TEST: JBL 4349

Lige siden jeg var en lille dreng i 1980’erne, har jeg elsket hi-fi og god, kraftfuld lyd. Min far var nemlig inkarneret hi-fi-entusiast, og den slags har det med at smitte.

Men selv om min far gerne brugte mange penge på hi-fi og pladerens, havde han ikke meget tilovers for “referencehøjttalere”, som han kaldte dem. Han var glad for musik med tryk på, med Deep Purple, The Rolling Stones, Jimi Hendrix og Bruce Springsteen som selvskrevne favoritter. Og her var der brug for et hi-fi-anlæg med “hår på brystet”.

Da han tog mig med på min første hi-fi-messe for godt 30 år siden, kunne det virke, som om high-end-producenterne konkurrerede om at gengive et klaver bedst muligt på bekostning af alt det sjove. Vi overværede sågar en seance i selveste Koncerthuset, hvor en udstiller havde medbragt et par små standerhøjttalere – med en masse diskant-enheder hele vejen rundt – for at imponere med et enkelt klaverstykke. Jo jo, det lød skam fint, men hvad kunne de ellers? Det fik vi aldrig svar på.

Det var ikke få hi-fi-messer, fatter slæbte min storebror og mig med til, og næsten lige så mange gange kørte han irriteret hjem igen. Referenceanlæg. Kedeligt!

Det skal rocke

Vel hjemme igen trak han gerne Springsteens Born in the USA eller Dire Straits’ Brothers in Arms frem, satte sin direkte drevne pladespiller Kenwood KD-500 i omdrejninger og drejede volumenhjulet op på klokken 11 på Harman Kardon 730-receiveren, som for sin del stødte guitarriffene ud gennem et par ærkeamerikanske JBL L112 med hver sin heftige 12-tommer. Sådan skulle det lyde!

Fatter kunne nok være lidt snæversynet, når det gjaldt hi-fi. For man skal faktisk ikke kimse ad et hi-fi-anlægs evne til at gengive finstemte instrumenter på den mest troværdige måde. Men han havde helt ret i, at meget kan lyde kedeligt, når man fodrer det med pop og rock. Det kan selvfølgelig have noget at gøre med de flade indspilninger, som vil lyde tamt og skarpt, når de gengives af et nådesløst afslørende hi-fi-system. Men det kan lige så vel have noget at gøre med evnen til at flytte luft.

Smalle frontplader er normen

De allerfleste højttalere – dyre som billige – har bas-enheder af beskeden størrelse. Det skyldes, at frontpladen skal være smal, så man i størst mulig grad undgår lydbølger, som støder sammen på kryds og tværs langs baflen, før de stråler ud i rummet – forvrænget og tidsforskudt.

Vil du have oplevelsen af timing og stereoperspektiv, må baflen derfor være smal. Vil du presse meget luft, må du altså have flere små bas-enheder i stedet for én stor. Vil du have stor kabinetvolumen, må kabinetterne af samme årsag være dybe i stedet for brede. Det er budskabet til rigtig mange højttalerkonstruktører.

Stort er fedt

Der findes mange særdeles gode højttalere baseret på dette princip. Men ingen af dem lyder som fatters gamle JBL L112. Der var noget særligt ved den varme og fylde, man får fra de store bas-enheder, og evnen til at lyde federe og federe, jo højere man spillede.

Og nej, det er ikke bare nostalgiske minder. For nylig har jeg nemlig købt mig et par ældre JBL 4411 studiemonitors med samme bestykning som L112, men med bedre delefiltre og designet til at lyde tidslineært i liggende frem for stående position. Men lyden er umiskendeligt god, gammel JBL-klang. Fyldig, stor og dejlig.

De er slet ikke fejlfri, diskanten lyder lidt skarpt, og særlig homogent er det ikke. Delefrekvensen mellem mellemtone og diskant er sat til hele 4000 Hz. Det er næsten lige dér, hvor øret er mest følsomt, og absolut ikke dér, hvor du ønsker at have et delefilter, som uundgåeligt vil kludre med fasen. Højttalerne lyder dog alligevel hammerfedt – især som de nærfeltshøjttalere, jeg bruger dem som.

JBL 4349 – raffineret vildskab

Det bringer mig frem til dagens højdepunkt. JBL er nemlig på ingen måde holdt op med at konstruere store, kasseformede højttalere med kraftige enheder. Det er de fortsat med under navnet Synthesis. Det er en helt anden afdeling end de kinaproducerede Bluetooth-højttalere og hovedtelefoner – her laves der udelukkende hæderlig hi-fi.

Deres gamle studiemonitors er for nylig blevet genoplivet og nyder nu gavn af ny og opdateret viden om, hvordan man laver de bedst mulige højttalere.

