CX-serien er blandt de mest populære OLED-modeller fra LG. Her får man fuldt op på specifikationer og billedkvalitet, og et lidt finere design end den enklere B-model, uden at skulle betale den stivere pris for topmodellerne i GX- og WX-serierne.
Vi har tidligere testet LG CX i 65 og 48 tommers udgave – og anbefaler at tjekke disse tests for mere uddybende info. Her koncentrerer vi os om gaming-ydelsen!
HDMI 2.1 på alle fire indgange
Blandt alle skærmene i testen er det LG, der kan prale af de bedste tilslutningsmuligheder. Det understøtter nemlig HDMI 2.1 på alle fire indgange. Desuden er der understøttelse af både VRR, ALLM og 4K 120 fps, som vi fik til at fungere med både Xbox og PS5 uden nogen særlige problemer.
LG udmærker sig også ved bred formatunderstøttelse. Her er indbygget support af både Dolby Vision og Dolby Atmos, hvilket kan vise sig at være relevant i spilsammenhæng på sigt.
LG-skærmen har også meget lavt input-lag, som vi målte til ca. 12 ms. Derudover er den proppet med gaming-venlige funktioner som AMD FreeSync, der sikrer ren og jævn gengivelse af forskellige PC-spil.
Strålende til spilgrafik
OLED-teknologien har nogle iboende kvaliteter, som mange læsere allerede kender. Evnen til at tænde og slukke hver eneste lille pixel individuelt uden behov for bagbelysning giver et meget skarpt og præcist billede med jævn lysfordeling.
Vi havde indledningsvis ganske høje forventninger til, hvordan LG ville præstere i spilsammenhæng, men blev alligevel glædeligt overrasket. Bevares, den lækre HDR-grafik i Spiderman: Miles Morales ser også imponerende ud på de andre skærme – men her giver den en næsten filmisk oplevelse! Sortniveauet og den gode kontrast giver et billede, der nærmest er til at tage og føle på, mens farvegengivelsen har et meget naturligt præg.
Det kan dog være nødvendigt at kalibrere sortniveauet lidt, så man får de mørkeste detaljer i enkelte spilscener med. I nogle tilfælde oplevede vi faktisk, at skærmen blev lidt for mørk.
LG-skærmen er også påfaldende “smooth”, når det gælder bevægelser. Spiderman-spillet i 4K 60 fps virker om muligt endnu glattere og mere responsivt her, end det gjorde på Samsung-skærmen. Dirt 5 på Xbox fungerer også rigtig godt uden tendens til opbrydning.
Risiko for indbrænding?
OLED-skærme er kendt for at give noget svagere lysstyrke end de stærkeste LCD-skærme, og LG CX er ingen undtagelse. I lyse omgivelser bemærkede vi, at Samsung og Sony har mere krudt i de lyseste partier – ud over generelt højere lysstyrke.
Nogle læsere spekulerer sikkert på, om indbrænding stadig kan være et problem, når det gælder OLED. Svaret er både ja og nej: Selv om det forekommer uhyre sjældent med de nuværende OLED-generationer, er der stadig en vis risiko for, at statisk grafik, menuer og lignende kan brænde sig fast i ekstreme tilfælde – over længere tid.
Det er noget, man bør tage højde for, når man bruger OLED til gaming og grafik, men kan som regel undgås ved at undgå for meget statisk indhold, bruge pauseskærm og ikke mindst sørge for, at TV’et slukker automatisk, når det ikke er i brug.
Konklusion
LG’s 55-tommer i CX-serien viser sig at være et glimrende TV til gaming. Her kan entusiaster boltre sig i masser af tilslutningsmuligheder med plads til både Xbox, PS5 og PC, uden at man skal flytte rundt på HDMI-kablerne. Der er fuld understøttelse af 4K 120 fps, og VRR fungerer som en drøm.
Billedkvaliteten er virkelig knivskarp og giver en meget jævn oplevelse med spil. Her kan man være sikker på at få hver eneste detalje med, selv når det går meget hurtigt på skærmen!
LG’s OLED-skærm mangler lidt lysstyrke i forhold til LCD-skærmene, men så længe man tager højde for dette med dæmpet belysning osv., er man sikret en storslået spiloplevelse.
Også i denne test:
Samsung Q80T (QE55Q80T)
Jævnt og godt!
Samsung Q80T er proppet med funktioner, der skal sikre en god gaming-oplevelse.
Sony XH9005 (KD-55XH9005)
Tæt på de bedste
Sonys gaming-venlige XH9005 fungerer godt til både PlayStation og Xbox, men mangler lidt kontrast sammenlignet med konkurrenterne.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer