: Marantz PM-11S3

PM-11 har længe været Marantz’ stolthed blandt integrerede forstærkere. Nu er den kommet i tredje version, med suffikset S3. Jeg ved på forhånd ikke meget om forstærkeren, andet end at udførelsen er meget velgjort. En heftig tank af en konstruktion uden nogen samlinger. Hvert eneste af dens 27 kilo er gennemtænkt ned til de enkelte skruer, som alle er af kobber for ikke at påvirke magnetismen inde i forstærkeren.

Direkte indgang
Foruden sine forgyldte line-indgange har den nye forstærker fået en indgang på bagsiden, som går direkte ind til effektforstærkertrinnet, forbi alle komponenterne i forforstærkerdelen. Denne kommer godt med, hvis du vil tilslutte den sammen med en hjemmebiograf-forstærker for at udnytte kvaliteterne fra Marantz-modellen til frontkanalerne. Eller køb to Marantz-forstærkere og tilslut dem sammen for at drive hver sin højttaler og få et endnu mere præcist og kontrolleret lydbillede.

Forventninger
Lydmæssigt har Marantz altid stået for opløsning og detaljer før kraft. Før jeg i det hele taget har pakket Marantz PM-11S3 ud af æsken, ved jeg, at den kommer til at lyde fantastisk opløst, med en varm og dejlig tonestruktur. Til 30.000 kroner vil jeg få serveret et lydbillede så nuanceret og mikrodetaljeret, at jeg næsten kan vandre ind i det og se alle tonerne, som danser ud af instrumenterne, for mig. Der, hvor sangstemmer står omringet af et tonalt landskab med en uendelighed af strukturer og detaljer.

Det eneste, jeg kommer til at savne, er kraft nok til at holde højttaler-elementerne i et jerngreb; at følge hver transient med lynhurtige vendinger helt ned til de heftigste bastrommeslag. Marantz-forstærkeren er snarere den søde dreng i klassen.

Det er i hvert fald, hvad jeg tror, jeg ved. Det skal vise sig, at jeg ikke ved en døjt …

Prøvekørsel
Selv tilsluttet et par tilfældige højttalere placeret sådan nogenlunde i forhold til væggene er kvaliteterne åbenbare. Det er nemlig ikke bare opløsning, der kommer ud af Dynaudio Focus 260, som for tiden optager gulvpladsen i testrummet. For bastrommen er fed, den slår hårdt, og basguitaren breder sig saftigt i bunden. Det er tilfældet, når heftig rock spilles gennem den matchende netværksafspiller, Marantz NA-11S1.

Forstærkeren hænger godt på i svingene og holder kontrollen over højttalerne. Mens rytmerne slår, forvrænger guitarerne fra Nine Inch Nails’ “The Fragile” heftigt og dejligt i omkvædet. Og mens Marantz imponerer med kraft nok til at gøre mine fordomme til skamme, havde jeg ret på et andet punkt: Opløsning. Lydbilledet er stort og luftigt, med Trent Reznors stemme placeret tydeligt i midten og med synth-landskabet omkring den. Det her er virkelig godt.

Højttalerbytte
Men Marantz og Dynaudio er dog ikke den mest oplagte duo. For selv om højttalerne absolut er gode, føler jeg, at forstærkeren trænger til noget med lidt mere aggression i mellemtonen. Højttalerne har heller ikke den dybeste bas i klassen, og forstærkerens kraftige indtryk må testes nærmere med højttalere, som er skabt til mere tryk.

Ind ruller derfor de nye gulvstående Artcoustic Stealth Envi. Mens Dynaudio Focus 260 har en pris på 25.000 kroner, koster Artcoustic næsten det dobbelte, 56.000 kroner. Denne D’Appolito-konstruktion – med to 3 tommers mellemtoner over og under radiatordiskanten (du ved, “brystvorte”-typen) samt et sidemonteret 10 tommers bas-element hus i et stort kabinet – gør disse højttalere mere direkte i lyden end Dynaudio’erne.

Og Marantz holder grebet. Bastrommen hos Nine Inch Nails slår hårdere og går dybere. Basguitaren går endnu længere ned i frekvensområdet og får fat i buksebenene, da jeg sidder i sofaen. Hvem skulle tro, at denne forstærker var opgivet til beskedne 100 watt pr. kanal i 8 ohm?