JBL 4349 har en 12 tommers bas-enhed i stil med mange klassiske JBL-monitors. Kabinetterne er større end på både mine gamle monitors og klassikerne L112, så 4349 kan presse mere luft og dermed spille højere uden at gå i kompression. Men i modsætning til sine ældre familiemedlemmer er dette en ren tovejskonstruktion. Det betyder, at der ikke er en dedikeret mellemtone-enhed. I stedet sidder der et diskanthorn, der optager lige så meget plads som bas-enheden!

Diskanthorn opfylder hele tre ting på én gang

Diskanthornet, som faktisk er to 1,5 tommers kompressions-enheder uden på hinanden, har tre funktioner: For det første håndterer det et meget højere lydtryk end en standard dome-diskant. Det er desuden enklere at kontrollere spredningen af et diskanthorn, så mere af energien når frem til sofaen, før den reflekteres fra sidevægge, gulv og loft.

Det giver bedre timing og gør, at rummet påvirker den endelige lyd i mindre grad. Og til sidst: Husker du det, jeg sagde om diffraktioner fra en stor frontplade? Altså, her går hornet så at sige helt ud til kanterne af kabinettet, så der er egentlig ikke tale om nogen frontplade. Og eftersom det hovedsagelig er i diskantfrekvenserne, man har problemer med diffraktion, er problemet hermed løst.

Diskanthornet på JBL 4349 har i øvrigt en speciel form, der fungerer som en waveguide for diskantfrekvenserne. Det minimerer den forvrængning, man normalt forbinder med horn, så man slipper for den skarpe bjældelyd.

Slagkraftig 12-tommer

Den kraftige 12 tommers bas-enhed har en stiv og let membran af ren cellulose (papir) og derudover en svingspole på hele tre tommer for at have bedst mulig kontrol over enheden selv ved et højt lydniveau. For at reducere forvrængning er der to modstående ophæng.

Kabinetterne er 2,5 cm tykke og med frontmonterede refleksporte. De er af træfinér i møbelkvalitet og fås i enten valnød med blå front eller sort valnød med sort front.

Dobbelte terminaler og tonekontrol

Dobbelte terminaler på bagsiden giver mulighed for bi-wiring/bi-amping, og i vanlig JBL-stil kan man lave toneindstillinger med to hjul, som trinløst dæmper høje frekvenser og “ultrahøje” frekvenser. Det gøres ved passivt at ændre delefiltrenes egenskaber.

Standerhøjttalere

Hvis man er vant til gulvhøjttalere i normal højde, har JBL 4349 et lidt uvant format. Højttalerne bliver for lave til at stå direkte på gulvet. De skal derfor betragtes som standerhøjttalere, men at kalde dem reolhøjttalere vil være forfejlet. De er hele 74 cm høje, 44 cm brede og 32 cm dybe – og tilsammen 76 kilo tunge! – så pøj-pøj med din IKEA-reol.

JBL anbefaler derfor at sætte dem på gulvstanderne JS-120, som koster godt 2.000 kroner oveni.

3 … 2 … 1 … Lift-off!

Får højttalerne mig til at vippe med foden, spørger du måske. Prøv System of a Downs Toxicity-album og spil det fra begyndelse til slut for fuld udblæsning! Med JBL 4349 drevet af Hegel H390 (42.000 kroner) lyder det så fedt, at jeg et øjeblik glemmer, at det hele ikke er så festligt for tiden.

Med numre som “ATWA” og “Toxicity” på playlisten har jeg lyst til at bælle en syndflod af øl, mens jeg headbanger løs, så hjernen ruskes godt igennem. Man kan sige det samme om “The Gentle Art of Making Enemies” fra Faith No Mores bedste album, King for a Day, Fool for a Lifetime fra 1995. Det var dengang, man faktisk spillede hård rock til fester og ikke bare den spæde elektropop, man får serveret i dag.

JBL 4349 er lette at placere i rummet. De kan stå et stykke fra væggen for at give et bedre stereoperspektiv og indtryk af dybde, eller tættere på bagvæggen for en ekstra heftig bas-oplevelse – uden at det bliver svulstigt.

I high-end-klassen er der ikke mange højttalere, der er lige til at sætte op, hvor du vil have dem, og så bare lade dem være. Dette sæt er et af de få. Så skidt med, at bassen ikke er af den allerdybeste slags. Den er derimod lynhurtig, og det er meget vigtigere.

Akustiske toner

Men JBL-højttalerne kan ikke bare spille rock; det ville i så fald have været utilgiveligt til over 60.000 kroner for et par! Tag blot balladen “I See a Darkness” af Bonnie “Prince” Billy. En smuk sang, hvor Billy inderligt krænger sin sjæl ud. Stemmen står klart frem, mens elbassen runger varmt og fyldigt. Klangen fra klaveret er enorm, og følelserne i musikken strømmer bare ud af højttalerne.

Uden sidestykke

Højttalere med en lyd som denne tror jeg ikke produceres af andre end JBL. På den ene side lyder det anderledes, end hvad andre high-end-producenter sigter mod. Varmere og helt sikkert federe. På den anden side kan man ikke sige, at det ikke lyder realistisk. Højttalerne trækker ganske vist lyden i en slags retning, men alligevel uden at den fremstår farvet.

Man kan godt drage en parallel til Klipsch, som også er gode til højlydte højttalere med horn. Men Klipsch har ikke lige så godt dæmpede kabinetter som JBL, og jeg mener afgjort, at Klipschs horndiskanter er grovere i mælet end her.

For selv om JBL ikke har ultra-svævende overtoner af typen “superdiskant”, så er den så finsleben og velafstemt, at det eneste, der afslører, at det må være et horn, er at almindelige dome-diskanter ikke tåler det samme lydtryk. Det her er nemlig virkelig sager!

Forskellige forstærkere

Man kan dog ikke bare koble højttalerne til en hvilken som helst forstærker og tro, at det lyder optimalt. For selv om de spiller det meste vældig godt, er der visse ting at tænke på. Da jeg prøvede den ellers rigtig gode Primare I35 Prisma (26.000 kroner), skete der nemlig noget med dynamikken.

Ved højere lydniveau blev det fladere og med en mindre kontrolleret bas end med Hegel’en. Der var omvendt endnu mere af det gode med McIntosh MA7000 og endnu en tand vildere med Hegel H590 (70.000 kroner).

Mens 4349 nok er lettere at drive end de fleste high-end-højttalere, trives de nemlig med at spille i et højere gear end mange andre højttalere. Man skal med andre ord være glad for at spille lidt højt, hvilket igen kræver en forstærker med kraft frem for den højeste opløsning.

Dermed ikke sagt, at 4349 ikke sætter pris på en opløst forstærker, bevares. Jeg fik en fin aha-oplevelse med Mola Mola Kula (test på vej), en 2 x 150 watt digital forstærker, som rummer den bedste DAC, jeg har hørt (hvis man vælger DAC-optionen til i alt næsten 140.000 kroner). Den får overtonestrukturer til at strømme ud af højttalerne og tilfører et ekstra lag af musikformidling.

Men hvis man har brændt hele budgettet af på disse højttalerne og har brug for en billig forstærker til at drive dem, ville jeg meget hellere gå efter en kraftig NAD, Rotel eller Emotiva frem for en “velklædt” Rega eller Marantz. Det bedste fra begge verdener får du med f.eks. Hegel H390, Musikal Fidelity M8xi – eller hvorfor ikke Devialet Expert 220 Pro?

Alternativer

Hvis du falder pladask for lyden i JBL 4349, kan jeg egentlig ikke komme i tanke om andre højttalere, jeg hellere vil anbefale. Enten bliver det for groft (Klipsch RF-7 III), eller også bliver det for “tamt” (Bowers & Wilkins 702 S2 Signature). Ikke at B&W generelt er tamme, bare i forhold til JBL 4349. En mulig kandidat kunne være Focal Kanta No.2, men også det bliver en anden sag.

Én ting skal nævnes: Det er helt sikkert muligt at presse JBL-højttalerne til bristepunktet uden at få sprængt sine trommehinder. Jo, det er vældig højt, men ikke i nærheden af, hvad man f.eks. kan med Klipsch RF-7 III. Højttalerne vil i så fald gå i forsigtig kompression i bassen, så det er begrænset, hvor hårde mavepustere man får, når man giver den gas.

Hvis du af en eller anden grund skulle mene, at JBL 4349 ikke er tilstrækkelig slagkraftig, er det nok storebror 4367 med 15 tommers bas, der er aktuel. Her må du op i 120.000 kroner for et par.

Konklusion

Det er næsten til at fælde en tåre over, hvordan JBL 4349 bringer mig tilbage til ungdommen. Dengang det var sjovt at spille højt, og hvor min families kælder var midtpunktet for festen. Denne lyd er nemlig sådan, som jeg mindes, at hi-fi var – og så lige et par takker mere.

Højttalerne gør det virkelig sjovt at spille musik, så det er bare med at tage sine albums fra ungdommen frem igen og grine smørret. Samtidig får man en ekstra grad af opløsning, som gårsdagens store højttalere slet ikke havde. Par disse højttalere med en forstærker af ordentlig kvalitet, så ved du, hvad jeg mener.

Det her, mine damer og herrer, er Svanesøen i headbanger-outfit!