annonse
annonse
annonse

Leica M Monochrom

Monokromspecialisten

Et kamera, som kun kan tage sort-hvide billeder, lyder absurd, men det er kun, til man ser billederne.

Meget skarp detaljegengivelse Stor og lys søger Solid kvalitet God software-pakke
Lille, lavopløst skærm Høj pris

I dag kan alle systemkameraer levere billedfiler, som holder så høj kvalitet, at gammeldags film bogstavelig talt blegner i sammenligning. Er man samtidig erfaren nok til at ordne efterbehandling uden at få sved på panden, kan man forvente meget af råfilerne fra et godt systemkamera. F.eks. hvis man vil have sort-hvid-kopier.

Der er bare en hage ved det. Alle kameraer er udstyret med et farvefilter, og de allerfleste også med et lavpasfilter på billedsensoren, som reducerer detaljeopløsningen. Hvis man kun skal fotografere i sort-hvid, behøver man ingen af filtrene. Men da ingen kun fotograferer i monokrom, laves der ikke digitale sort-hvid-kameraer længere.

Da Leica introducerede M Monochrom i maj 2012, rystede de fleste på hovedet, mens en lille gruppe fotografer jublede ekstatisk. Endelig et kamera for den krævende sort-hvid-fotograf. For Monochrom kan ikke lagre farvebilleder. Her findes ingen farvefiltre, intet lavpasfilter, og lyset falder direkte på en 18 megapixel CCD billedsensor, som kun registrerer lys. Ikke farver.

1954? Nej, 2012. Og kun sort-hvide billeder.

Unikt
Galskab i manges øjne, særligt til 53.000 kroner, men lokkende i andres. For med forbedret detaljeskarphed og – ifølge Leica – jævnere gråtoneskala, da hele farvespektret rammer billedsensoren ufiltreret, skal Monochrom give fotografen en sort-hvid-kvalitet, som ingen andre kameraer er i nærheden af. Bare det at fjerne lavpasfilteret eller benytte et meget svagere giver mærkbare resultatforbedringer på pixelniveau, også fordi mere lys slippes igennem. Nikon D800 E, Leica M9 og Fujifilm X-Pro1 er eksempler på, hvor godt man er lykkedes med svagere eller intet lavpasfilter. At Monochrom desuden mangler farvefilteret, ses, med det samme man ser billederne fra kameraet.

Enkelt funktionsniveau
Bortset fra nogle kosmetiske detaljer og den unikke billedsensor er alt her klassisk Leica, som vi kender det fra M9-modellen. Lukkertidshjulet til højre har valgbare lukkertider i halve eksponeringstrin fra 4 sekunder til 1/4000 sekund, indstilling for lukkertidsautomatik, Bulb-eksponering og markering af blitz-sync på 1/180 sekund.

På bagsiden er alle knapper mærket med ord, ikke symboler, og betjeningen er såre enkel. Skærmmenuerne er ikke særlig omfattende, men man kan vælge at lagre råfiler i det anvendelige DNG-format (som flere kameraproducenter burde bruge), enten sammen med eller i stedet for jpeg-filer. Vælger man jpeg, kan man bruge kameraets tre farvetone-effekter (sepia, kold og selenium) i foretrukken styrke.

Skærmen er kun 2,5 tommer, og med 230.000 punkters opløsning ikke særlig skarp. Jeg vil anbefale at basere sig på computerskærmen, når man skal tjekke skarphed og eksponering. Kameraet er heller ikke særlig hurtigt. Skudhastigheden er magre to billeder i sekundet. Lagringstiden er længere end på noget spejlreflekskamera, og så må man naturligvis fokusere manuelt.

Minimalisme: Lille skærm og få knapper.

Sort-hvid
Kameraet fungerer i tråd med traditionerne, og med undtagelse af at man slipper for at vente på fremkaldelse, fungerer det grundlæggende ligesom de Leica-kameraer, som Henri Cartier-Bresson brugte i sin storhedstid. Den måske mest berømte af alle Leica-fotografer skal have været inspirationen for Leicas ingeniører, der brugte Henri som projektnavn på Monochrom.

Kameraet er helt i Cartier-Bressons ånd og er et fortræffeligt værktøj til portrætter, dokumentation, reportage, gadefoto, landskab og stemningsbilleder. I sort-hvid.

Sort-hvid-fotografi har været en uudtømmelig inspirationskilde for millioner af fotografer, og selv fotograferer jeg i perioder kun i sort-hvid. Og da kun i jpeg-filer, uden råfilkopier, så jeg tvinges til at tænke i mono. Noget jeg oplever som skærpende, befriende og kreativt, fordi jeg ikke kan basere mig på, at farver bliver en del af udtrykket. Et billede ribbet for farver kræver ofte mere, og personligt synes jeg, at mange af mine bedste billeder er dem, jeg kun lagrer som sort-hvid.

Derfor føler jeg, at jeg genkender mig selv i mange fotografers glæde over Monochrom, som bl.a. er kommet til udtryk på mange foto-blogs. Efter at have studeret resultaterne fra kameraet på en kalibreret 2,5K computerskærm, lavet udskrifter på en kalibreret Epson-printer og knoklet med sort-hvid-softwaren Silver Efex Pro 2 (følger med Adobe Lightroom 4), må jeg medgive, at kameraet giver mig finere sort-hvide billedfiler end noget andet kamera, jeg har testet.

Der er ikke store forskelle, f.eks. sammenlignet med M9 eller X-Pro1, men der er finere, jævnere tegning i hudtoner, bedre grundkontrast og blødere kontrast i mørke partier. Skyer brænder ikke ud på samme tydelige måde som med andre kameraer, og hvide partier har synligt bedre tegning. Testbilleder taget på gråkort og X-Rite farvepalet i sort-hvid viste ingen umiddelbare forskelle sammenlignet med M9. Men udskrifterne og skærmvisningen gav mig synligt bedre sort-hvid-filer.

Da der ikke skabes nogen farvestøj ved høje ISO-værdier, sidder man bare tilbage med kornstøj. Som er marginalt synlig fra ISO 1600, og finkornet med klassisk kornstøj ved ISO 3200 og 6400. Som er fuldt brugbart til udskrifter, hvor man kan leve med klædelig kornstøj. Dårligt bliver det ikke, medmindre man skal have meget store papirudskrifter – eller endnu højere ISO.

Pletskud – for nogle
Hvis man er ude efter et rent sort-hvid-kamera med de åbenbare fordele, som billedfilerne fra M Monochrom har sammenlignet med andre kameraer i high-end klassen, har man kun ét valg. Og det er et rigtig godt et. Med Leicas legendariske optiske kvalitet kan Monochrom frembringe en billedkvalitet, som mange fotografer vil have gavn og glæde af, selv om de nok er få og dedikerede. Sandsynligvis med et Leica M9 eller et andet systemkamera, foruden Monochrom. Som sort-hvid-værktøj er Monochrom uovertruffet. Om end et nicheværktøj for dedikerede fotografer.

Serieoptagelse og lukkertidsautomatik er praktiske funktioner.

Velprøvet fototeknik

Fotografering med et Leica M-kamera kræver øvelse, men så bliver resultatet også derefter.

M Monochrom deler søgerprincip med M9-modellen. Man gør, som alle andre Leica M-fotografer har gjort siden 1954: Kigger igennem en rammesøger, komponerer billedet inden for den ramme, som er markeret i søgeren, fokuserer på det valgte punkt i motivet og stiller blænde og valgbare trin på objektivet – og lukkertid, dersom det ikke allerede er gjort af kameraets lukkertidsautomatik.

Denne proces tager selvfølgelig længere tid end at løfte et spejlreflekskamera til øjet og trykke udløseren ned. Men man får i hvert fald bedre tid til at tænke, vælge komposition og udsnit. Måske bliver billederne også bedre, når man ikke haster af sted efter endnu et skud.

En praktisk metode til at undgå at skulle fokusere manuelt hele tiden er at beregne den såkaldte hyperfokalafstand for det objektiv, man bruger. Så stiller man blænde og fokuseringsafstand på forhånd, vel vidende at alt, hvad der befinder sig inden for en given afstand fra f.eks. 2 til 10 meter, vil blive skarpt tegnet. Alle Leica M-objektiver har nemlig markeringer for dybdeskarpheden, så man kan vælge en blændeåbning, som passer til den skarphedsdybde, man ønsker, stille fokus og herefter bare skyde løs.

