Som datterselskab af høreapparatproducenten GN har danske Jabra fået viden om miniature-elektronik til ørerne i dåbsgave. Det er måske grunden til, at de har været hurtige til at komme med helt trådløse hørepropper, og at de nu bliver stadig mere avancerede.
Vi var meget fornøjede med både Jabra Elite 75t og sportsudgaven Jabra Elite Active 75t. Som begge for nylig er blevet opgraderet med automatisk støjreduktion (ANC), der kan downloades via app’en.
Den helt nye topmodel Jabra Elite 85t er udstyret med Jabras kraftigste støjreduktion kaldet Jabra Advanced Active Noise Cancelling. Og de er selvfølgelig helt trådløse.
Brugervenlighed
Pasform og lydtæthed er afgørende på hørepropper. Hvis de ikke er tætte, mister man både bas og lydisolering til omgivelserne. Og hvis de er for tætte, kan det give en osteklokke-effekt. Elite 85t har et halvåbent design med ventilationsåbninger, der skal forhindre overtryk i øret. Det virker faktisk, og det gør dem også mere behagelige at have i ørerne end en del andre.
Hørepropperne har en batterilevetid på 5,5 timer med ANC slået til, og lade-etuiet giver 19,5 timer mere. Etuiet kan oplades med USB-C-kabel og desuden trådløst via Qi.
App’en holder Elite 85t opdateret. Her er også en fembånds grafisk EQ, og den holder også styr på, hvor hørepropperne sidst blev brugt.
Som sædvanlig for helt trådløse hørepropper er betjeningen et kompromis. Man kan slå støjreduktion og omgivelseslyd til og fra, besvare opkald og skifte mellem musiknumre ved at trykke et antal gange på en af de to propper. Her kommer stemmestyring med Siri og Google Assistent til sin ret.
Talekvalitet
Jabra Elite 85t har rigtig god talelyd på den udgående stemme. Eller rettere de første par sekunder af en samtale kan drukne lidt, for det tager ca. to sekunder for DSP’en at aktiveres. Derefter åbner lyden sig op og bliver renere og mere åben end på de allerfleste konkurrenter. DSP-forsinkelsen er ikke noget praktisk problem under samtaler, men kan være et irritationsmoment, hvis man bruger mobilen meget til at indtale korte diktater.
Lydkvalitet – musik
Jabra Elite 85t har en velafbalanceret klang med en godt afstemt og alligevel kraftig bas. Det gør musiklytning til ren underholdning.
Med støjreduktionen på det laveste niveau er der minimal forskel på lydkvaliteten med og uden ANC. Allerede på det næstlaveste trin mærker man derimod, at noget af luftigheden forsvinder. Stemmer bliver mindre frie, og bækkener bliver belagt med et tyndt lag filt. Det går også ud over oplevelsen af rumakustik.
Det er et generelt problem for hørepropper med aktiv støjreduktion. Når man befinder sig i støjende omgivelser, lytter man desuden mindre kritisk til hi-fi. De detaljer, der forsvinder med støjreduktionen, ville under alle omstændigheder drukne i støj uden ANC.
Derimod er der god grund til at skrue støjreduktionen ned til laveste niveau i mere stille omgivelser. Så lyder musikken bedst. Sjovt nok ikke med ANC slået helt fra, for så bliver lyden tyndere.
Der er i det hele taget godt med tryk og en fin og rytmisk bas, så popmusik stortrives. Celloer kan derimod blive lidt hårde i toppen på høj volumen. I så fald må man skrue ned for lydstyrken. Så lyder de fint igen.
Der mangler generelt lidt luft helt i toppen, og lydbilledet er lidt mere snævert end på de allerbedste. Men den samlede pakke er alligevel rigtig god med mange praktiske funktioner, der ikke går ud over kvalitetsoplevelsen. Man får meget for pengene med Elite 85t.
Konklusion
Elite 85t er Jabras bedste hørepropper hidtil med rigtig god lyd, god støjreduktion – og rigtig god talekvalitet. Ganske vist efter at DSP’en har fået et par sekunder til at aktiveres.
Vi er meget tilfredse med Jabra Elite 85t, og det er fristende at sige, at de er, hvad Bose QC Earbuds burde have været.
Også i denne test:
X by Kygo Xellence
Kygos bedste hørepropper
Med premium-hørepropperne Xellence sigter X by Kygo højere og lykkes i det store og hele godt.
Sony WF-SP800N
Sony-hørepropper til aktive brugere
Sony tilbyder et billigere og opdateret alternativ til deres lidt forældede flagskibsmodel.
Bose QuietComfort Earbuds
Lidt tamt fra Bose
Vi havde forventet meget mere.
Sennheiser CX 400BT
Ribbet favorit
Med CX 400BT har Sennheiser taget udgangspunkt i deres topmodel og fjernet alle unødvendige ekstrafunktioner for at sænke prisen.
Huawei Freebuds Pro
Klonernes angreb
Der er kommet så mange skamløse AirPods-kopier, at man ikke længere reagerer. Det her er nok den bedste.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer