Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Magico S1

Magi i luften

Magico er et af de firmaer, der definerer high-end. Og deres nye “billige” højttalere holder fanen højt og byder på ren magi.

Skrevet af / 03/03/2014 - 03:33
Magico S1
Sven Bilen

Magico og deres hovedmand Alon Wolf – der er såvel musiker som industriel designer – sigter mod stjernerne med alle deres højttalerserier. Her er der aldrig tale om at gå på kompromis. Alon Wolf har meget stærke meninger om, hvad han vil med sine konstruktioner, og har en idé, som han gennemfører til punkt og prikke. Det koster penge, og Magicos højttalere er for de få.

Nu har det amerikanske firma dog lavet en ny serie, der skal gøre deres dyder lidt billigere. Her ser vi på de mindste højttalere i Magicos nyeste modelserie med begyndelsesbogstavet S, “budgetserien”. S1 hedder denne gulvmodel, men lad dig ikke narre af ordet budget, vi taler stadig sekscifrede beløb.

Det er let at se på Magicos højttalere, at der er en industriel designer involveret. Konstruktionerne er lavet med tanke på både akustisk udformning og en funktionel produktionsproces. For os, der har set mange high-end småserie-højttalere, er det tydeligt, at det her er højttalere, der også kan produceres i større antal. Og det hører til sjældenhederne …

Suveræn finish
S1 er lukkede tovejs højttalere med et helt unikt kabinet i 10 mm ekstruderet aluminium. Det kan man roligt kalde et stabilt kabinet. Den specielle form skulle gøre, at den interne diffraktion minimeres og dæmpningen optimeres.

Diskanten er en 1 tommes beryllium-dome, og bas/mellemtonen et 7 tommers Nano-Tec element. Begge er Magicos egne specialiteter, og det er denne type elementer, alle Magicos højttalere er bygget op omkring. Det at højttalerne er bygget i aluminium, betyder, at selv om de er slankt udformet, vejer de mere end 43 kilo. Stykket. Der er meget for højttalere af denne størrelse.

Magico-s1-oppslag1

Visuelt er S1 efter min mening virkelig smukke, og finishen er suveræn. Mine testeksemplarer var matsorte, men de fås også i en række såkaldte M-Coat lakeringer og dermed i mange spændende og utraditionelle farver. Sandsynligvis fordi de skal kunne passe ind forskellige interiører hos dem, der rent faktisk har råd til sådanne højttalere; den slags bliver mere og mere vigtigt.

Brug en god forstærker
Lukkede kabinetter plejer at betyde, at følsomheden er relativt lav. Således også her: 86 dB betyder, at højttalerne skal have en del forstærkerkraft for at komme til deres ret. 4 ohm er den angivne impedans. Jeg har prøvet med et par ordentlige transistorforstærkere. Min egen Bladelius Ymer effektforstærker var ikke en optimal kombination med Magico-modellen V3, da jeg testede den – guderne må vide hvorfor – men her fungerer det glimrende. Selv den lille nye Devialet 110 var en ren fornøjelse sammen med S1.

Begge kunne få højttalerne til at præstere det dér ekstra, der gør, at de klemmer sig ind mellem de allerbedste i prisklassen. Og det ville være synd ikke at parre Magico S1 med en seriøst god forstærker. Højttalerne forstår at sætte pris på et fint musikalsk signal og svarer igen med en gengivelse, der kan blive en forunderlig oplevelse med næsten al slags musik.

Opsætningen var ikke så svær som med Magicos V3 (der var irriterende!), men heller ikke så simpel som med Q1. Det gælder både vinkling, indbyrdes afstand og afstand til bagvæggen. Man bør altid sætte lidt tid af til placering af højttalerne i rummet; det er ikke kun superhøjttalere, der har godt af det, men stort set alle højttalere.

Til at begynde med syntes jeg, at S1 virkede lidt tamme. Med high-end højttalere kan det være nødvendigt at arbejde med opsætningen, før investeringen bliver alle pengene værd. Her skulle højttalerne stå lidt længere tilbage og lidt mindre fra hinanden end ved første opsætning. Forsøg med vinklingen endte med en svag drejning ind mod lyttepositionen, men kun lidt. Til gengæld gav det resultater og løftede højttalerne fra gode til virkelig gode.

Gåsehud
Et interessant spørgsmål: Hvorfor oplever man, at nogle apparater har det dér særlige, der skiller fårene fra bukkene? S1 har det. Her træder du ind i musikken, så hårene på armene rejser sig. Det er præcis det, der personligt har fået mig til at investere en betydelig sum i et par højttalere, som kan det. Og måske er det netop dét, at hårene rejser sig på armene, der adskiller det virkelig gode fra det, der bare er godt.

S1_04

Lydbilledet er stort og overraskende veldefineret med en dyb sort baggrund. Det tyder på, at højttalerne generelt har meget lav distortion – jo renere det er, jo sortere og dybere baggrund. Helt efter min smag. Det betyder også, at diskanten er flot defineret med masser af detaljer – men ikke noget, der ikke burde være der. Dome-diskanter har sandelig udviklet sig de seneste år.

S1 angives at gå ned til 32 Hz og har virkelig fin krop; ikke lige så fin som storebror S5, men nok til, at du for alvor kan mærke musikkens varme og sjæl. Der er en ren, fast og distinkt bas, som kan slå godt fra sig.

“El Cid” med Leftfield dykker ned gennem højttalernes register, helt ned til den laveste basbund, sådan som kun de allerbedste højttalere kan. Alligevel er det ikke egentlige bashøjttalere; de er slanke snarere end tunge i gengivelsen.

Konklusion
Korrekt opstillet og parret med matchende elektronik og kabler er Magico S1 nogle højttalerne, som jeg er glad for at have fået lov til at prøve. Man kan spille alle musikgenrer med stort udbytte og får en musikalsk virkelig tilfredsstillende gengivelse, som jeg har svært ved at se, at nogen ikke skulle sætte pris på. Dejlige højttalere, der desværre også koster tilsvarende.

Lyd & Billede mener

Magico S1 spiller med kraft og pondus, et stort lydbillede og en herlig dybde. Her er der både krop og detaljer, ikke mindst den dér ekstra fordybningsgrad i gengivelsen, der gør det helt sublimt. Højttalere i den virkelige eliteklasse. Prisen er naturligvis et aber dabei. Det er mange penge for tovejs højttalere, også selv om de er i topklasse. De skal parres med en virkelig god (og nok også dyr) forstærker, men så kan de også blomstre på herlig vis.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Vi troede de var dyrere

De lyder lige så godt, som de ser ud

Trådløs retrohøjttaler

Siger ikke noget forstyrrende

Bærbart retro-pletskud

Toplyd på budget

Spilledåsen

Trådløse guldpokaler

Er dette Samsungs "Sonos-killer"?

Klassens bedste kompakthøjttaler

Stor lyd - men vi savner noget

Vi tester prisvenlige soundbars

Scroll to Top