I dag kan alle systemkameraer levere billedfiler, som holder så høj kvalitet, at gammeldags film bogstavelig talt blegner i sammenligning. Er man samtidig erfaren nok til at ordne efterbehandling uden at få sved på panden, kan man forvente meget af råfilerne fra et godt systemkamera. F.eks. hvis man vil have sort-hvid-kopier. Der er bare en hage ved det. Alle kameraer er udstyret med et farvefilter, og de allerfleste også med et lavpasfilter på billedsensoren, som reducerer detaljeopløsningen. Hvis man kun skal fotografere i sort-hvid, behøver man ingen af filtrene. Men da ingen kun fotograferer i monokrom, laves der ikke digitale sort-hvid-kameraer længere. Da Leica introducerede M Monochrom i maj 2012, rystede de fleste på hovedet, mens en lille gruppe fotografer jublede ekstatisk. Endelig et kamera for den krævende sort-hvid-fotograf. For Monochrom kan ikke lagre farvebilleder. Her findes ingen farvefiltre, intet lavpasfilter, og lyset falder direkte på en 18 megapixel CCD billedsensor, som kun registrerer lys. Ikke farver. [caption id="attachment_32157" align="alignleft" width="460" caption="1954? Nej, 2012. Og kun sort-hvide billeder."][/caption] Unikt Galskab i manges øjne, særligt til 53.000 kroner, men lokkende i andres. For med forbedret detaljeskarphed og – ifølge Leica – jævnere gråtoneskala, da hele farvespektret rammer billedsensoren ufiltreret, skal Monochrom give fotografen en sort-hvid-kvalitet, som ingen andre kameraer er i nærheden af. Bare det at fjerne lavpasfilteret eller benytte et meget svagere giver mærkbare resultatforbedringer på pixelniveau, også fordi mere lys slippes igennem. Nikon D800 E, Leica M9 og Fujifilm X-Pro1 er eksempler på, hvor godt man er lykkedes med svagere eller intet lavpasfilter. At Monochrom desuden mangler farvefilteret, ses, med det samme man ser billederne fra kameraet. Enkelt funktionsniveau Bortset fra nogle kosmetiske detaljer og den unikke billedsensor er alt her klassisk Leica, som vi kender det fra M9-modellen. Lukkertidshjulet til højre har valgbare lukkertider i halve eksponeringstrin fra 4 sekunder til 1/4000 sekund, indstilling for lukkertidsautomatik, Bulb-eksponering og markering af blitz-sync på 1/180 sekund. På bagsiden er alle knapper mærket med ord, ikke symboler, og betjeningen er såre enkel. Skærmmenuerne er ikke særlig omfattende, men man kan vælge at lagre råfiler i det anvendelige DNG-format (som flere kameraproducenter burde bruge), enten sammen med eller i stedet for jpeg-filer. Vælger man jpeg, kan man bruge kameraets tre farvetone-effekter (sepia, kold og selenium) i foretrukken styrke. Skærmen er kun 2,5 tommer, og med 230.000 punkters opløsning ikke særlig skarp. Jeg vil anbefale at basere sig på computerskærmen, når man skal tjekke skarphed og eksponering. Kameraet er heller ikke særlig hurtigt. Skudhastigheden er magre to billeder i sekundet. Lagringstiden er længere end på noget spejlreflekskamera, og så må man naturligvis fokusere manuelt. [caption id="attachment_32160" align="alignleft" width="460" caption="Minimalisme: Lille skærm og få knapper."][/caption] Sort-hvid Kameraet fungerer i tråd med traditionerne, og med undtagelse af at man slipper for at vente på fremkaldelse, fungerer det grundlæggende ligesom de Leica-kameraer, som Henri Cartier-Bresson brugte i sin storhedstid. Den måske mest berømte af alle Leica-fotografer skal have været inspirationen for Leicas ingeniører, der brugte Henri som projektnavn på Monochrom. Kameraet er helt i Cartier-Bressons ånd og er et fortræffeligt værktøj til portrætter, dokumentation, reportage, gadefoto, landskab og stemningsbilleder. I sort-hvid. Sort-hvid-fotografi har været en uudtømmelig inspirationskilde for millioner af fotografer, og selv fotograferer jeg i perioder kun i sort-hvid. Og da kun i jpeg-filer, uden råfilkopier, så jeg tvinges til at tænke i mono. Noget jeg oplever som skærpende, befriende og kreativt, fordi jeg ikke kan basere mig på, at farver bliver en del af udtrykket. Et billede ribbet for farver kræver ofte mere, og personligt synes jeg, at mange af mine bedste billeder er dem, jeg kun lagrer som sort-hvid. Derfor føler jeg, at jeg genkender mig selv i mange fotografers glæde over Monochrom, som bl.a. er kommet til udtryk på mange foto-blogs. Efter at have studeret resultaterne fra kameraet på en kalibreret 2,5K computerskærm, lavet udskrifter på en kalibreret Epson-printer og knoklet med sort-hvid-softwaren Silver Efex Pro 2 (følger med Adobe Lightroom 4), må jeg medgive, at kameraet giver mig finere sort-hvide billedfiler end noget andet kamera, jeg har testet. Der er ikke store forskelle, f.eks. sammenlignet med M9 eller X-Pro1, men der er finere, jævnere tegning i hudtoner, bedre grundkontrast og blødere kontrast i mørke partier. Skyer brænder ikke ud på samme tydelige måde som med andre kameraer, og hvide partier har synligt bedre tegning. Testbilleder taget på gråkort og X-Rite farvepalet i sort-hvid viste ingen umiddelbare forskelle sammenlignet med M9. Men udskrifterne og skærmvisningen gav mig synligt bedre sort-hvid-filer. Da der ikke skabes nogen farvestøj ved høje ISO-værdier, sidder man bare tilbage med kornstøj. Som er marginalt synlig fra ISO 1600, og finkornet med klassisk kornstøj ved ISO 3200 og 6400. Som er fuldt brugbart til udskrifter, hvor man kan leve med klædelig kornstøj. Dårligt bliver det ikke, medmindre man skal have meget store papirudskrifter – eller endnu højere ISO. Pletskud – for nogle Hvis man er ude efter et rent sort-hvid-kamera med de åbenbare fordele, som billedfilerne fra M Monochrom har sammenlignet med andre kameraer i high-end klassen, har man kun ét valg. Og det er et rigtig godt et. Med Leicas legendariske optiske kvalitet kan Monochrom frembringe en billedkvalitet, som mange fotografer vil have gavn og glæde af, selv om de nok er få og dedikerede. Sandsynligvis med et Leica M9 eller et andet systemkamera, foruden Monochrom. Som sort-hvid-værktøj er Monochrom uovertruffet. Om end et nicheværktøj for dedikerede fotografer. [caption id="attachment_32170" align="alignleft" width="460" caption="Serieoptagelse og lukkertidsautomatik er praktiske funktioner."][/caption]

