under på, at det i mange tilfælde giver en bedre oplevelse at spille på iPad’en end på tv. Fordi man ser mange flere detaljer og får en næsten 3D-lignende dybde i billedet på iPad’ens retina-skærm.
Opsummering
Den enestående skarpe skærm vil for mange være god nok grund til at vælge Den nye iPad. Vi har ikke set magen til skærmkvalitet. Og da det netop er på skærmen, alt foregår på en tablet, er det ikke vanskeligt at være enig i skærmargumentet. Film, foto, tekst, grafik, ja selv ikonerne på skærmen ser ud som silketryk mod rastertryk, hvis man sammenligner med iPad 2. Surf-hastigheden vil altid variere med net-opkoblingen, men hastighedstests i Speed Test faldt ud til Den nye iPads favør på 3G-netværket. Selv om forskellene ikke var store. Det stærkt forbedrede kamera er utvivlsomt et plus, og det samme gælder HD-video.
Valgets kvaler
Udvalget af apps (små programmer) og økosystemet – apps og tilbehør – omkring Apples iOS-operativsystem, som alle iPads er baseret på, er måske det stærkeste argument for at vælge Den nye iPad. Der findes over 585.000 tilgængelige apps, over 200.000 af dem er tilpasset iPad’ens skærmstørrelse, og mange af dem understøtter også den ekstreme skærmopløsning.
Derfor vil det for mange ikke handle om iPad eller ej, men hvilken iPad man skal vælge. Har man brug for en enkel tablet, findes iPad 2 i en 16 GB udgave med Wi-Fi til 2.999 kroner, men Den nye iPad koster blot 700 kroner mere. Så får man overlegen skærmkvalitet og bedre kamera. Og efter vores mening den allerbedste tablet på markedet lige nu.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer