: JBL Synthesis

Et af lydbranchens store problemer har været, at der i lang tid blev solgt elendige surround-systemer med små skodhøjttalere og ringe forstærkning til familier, der troede, at de skulle have en biografoplevelse derhjemme. Men det er ligesom med så meget andet: Man får, hvad man betaler for.

Det var billige systemer, og når de indbefattede fem højttalere plus subwoofer samt en forstærker med fem kanaler eller mere, så var der selvfølgelig ikke lagt særlig mange kroner i hver del. De fleste ville have været bedre tjent med at købe et 2.0 eller 2.1 anlæg til samme pris; det ville have givet en langt bedre oplevelse.

Hvis et lydsystem til hjemmebiografen skal være rigtig godt, så koster hver kanal omtrent lige så meget som hver kanal til et godt stereoanlæg. Plus subwoofer. Dvs. ca. tre gange så meget som et stereoanlæg af samme kvalitet. Det er der ikke mange, der er villige til at smide på bordet.

Sådan nogle systemer findes dog, og så kan man selv opleve, hvor godt det rent faktisk kan være. Det er kun, når man ved, hvor godt det kan blive, at man kan vurdere, hvor langt man vil gå med sit eget system.

Selv har jeg et surround-sound system, der ikke er helt billigt, men stadig overkommeligt. Men den oplevelse, jeg har fået ved at have et førsteklasses hjemmebio-system et (alt for kort) stykke tid i mit hjem, betyder, at jeg bliver nødt til at udvide mit eget system. Først nu ved jeg, hvor godt det kan blive.

For en halv million
Og en førsteklasses hjemmebiograf kan man helt sikkert kalde det, som Thomas Gravesen fra Home Theater Professional (HTP) stillede op i mit arbejdsrum. Prisen for hele anlægget rundede halv en million. Med en bred margin. Arbejdsrum siger jeg, dvs. mit lydrum på 48 kvadratmeter, så der var masser af plads til alt det, der skulle derind.

En hel dag tog det at sætte systemet op og justere lyden, mens nedpakningen blev klaret på knap tre timer. Især tog det lang tid at montere lærredet, et 126 tommers Screen Research Fixed-Frame Supreme 3 ClearPix2 4K. Da lærredet er akustisk transparent, kunne det stå foran front- og centerhøjttalerne. For at få baghøjttalerne placeret det rigtige sted i den rigtige højde satte vi dem simpelthen op på væggen med solide beslag. Det betød et par huller i væggene, men skal det være fint, så lad det være fint.

Elektronikken var en state-of-the-art processor og en syvkanals effektforstærker fra Datasat. Hvis man ikke kender Datasat, så købte de for et par år siden det langt mere kendte DTS, men har valgt at markedsføre alt under Datasat-navnet. RS20i er forbrugerversionen af deres professionelle biografprocessor, og den kan så meget, at det kunne fylde en hel artikel i sig selv.

Det mest markante er måske, at den indeholder et kalibreringssystem fra svenske Dirac, som giver mulighed for at tune lyden på ekstremt kompetent vis. Dirac er virkelig eksperter på området, og deres systemer og ekspertise anvendes bl.a. af nogle af bilindustriens mest estimerede mærker.

Vi målte mit rum – ti målinger med forskellige mikrofonplaceringer – og trimmede lyden via to target-kurver; en, HTP har arbejdet sig frem til som en god generel kurve for disse højttalere, og en, hvor vi ændrede lidt på kurven, så den mere lignede den kurve, jeg brugte som et velfungerende target, dengang jeg legede med rumkorrektion fra TacT. Det viste sig i løbet af testen, at HTP’s target-kurve var bedst.

Forstærkeren giver 7 x 300 watt og krævede to strømkabler for at fungere. Det betød masser af kræfter, og jeg oplevede aldrig, at den blev presset, selv ikke når volumen var skruet helt op. Det lød stadig rent, tydeligt og fint opløst. Og højt!

Jeg har aldrig brudt mig om projektorer i hjemmebiografer. Det har næsten altid været noget med, at der stod en projektor tæt på det ene øre og sendte massiv viftestøj og varme lige ind i hovedet. Det har forstyrret mig voldsomt, og næsten uanset hvor god lyden og billedet reelt har været, har det som regel ødelagt fornøjelsen for mig. Derfor har jeg hidtil holdt mig til et tv.

I og for sig ikke noget lille tv, men nu hvor jeg har haft fornøjelsen af et biograflærred på 126 tommer og en Runco X-200i projektor, der virkelig kan noget, så helmer jeg ikke, før jeg har en ordentlig projektor og et ditto lærred i min egen hjemmebiograf. Billedet var simpelthen utrolig godt. Nå ja, bortset fra da jeg kom til at sætte en dvd på, og det stod rystende klart, at opløsningen på Blu-ray er uendelig meget bedre.

Selve systemet
Men det er højttalersystemet, denne test – eller oplevelse – først og fremmest skal handle om. JBL har været leverandør af lydsystemer til biografer nærmest siden tidernes morgen. Derfor er det virkelig spændende at lægge øre til deres Synthesis-serie, som er firmaets yderst kompetente system til avancerede hjemmebiografer.

Det højttalersystem, der blev sat op i mit lydrum, bestod i front af tre SAM3-højttalere. Det er højttalere, der er tilgængelige i både en stående og en liggende model. Det, der adskiller dem konstruktionsmæssigt, er at den centrale del er roteret en kvart omgang. Således havde jeg to lodrette og en vandret højttaler, der blev stillet op bag lærredet i en højde af omkring 90 cm.

Bestykningen er en 1 tommes såkaldt Ultra-High Frequency Transducer – en titan kompressions-driver med svingspole af aluminium og i bedste JBL-stil monteret i et horn. Delingen op til den sker ved 1 kHz. Under den sidder et større horn med en 1,75 tommers dome kompressions-driver. Det element kommer ind ved 1 kHz. Bas/mellemtone klares af to 6,5 tommers elementer med aluminiummembran og neodym-magnetsystem. Højttalernes følsomhed ligger på 89 dB, og frekvensområdet opgives til 60 Hz – 40 kHz. Hver højttaler måler 69,5 x 25,9 x 32,1 cm og vejer ca. 15 kilo.

60 Hz lyder jo ikke som særlig meget bas. Og et ordentligt surround-system skal selvfølgelig have mindst én subwoofer. Eftersom jeg har et begrænset siddeområde med kun to pladser, mente Thomas Gravesen, at det var nok med én subwoofer, selv om de normalt plejer at sætte to ind i hjemmebiografer. Men sikke en sub! En treports passiv subwoofer med en 18 tommers bas, der har membraner af noget kaldet poron-fiber; modelbetegnelsen er S1S-EX. Denne højttaler alene vejer næsten 55 kilo og måler 87,6 x 53,3 x 55,9 cm. I mit lytterum blev subwooferen placeret centralt under det store lærred.

Baghøjttalerne var et par fleksible S4Ai højttalere, som kan bruges i både bipol- og dipoltilstand samt med direkte udstråling, hvis man vil høre musik. De kan endda også bruges som både side- og bagkanaler i et syvkanals system – samtidig. Her sidder der tre 1 tommes diskant-domes, to 4 tommers mellemtone-domes og en 8 tommers bas i hvert kabinet. Størrelsen er 60,6 x 35,6 x 9,5 cm, og vægten godt 10 kilo.

Generelt kan man sige om JBL’s Synthesis-højttalere, at det ikke ligefrem er design, der præger dem. Her handler det om funktion frem for form.

Ren nydelse
I løbet af de 12 dage jeg havde systemet, så jeg en hel del film, men også flere koncert- og musikfilm. En koncertfilm, som jeg tidligere kun har set dele af, Jeff Beck Live at Ronnie Scott’s, fik nu lov til at køre fra start til slut. Det er en herlig koncert med Beck i storform, og ikke mindst samspillet med basfænomenet Tal Wilkenfeld (der kun var 21 år på det tidspunkt) er fantastisk. At andre favoritter som Imogen Heap, Slowhand og Joss Stone gæster Jeff Beck på scenen, gør ikke sagen værre.

Her viste Synthesis-systemet, at det kan give en ypperlig musikalsk oplevelse. Især renheden og opløsningen imponerede. Jeg har altid været mistænksom over for horn, men JBL kan virkelig det dér. Der var ikke nogen hornkarakter at spore; i stedet kom den fart og spredning, som et hornsystem med kompressions-drivere kan give, når det er ordentligt konstrueret, virkelig til sin ret. Og jeg kunne nyde godt af en musikgengivelse, som mange tokanals anlæg til sekscifrede priser skulle være mere end glade for at kunne hamle op med.

The Dark Knight og Prometheus var to af de film, jeg nød mest på anlægget. Det bankrøveri, der er i åbningsscenen af The Dark Knight, blev fantastisk levende takket være den intense lyd. Her viste subwooferen også, at den kan spille med både styrke og kontrol samtidig, og den var fornemt integreret med resten af højttalersystemet.

Prometheus var en ren nydelse. Her er masser af lydillustrationer, både til at sætte stemningen og skræmme tilskuerne. Synthesis har benhård kontrol over effekterne, og integrationen i rummet er strålende. Man kunne forestille sig, at alt i rummet kom i svingninger, men ikke engang mit flygel protesterede, da subwooferen fik sofaen til nærmest at vibrere.

Der blev også hældt noget stand-up på systemet for at høre, hvordan det fungerede med kun én stemme og et publikum. Komikeren Billy Connolly er skotte, så hvis hans stemme ikke kommer ordentligt frem, kan han være lidt svær at forstå. Men sjov, det er han!

Med dette lydsystem var det overhovedet ikke noget problem. Monologen og de publikumslyde, der ofte kan sløre, hvad han siger, er fornemt adskilt, og stemmeklangen er helt naturligt. Nu har jeg hørt Billy på flere højttalersystemer såvel som på computerhøjttalere og hovedtelefoner, og med JBL Synthesis lyder det meget ægte, og han er nemmere at forstå end nogensinde.

Overvældende
Jeg har i mange år både selv haft og prøvet mange musikanlæg af en klasse, som det er få forundt at lytte til. Når folk har været hjemme hos mig, har de ofte – og ofte til deres egen overraskelse – fået revidere deres opfattelse af, hvad det vil sige at høre musik derhjemme. Flere har siden gjort betydelige investeringer for at få en ordentlig musikalsk oplevelse i deres eget hjem. Når man har hørt, hvor man kan komme hen, er det også nemmere at finde ud af, hvilken vej man skal gå.

Jeg har længe vidst, at det dér med hjemmebiograf og musik i mange kanaler var noget, jeg skulle undersøge nærmere. Det anlæg, jeg nu har haft hjemme, har lært mig noget om, hvor betagende oplevelser man kan få med korrekt opsat udstyr af topkvalitet. Det er simpelthen utroligt, så stor forskellen er. Jeg er fuldstændig overvældet.

At JBL Synthesis-højttalersystemet ville give en prægtig filmoplevelse, havde jeg ventet på forhånd, men at det også ville fungere så godt med musik, kom som lidt af en overraskelse. Den samlede oplevelse var enorm. En stor del af skylden for det jeg tror ligger hos de særlige baghøjttalere. For de spredte bagkanalerne, så rumfølelsen i lyden bare var der, uden at man lagde mærke til højttalerne. Det lød så let og naturligt, og det fokus på, at “der står en baghøjttaler”, som man så ofte kan få, var helt væk.

Nu har jeg selv set og hørt, hvor langt man kan komme med en hjemmebiograf. Jeg har set lyset! Og jeg har allerede abstinenser …