Dynamisk akustisk musik
I mange tilfælde er det ikke let at høre forskel på cd-kvalitet og højere opløsning. Men Tori Amos’ Night of Hunters understreger forskellene. Klaverintroduktionen på den melodiøse “Job’s Coffin” lyder mere livlig og med større rum i højopløst 24 bit/88,2 kHz version, end når nøjagtig samme fil er konverteret ned til 16 bit/44,1 kHz.

Indtil videre har forstærkeren været tilsluttet netværksafspilleren med ubalancerede kabler. Ved at skifte til balancerede XLR-kabler af typen Kimber Kable Hero kommer klaveret ud med endnu flere klangfarver og mere luft mellem anslagene. Klarinetten lyder, som om den står i rummet, med den herlige lyd fra træflis kombineret med en rund og fin krop. Lydbilledet bliver endda lidt større, som om det ikke var stort nok før.

Den nævnte “Job’s Coffin” er fortryllende melodisk med en masse klangfarver. På denne sang er det faktisk Tori Amos’ datter Natashya Hawley, der synger på størstedelen af numrene. Hun var bare 11 år på indspilningstidspunktet, men synger som en voksen kvinde. En nydelig sangstemme, som får nerven frem i sangen. Hvilket forstærkeren understreger til fulde.

Mod referencen
Det hele lyder så stort og komplet, at det er på tide at finde ud, af hvordan Marantz-forstærkeren lyder op mod referencemodellen i denne prisklasse, nemlig Hegel H300. En meget kraftig forstærker med fabelagtig dynamik i hele frekvensregisteret.

Med 250 watt pr. kanal er Hegel-forstærkeren blandt de kraftigste i sit prissegment. Alligevel følger Marantz med langt hen ad vejen, når god gammel techno fra Prodigy, nærmere bestemt sangen “Voodoo People”, starter med brask og bram.

Basrytmerne slår hårdt og heftigt, uden at de lyder stressede. Det vil sige, indtil man skruer op til diskoteksniveau. Da er det klart, at Hegel-forstærkeren har endnu mere at gøre godt med, når Marantz når sin grænse. Men er det virkelig nødvendigt at spille så højt? Det kommer lidt an på højttalerne og formålet med opsætningen. Men jeg mener, at nu hvor min vilde ungdom for længst er ovre, holder det langt hen ad vejen med Marantz PM-11S3. Det er langt vigtigere, at den lyder raffineret og opløst og trækker lytteren ind i en musikalsk drømmehave.

Hvad tonekvaliteten angår, har Marantz-forstærkeren i øvrigt visse forspring frem for Hegel-modellen. Den lyder glattere i overtoneområdet og åbner mere op mellem cymbaler, fløjter og violiner. Den har en sødere håndtering af både mandlige og kvindelige vokaler. Den har en varmere tone, som kan få ellers tynde og analytiske højttalere til at blive lidt afrundede i kanterne.

På mange måder lyder den kort og godt lidt bedre, specielt sammen med spændstige højttalere med en godt fokuseret mellemtone. Højttalere med en rundere mellemtone og lidt mindre attack vil få mere ud af Hegel.

Mangler digitale indgange
Det eneste, jeg vil klandre Marantz-forstærkeren for, er at den kun har én balanceret indgang, og at den mangler digitalindgange. Derfor kan der være meget at hente med en ekstern digitalkonverter med balancerede udgange i tillæg. Tilslut alle digitale kilder til konverteren, som kobles til Marantz-forstærkeren med XLR.

Det, forstærkeren derimod har, og som hører til sjældenhederne, er pladespiller-indgang til både MM- og MC-pickupper.

Konklusion
Marantz PM-11S3 er virkelig et mesterværk af en forstærker. Ud over at have de typiske Marantz-kvaliteter med opløsning, luft og en dejlig og varm klang, så har den kraft nok til at rykke med heftige rytmer og kontrolleret dybbas. Endelig en forstærker fra Marantz med det bedste fra begge verdener!

Byggekvaliteten er i særklasse, og der er i det hele taget intet at trække ned for. Bortset fra at vi kunne tænke os endnu en XLR-indgang og gerne et par digitalindgange. Forstærkeren trives allerbedst med højttalere, som har en energisk og kraftig mellemtone og en distinkt diskant. Og gerne med en saftig og god dybbas.