Velprøvet fototeknik

Fotografering med et Leica M-kamera kræver øvelse, men så bliver resultatet også derefter. M Monochrom deler søgerprincip med M9-modellen. Man gør, som alle andre Leica M-fotografer har gjort siden 1954: Kigger igennem en rammesøger, komponerer billedet inden for den ramme, som er markeret i søgeren, fokuserer på det valgte punkt i motivet og stiller blænde og valgbare trin på objektivet – og lukkertid, dersom det ikke allerede er gjort af kameraets lukkertidsautomatik. Denne proces tager selvfølgelig længere tid end at løfte et spejlreflekskamera til øjet og trykke udløseren ned. Men man får i hvert fald bedre tid til at tænke, vælge komposition og udsnit. Måske bliver billederne også bedre, når man ikke haster af sted efter endnu et skud. En praktisk metode til at undgå at skulle fokusere manuelt hele tiden er at beregne den såkaldte hyperfokalafstand for det objektiv, man bruger. Så stiller man blænde og fokuseringsafstand på forhånd, vel vidende at alt, hvad der befinder sig inden for en given afstand fra f.eks. 2 til 10 meter, vil blive skarpt tegnet. Alle Leica M-objektiver har nemlig markeringer for dybdeskarpheden, så man kan vælge en blændeåbning, som passer til den skarphedsdybde, man ønsker, stille fokus og herefter bare skyde løs.
Vi tester mere end 450 produkter om året. Læs denne test, og få fuld adgang til Lyd & Billede.
Allerede abonnent? Log ind.
Prøveabonnement
0,-
Fri adgang til lydogbillede.dk
Bronzeabonnement
369,-pr/halvår
1/2 år (6 numre) Digitaludgaven Fri adgang til lydogbillede.dk
Sølvabonnement
660,-pr/år
1 år (11 numre) Velkomstgave Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven
Guldabonnement
1.049,-pr/år
1 år (11 numre) Ny digital film hver måned Velkomstgave Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven
Abonnementet fornyes automatisk til ordinær pris: 49 kr om måneden.

Med et abonnement på Lyd & Billede f&aringr du:

Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven (iPad/Android) hver måned Betydelig rabat Vælg selv længden af dit abonnement - og med eller uden film Stor velkomstgave
Bedste pris på Leica M Monochrom
Pricerunner.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.
  • Type: Systemkamera
  • Billedsensor/opløsning: CCD full-frame/18 MP effektivt
  • Optik: Se Leicas udvalg af M-optik
  • Zoom: Nej
  • Lagring: SD/SDHC-kort
  • Skærm: 2,5" LCD, 230.000 billedpunkter
Pris: 53000,-

Har du noget at tilføje?

