TEST: Klipsch Klipschorn

I en tid, hvor det handler om at skifte ud og opdatere så hurtigt som muligt, bliver man glad, når man ser et produkt, der har været på markedet i mange år. I den henseende er der ingen over og ingen ved siden af legendariske Klipschorn. Den store, hjørneformede højttalermodel er blevet produceret siden 1946, og den version, man kan købe i dag, er i alt væsentligt identisk med originalen.
Det var i Hope, Arkansas, at den unge radioamatør Paul Klipsch arbejdede med sin store stolthed. Efter ti års overvejelser og designskitser så den første prototype dagens lys i 1942, mens den første produktionsmodel altså stod klar fire år senere.

Klipschorn er ikke og har aldrig været som andre højttalere. For det første er den gigantisk med sine næsten 130 cm i højden og 80 cm i bredden. Men det er først og fremmest hjørneformen, der adskiller den fra andre konstruktioner.
Hvis du har en symmetrisk stue med to modstående vægge, er det egentlig meget enkelt: Du skubber bare højttalerne helt ind i hvert hjørne, hvor de så står vinklet mod lyttepositionen i midten. Færdigt arbejde. Ingen biksen og baksen med placering i forhold til væggene.
En bonus ved denne placering er, at man undgår faseproblemer, hvor de lydbølger, der slår ind i bagvæg og sidevægge, reflekteres frem igen og tidsforskudt blander sig med de andre lydbølger – med ulden lyd som resultat. Ved hjørneplacering tvinges alle lydbølger derimod i samme retning, hvilket giver en bas, der er strammere end en garder i retstilling!
Oven i hatten får man 6 dB gratis volumen: Hvor man normalt ville bruge 100 watt, behøver man kun 25 watt for at opnå samme volumen ved hjørneplacering. Klipschorn er desuden udformet på en måde, der gør, at væggene fungerer som en forlængelse af bas-enhedens hornladning, og som også hjælper på følsomhed og timing i bassen.

Ekstrem følsomhed

Klipschorn har en vanvittig følsomhed på hele 105 dB med én eneste watt forstærkerkraft takket være den ekstra følsomhed, man får ved at placere mellemtone og diskant i hver sit akustiske horn.
Det var et princip, som næsten alle brugte før i tiden, inden de kraftige transistorforstærkere kom på markedet. Da meget få forstærkere gav mere end 10 watt pr. kanal, måtte man manipulere højttalernes akustiske egenskaber, så man ikke behøvede så meget strøm for at spille højt.
I Klipschorns tilfælde får du hele 115 dB med 10 watt, mens højttaleren kan klare smertefulde lydtryk op til 121 dB med bare 40 watt.

15 tommers vildskab

En kapabel 15-tommer hamrer løs for at følge op i basregisteret, og du kan spille så højt, at huset nærmest falder fra hinanden. Men det var som udgangspunkt ikke pointen med højttaleren. I stedet var tanken, at Klipschorn skulle spille så uanstrengt og “live” som muligt, uanset lydniveau.
Selv når man spiller lavt, skal man kunne fylde rummet med et stort lydbillede og stor dynamisk kontrast, så svage tromme-whiskers lyder netop sådan – men uden at drukne i lydbilledet – mens en brutal blæsersektion står ud i al sin brutalitet.

Konstruktionen er bevaret

Det er ikke underligt, at Klipschorn blev så populær. Der var ikke rigtig andre højttalere på markedet dengang, som kunne formidle musik på den måde. Men der er sket meget siden 1946, og spørgsmålet er, hvordan konstruktionen har modstået tidens tand. I dag findes der trods alt en hel del højttalere, som både kan spille vanvittig højt og også utrolig godt ved lav volumen. Wilson Audio, McIntosh, Piega og Focal er blot nogle af de producenter, der har store og kapable højttalere af referencekvalitet.
Men Klipschorn er noget for sig. Den ser unægtelig gammeldags ud, næsten forhistorisk. Nærmest som en forvokset fuglekasse med sine kabinetter i finér. Mellemtonen og diskanten sidder i et separat, løst hjørneformet kammer oven på baskabinettet, som altså huser en 15-tommer. Den plejede at være af papir, men er nu et komposit af fiber og plastmateriale for at reducere forvrængning.
Tilslutningerne er herligt gammeldags med ledninger termineret med prunkløse spadestik. Næsten som var der talte om hjemmebyggeri. Men det er kun, til man tænder for musikken!

Lyden af Klipschorn

Jeg havde virkelig lyst til at prøve de ekstremt følsomme højttalere – som i vores tilfælde var i sort ask – sammen med en simpel forstærker. Og vi havde Yamahas nye WXA-50 inde samtidig, der er en moderne streaming-forstærker opgivet til at yde 2 x 55 watt i 8 ohm. På papiret skulle den kunne drive disse højttalere med et lydtryk på over 120 dB, når man sidder tre meter væk. Den koster kun 4.000 kroner og er dermed helt “forkert” til højttalerne, men ideen er jo, at de skal kunne drives af stort set hvad som helst.
Med Tidal afspillet trådløst via AirPlay starter vi stille og roligt med norske Moddis dejlige cover-album Unsongs, hvor han spiller sange, der i tidens løb har været bandlyst af myndighederne. Og hans version af Kate Bushs “Army Dreamers” lyder følsomt, samtidig med at guitaren og klaveret klinger sprødt og lækkert.
Man mærker straks, at det er højttalere, der formår at fylde et rum med lyd. Moddis stemme står kontant og smukt ud i rummet, mens instrumenterne placeres fint i bredden. Bassen er fyldig, samtidig med at man får en følelse af, at der ligger noget og lurer under overfladen og bare venter på at blive sat fri. Som en V8-motor i tomgang, klar til at eksplodere når som helst.
Den billige Yamaha-forstærker formår dog ikke at opfylde dette løfte. For hvis man skruer op for lyden, bliver det ganske vist højt, men lyder samtidig så fladt og livløst, at det ikke er specielt fedt. Her må man nøjes med hyggeniveau.

Strømsvag

Der er ingen tvivl om, at de følsomme Klipschorn trækker det maksimale ud af den lille forstærker. Hvis du har en strømsvag forstærker og gerne vil fylde rummet med det størst mulige lydbillede, så er Klipschorn afgjort en vej at gå.
Det leder tankerne hen på effektsvage, men fantastisk vellydende “single-ended” rørforstærkere som Cary Audio CAD 300SEI (2 x 11 watt) og EAR 869 (2 x 15 watt). Men omvendt er det ikke den slags forstærkere, der kan få det sande potentiale ud af disse højttalere. I hvert fald ikke hvis du ligesom mig kan lide at spille højt.
Hvis du er glad for lyden af rør, vil jeg hellere foreslå en push-pull forstærker som McIntosh MC 275R. Eller Audio Research GSi75, hvis du virkelig vil kunne skrue op.

Lad V8 være V8!

Mit første møde med seriøs hi-fi var min fars JBL L112 i 1980’erne og siden de gigantiske Everest D55000, og lige siden har jeg været glad for højttalere, der nærmest kan vælte væggene. Af samme grund var mit første stereoanlæg for egne penge bygget op omkring Cerwin-Vega DC15 (hey, man skal jo starte et sted!).
Når jeg så får et par store højttalere med enorm følsomhed ind på gulvtæppet, er jeg nødt til at koble noget seriøs kraft til for at se, hvad de virkelig kan. Med Hegel H30 på 2 x 330 watt i 8 ohm burde den ged være barberet. I teorien er 130 dB kraft nok til at slå fra sig med et højere lydtryk end nogen rockkoncert, du har været til. Det er lydtrykket fra et jagerfly 250 meter væk.
Og tak for kaffe! Selv ved almindeligt lytteniveau er der en vanvittig kontrol over lyden. Det smælder i guitarstrenge, sangstemmer lyder større end huse, og saxofonen på PJ Harveys “Chain of Keys” lyder så råt, brutalt og barskt, at den forplanter sig ind i rygmarven.
Synth-bassen og stortrommen på Scandinavian Noir-nummeret “The Sea” med ARY er et kapitel for sig. Tyngden. Slagkraften. De elektroniske percussion-slag kommer hurtigere ud, end jeg længe har hørt. Og i modsætning til hvad man kunne tro, lyder vokalen fra Ariadne Loinsworth – som hun egentlig hedder – aldrig skarpt. Klipschorn gengiver den varmt og fyldigt.
Men det er trods alt en hornhøjttaler, og diskanten er ikke den mest silkebløde og superluftige, jeg har hørt. Elektrostatpanelerne på MartinLogan Summit X og diamantdiskanten på Bowers & Wilkins 803 D3 har en væsentlig mere luftig spillestil.
Og mens Klipschorn har et meget bredt lydbillede og kan smække en massiv mur af overstyret guitar op, så giver de ikke noget særligt indtryk af dybde. I den henseende minder de mere om McIntosh XR200. Men Klipschorn er endnu mere rå og brutale.

Massivt lydbillede

For det er et vanvittig massivt lydbillede, vi får her. Jeg tør ikke skrue helt op til 120 dB, men selv langt over, hvad jeg selv orker i længden, viser højttalerne ingen tegn på udmattelse.
Rage Against the Machines “Know Your Enemy” (originalen, ikke den remasterede fra 2012!) har vildt meget tryk på. Stortromme og elbas slår helt ind i knoglemarven, mens højttalerne maler en mur af forvrænget guitar op, når Tom Morello trykker den af. Det er længe siden, jeg har haft det så fedt på arbejdet!

Konklusion

At Klipschorn er en 70 år gammel højttalermodel, er let at se. Der er intet ved den, der ser moderne ud. De gigantiske femkantede kabinetter ligner nærmest forvoksede fuglekasser, som de står der i hjørnerne. Men hvis du tror, det betyder, at højttalerne lader sig tørre af mere moderne konstruktioner, så må du tro om igen.
Klipschorn spiller højt, stort, hårdt og brutalt, og med tilstrækkelig forstærkerkraft kan de næsten vælte væggene med en lyd, der er meget federe end den, man får til koncerter. Samtidig formår de også at spille lavt med overbevisning, og de lyder aldrig skarpt, bare stort og massivt.
Det er dog ikke det mest korrekte analyseværktøj. F.eks. lyder bassen en smule farvet, kabinettet spiller lidt med, og diskanten ruller tidligere af i toppen end på mere “korrekte” konkurrenter. Men selv simpel akustisk musik nyder godt af det ekstra liv, som Klipschorn tilfører. For mere ægte “live-lyd” skal man lede længe efter.
Højttalernes ekstreme følsomhed på 105 dB med 1 watt og det faktum, at man får 6 ekstra dB ved hjørneplacering, gør at man kan tilslutte nærmest en hvilken som helst forstærker. Er du fan af rørforstærkere, kan du trygt vælge Klipschorn – hvis du altså har plads. Men vid, at højttalerne kun vokser med opgaven: Når de får endnu mere kraft, får du endnu bedre kontrol.
Det er sjældent, at high-end har været så sjovt. Livet som anmelder bliver lidt kedeligere fra nu af!