: Klipsch RF-7 II

Lige siden jeg testede Klipsch RF-7 tilbage i 2002, har jeg jagtet den samme oplevelse. Det var første gang, jeg hørte højttalere på størrelse med et køleskab spille sart akustisk musik med lige så meget troværdighed som det mest hårdtslående rock. Ekstreme højttalere på alle måder! Ikke så neutrale i tonestrukturen, men de evnede at dundre løs i bassen og samtidig have tonalt format og god opløsning. Så var det lige meget, at kabinettet spillede lidt med, og at diskanten ikke havde helt samme luftighed som en bånddiskant. Live-følelsen var der i hvert fald ikke noget i vejen med!

Desværre gik RF-7 ud af produktion i 2005. En midlertidig erstatning kom i form af RF-83 med tre 8 tommers bas-enheder i stedet for de to 10 tommers i RF-7, hvilket gav RF-83 et slankere fodaftryk. Tanken var måske, at de ville være mere “konevenlige” og kunne accepteres i flere stuer. Men det hjalp ikke, at de var slankere, da de både var højere og dybere end forgængerne. Også RF-83 var virkelig seje højttalere, men jeg fik aldrig helt den samme gedigne lydoplevelse, som jeg huskede fra RF-7. Og jeg har aldrig fået den igen.

Som årene er gået, uden at jeg genfundet lytteoplevelsen fra RF-7, har jeg spekuleret på, om det er mig, der husker forkert. Det er trods alt over elleve år siden, jeg hørte dem, og dengang havde jeg kun arbejdet på Lyd & Billede i et års tid. En nybegynder, lige ud af lydteknikerskolen og uden de referencer, jeg med tiden har bygget op.

Derfor er det med en lidt skrækblandet fryd, at jeg nu har fået RF-7 II ind i testrummet. Skrækblandet, fordi jeg ved, det er svært at konkurrere med minder. Minderne om de hårdtslående trommer. Den rungende bas. Det storladne mellemtoneområde, der gav sangstemmer og instrumenter et format af de sjældne. Minder, som hurtigt kan vise sig at have været overdrevet.

Ti gange så effektive
Klipsch har i hvert fald gjort deres for at forbedre lyden fra forgængeren, først og fremmest ved at justere delefilteret. Siden det er tovejshøjttalere, skal bas-elementerne også spille mellemtone. På forgængeren var delefilteret sat til 2200 Hz, hvilket er temmelig højt for bas-elementer så store som 10 tommer. For ikke at blive for retningsbestemt skal diameteren af højttalermembranen være kortere end de lydbølger, der skal gengives. En diameter på 25 cm svarer til en øvre frekvensgrænse omkring 1300 Hz, og på RF-7 II har Klipsch sænket delefrekvens til 1200 Hz.

Den nye model har også fået et udvidet frekvensområde på bekostning af 1 dB følsomhed. Alligevel er RF-7 II – med en opgivet følsomhed på hele 101 dB (1 W/1 m) – over ti gange så effektive som de fleste andre gulvhøjttalere! Det er muligt takket være det store kabinet og de store basrefleksporte, og afrulning af bassen ved 30 Hz i stedet for 20 Hz, som man ellers kunne være fristet til. Desuden virker diskanthornet som akustisk forstærker for titaniumdiskanten.

Minderne er sande
I testrummet plejer jeg at starte med at placere højttalerne omkring 70 cm fra bagvæggen og en meter fra hver sidevæg. Det gør jeg også med RF-7 II, der til at begynde med peger lige frem.

Med min egen BASE-modificerede cd-afspiller Hegel CDP4A mk2 koblet til den fremragende integrerede forstærker Yamaha A-S3000 (37.000 kroner) er der dækket op til oplevelser af den heftige slags.

Sangen “Scratch” fra albummet Yes med Morphine er en god prøveklud, der får højttalernes egenskaber frem. Efter den korte bas-intro kommer trommerne ind sammen med en herlig raspende saxofon. Klipsch får storheden i klangen fra saxofonen mere massivt frem, end jeg længe har hørt, samtidig med at den er varm og fyldig. Måske det instrument, Klipsch-højttalerne tackler allerbedst. Den overdådige fylde i mellemtonen passer saxofonen perfekt og blæser den op til en størrelse, som de langt mere neutrale og “hi-fi-korrekte” Dynaudio Focus 260 eller Elac FS407 kun kan drømme om.

Jeg mærker mig, at højttalerne står lidt for tæt på bagvæggen, og trækker dem yderligere 30 cm ud. Og selv om delefrekvensen nu tillader en bedre spredning end før, bliver stereoperspektivet mere fokuseret, når højttalerne vinkles ind mod lyttepositionen.

Et vildt dyr
Herefter er det bare at sidde og smile. Og selv om jeg vil påstå, at højttalerne overbeviser mere på mande- end kvindestemmer, så er det dejligt at konstatere, at de heller ikke går af vejen for at spille lysere toner. Såsom den smukke ballade “Laura” med Bat for Lashes. Klaveret klinger klart med et stærkt anslag, mens Natasha Khans stemme står midt i og stråler.

Det kan også let høres på bare et enkelt stykke musik, at højttalerne har en ekstrem dynamik. Selv når man spiller relativt lav, ser jeg et vildt dyr for mig, der er på vej ud af sin dvale. Ligger og venter. Venter på at eksplodere. Overskud og kræfter skal slet ikke undervurderes, selv når man spiller mere simple stykker musik ved moderat volumen.

Sammenligner vi igen med Elac og Dynaudio, så er de små detaljer ikke gengivet med samme finesse og opløsning på Klipsch. Her er der i stedet grandios lyd for alle pengene!

Sammenlignet med BG Radia FS-520 højttalere, som vi også har stående i testrummet, er der en helt anden størrelse og makrodynamik i Klipschs lydbillede, selv om opløsningen i toppen ikke er lige så god. Når vi skifter fra BG Radia tilbage til Klipsch, går min kollega Audun Hage så langt som til at mene, at det næsten er som at gå fra en rejseradio til et koncertanlæg – selv om BG Radia var koblet til to subwoofere fra Ken Kreisel!

Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, hvilke højttalere der er mest underholdende. Susanne Sundførs krævende “White Foxes” får stor gåsehudsfaktor, hvor BG Radia er tyndere og mere spidse i lyden.

RF-7 II favoriserer de mørkere frekvenser lidt. Men det er okay, for det er godt at få den nedre fylde frem også i lysere stemmer. Det er heller ikke sådan, at det på nogen måde lyder indelukket. Overtonerne kommer også godt ud, selv om de ikke sprudler på samme måde som mellemtonen og basområdet.

Vi skruer op
Men nu køber man jo ikke primært store Klipsch-højttalere for at spille lavt. Det er på tide at skrue op.

Rammstein er nærmest selvskrevet føde til højttalere som disse. F.eks. “Asche zu Asche” fra albummet Herzeleid. Det er industrial metal, når det er allerhårdest, med forvrængede guitarer, hårdtslående trommer og Till Lindemanns karakteristiske dybe stemme. Som skabt til store højttalere!

Og RF-7 II skuffer ikke. De hører ikke til dem, der går dybest i bassen, men har til gengæld vanvittig slagkraft i mellembassen. Samtidig er der god sammenhæng opover. Klipsch holder ikke noget tilbage: Lindemanns stemme kommer godt frem, og det står ud med bas, så det virkelig kan mærkes i brystet.

To ting slår mig. For det første at Rammstein er overkomprimeret i produktionen, så trommerne ikke trænger ordentligt igennem den store mur af guitarlyd, og spændingskurven i musikken bliver lidt for flad. Det vidste jeg godt. For det andet at selv letdrevne højttalere som disse har brug for en kraftigere forstærker end Yamaha A-S3000, hvis man virkelig vil spille højt.

Forstærkerskift
Ved hånden har jeg to Burson Timekeeper effektforstærkere (19.500 kroner, test kommer senere). De brokobles til mono og forbindes til forforstærkeren Hegel P30 med XLR-kabler. Med 240 watt hver i brokobling skulle der være gjort klar til ægte koncertniveau.

Og det er der. Den ekstra kraft giver mere liv og dynamik i lydbilledet ved høj volumen, samtidig med at opløsningen og roen bevares bedre. Man skal selvfølgelig ikke spille op til smertegrænsen i længere tid ad gangen, men det er interessant at høre, hvad der bor i disse vilddyr.

Ved mere moderat volumen er lyden ikke helt så fyldig, varm og lækker som Yamaha-forstærkeren, men meget ordentlig og kontrolleret.

Vi skruer endnu mere op
Ved normalt lytteniveau synes jeg, at jeg får fuldt udbytte af højttalerne med Yamaha-forstærkeren. Ikke desto mindre vil jeg gerne teste dem til grænsen – ikke bare hvad angår lydniveau, men også hvordan de opfører sig, når de bliver fodret med et signal fra en forstærker i den virkelige high-end klasse. Vores referenceforstærkere tilsluttes: To brokoblede Hegel H30 med forforstærkeren Hegel P30. 1100 watt til hver højttaler!

Der er først og fremmest en helt anden ro i lydbilledet. Baggrunden bliver kulsort, og selv om der afgjort findes højttalere med mere finmasket diskant, så ånder lydlandskabet mere, også i toppen. Tag f.eks. Ane Bruns fortolkning af Beyoncés “Halo”. Anes stemme står over for en pizzicato cello, omgivet af luftig rumklang. Klipsch-højttalerne får storheden frem i lydbilledet, og Anes stemme bliver tydeligt mere skrøbelig, mens celloen har mere pondus end med Yamaha A-S3000. Også ved lavere lydniveau.

Til at teste et højt lydtryk er How to Destroy Angels’ post-industrial nummer “Your Love Is Not Enough” fra soundtracket til The Girl With the Dragon Tattoo perfekt. Det starter blødt med Mariqueen Maandigs nøgne stemme, som så får følgeskab af elektriske bastoner, der bygger mere og mere op. Endelig sætter trommerne hårdt ind sammen med en mur af forvrænget guitar, som jeg aldrig har hørt det før.

Denne fabelagtige produktion viser, hvordan selv den sejeste hårde rock kan få et opløst og ikke mindst dynamisk lydbillede med Klipsch RF-7 II. Disse højttalere kan spille skræmmende højt! Og lyden bliver aldrig hård, før det simpelthen bliver for højt. Dét er sejt!

Noget af det bedste ved Klipsch RF-7 II er, at de – ud over at kunne slå helt vildt fra sig – lyder imponerende rent, pænt og nydeligt på lav volumen, selv om man ved, at vilddyret når som helst kan vågne igen.

Konklusion
Klipsch RF-7 II er meget store højttalere med et lige så stort lydbillede. De lyder langt mere balanceret, end man skulle tro ud fra deres udseende, selv om lydbilledet er på den fyldige side af neutral. Horndiskanten er ikke den mest opløste, men den er heller ikke lukket. Det hele hænger umådelig godt sammen, og med tilstrækkelig god elektronik lyder det heller aldrig hårdt.

Af samme grund kan man sige, at gode højttalere er altædende, hvad musik angår. Et fuldtonet symfoniorkester kan måske blive lidt for meget, men med alt andet lyder det fortræffeligt. Skru op for lyden, og vilddyret vågner!

RF-7 II kombinerer rå kraft og storhed med sød musikalitet. Næsten som en mellemting mellem Cerwin-Vega og Sonus Faber. Eller for at bruge en bil-analogi: Som om man havde bygget en monstertruck ud af en Bentley!

Klipsch RF-7 II er ikke som andre højttalere til prisen. Du kan sagtens finde højttalere med en mere neutral klangbalance og bedre opløsning i overtonerne. Men held og lykke med at finde nogen, der lyder lige så sejt, engagerende og samtidig raffineret nok til at være med på alt, hvad du serverer for dem!

Mine mere end ti år gamle minder om den første version af RF-7 blev slet ikke gjort til skamme. De blev snarere overgået.