Velkommen til Lyd & Billedes diskussionsforum. Vi vil gerne vide, hvad du mener. Hold dig til emnet og vær saglig, så slipper vi for at slette eller moderere indlæg. Andre spørgsmål eller synspunkter rettes til redaktion@lydogbillede.dk.

Panasonics 2019-TV-modeller får Dolby Vision og HDR10+

Det er kun den allerbilligste TV-model, der må stå uden for det gode selskab, når Panasonic ruller forbedrede HDR-formater ud. Og Dolby Atmos.

Handsker til touch-skærme

Brug mobilen uden at fryse om fingrene.

Lukket topmodel og forstærker fra Focal

De fantastiske Utopia har fået et lukket alternativ i form af Stellia. Focal giver os også lige hovedtelefonforstærkeren Arche, nu de er i gang.

Gruppetest
Seks 4K-TV’er i budgetklassen

Et godt TV nummer 2

På udkig efter et billigt ekstra-TV? Nu hvor butikkernes lagre skal tømmes for sidste års modeller, kan du gøre et decideret kup!

Canon gravlægger spejlrefleks

Med det nye spejlløse EOS RP ser vi enden på spejlreflekskameraerne.

Trådløs soundbar fra McIntosh

Se soundbaren, der tror, at den er et anlæg.

Topsejt rejsekamera fra Fujifilm

Fujifilm X-T30 får lav pris og vilde egenskaber.

anmeldelse
The Truth Matters

Løgnene bag Irak-krigen

Bush-regeringen løj om årsagerne til den anden Irak-krig – og pressen undlod at stille dem til ansvar.

anmeldelse
The Predator (2018)

Et pust fra ­fortiden

Ikke et remake, men en mislykket fortsættelse af og en trist homage til originalfilmen fra 1987.

16x zoom fra Olympus

Kompakt 12-200 mm zoom.

Tre nye Leica specialobjektiver

Sådan ser de ud, de tre specialobjektiver, som Leica for nylig udsendte til M-systemet.

anmeldelse
Peppermint

Fuldstændig ­uengagerende

Blodtørstig Jennifer Garner i blodfattig actionkliché.

Test
Nikon Z6

Fuldtræffer med fuldformat

Det billigste er det bedste i Nikons nye Z-serie af systemkameraer.

Audiovector slipper musikken fri

Med jording af højttalerne er det lykkedes Audiovector at forbedre lyden.

anmeldelse
BlacKkKlansman

En politisk ­knytnæve

Spike Lee leverer en af sine bedste film – om racehad før og nu.

Bedre skærmkalibrering

Datacolor har forbedret kalibreringen.

Test
Nokia 5.1 Plus

Billig Nokia ­overrasker en smule

Nokia 5.1 Plus er på flere punkter bedre, end man med rette kan forvente til prisen. Men man kommer ikke uden om et par kompromiser.

Test
Audeze Mobius

Ud af hovedet-oplevelse

Audezes luksus-headset laver om på hovedtelefonernes grundregler. Og så lyder det godt!

anmeldelse
Velvet Buzzsaw

Kunstnerisk mord

Et relativt mislykket genremiks mellem ironisk satire og slasher-film.

Gruppetest
6 trådløse hovedtelefoner

Seriøs trådløs lyd

Hovedtelefoner til dig, der tager lydkvalitet alvorligt, men ikke har lyst til at blive totalt ruineret.

Udendørs og indbyggede højttalere fra Sonos

Serien, der er produceret sammen med Sonance, er især egnet til den nye Amp.

Gruppetest
5 budget-pickupper

Den vigtigste del

En ny og bedre pickup er den enkleste og bedste løsning til bedre lyd.

De første billeder fra Lumix S1R

Vi har fotograferet med Panasonics nye flagskib, som kan tage billeder på op til 187 megapixel!

Hovedtelefoner til skydespil

Logitech har udviklet en helt ny lydteknologi specielt til skydespil.

Test
Denon CEOL N10

Bonsai-stereo

Denons dværganlæg udfordrer Sonos-højttalere og soundbars på deres hjemmebane.

Flere Pentax-objektiver

Mens vi venter på nye kameraer, kan vi glæde os over to nye vidvinkelobjektiver.

Gruppetest
5 premium gaming laptops

Fem af de seje

Der skal godt grej til, når der skal games. Vi har haft fem laptops, der ikke stikker op for bollemælk, med på slagmarken.

Test
Marantz NA6006

Fin afspiller med en vigtig mangel

Denne netværksafspiller er nem i brug, kan spille det meste og lyder fantastisk. Men de, der streamer højopløst, vil blive skuffet.