: Mark Levinson No. 585

At ting tager tid, er Mark Levinsons nye integrerede forstærker et godt eksempel på. Den så vi første gang i 2012. Ganske vist kun som en dummy med et tomt kabinet, men det varede ikke længe, før audiofora på internettet svømmede over med et unisont: Endelig! Mark Levinson havde endelig lanceret en efterfølger til den legendariske No. 383 fra 2000 – deres første og indtil da eneste integrerede forstærker.

Men så, under high-end messen i München i år, blev den færdige udgave af No. 585 endelig præsenteret og demonstreret. Den havde alle de signaturer, en Mark Levinson forstærker skal have: Muskuløs og kontrolleret med et krystalklart, næsten klinisk rent lydbillede blottet for særegenheder.

 

Mark Levinson

Rødderne går tilbage til begyndelsen af 1970’erne, hvor Mark Levinson skabte sig et navn som designer af eksklusive forstærkere. Sammen med folk som John Curl og Thomas Colangelo skabte Levinson virksomheden, der hurtigt blev kendt for sine vellydende forstærkere.

Levinson selv har for længst trukket sig tilbage, og selskabet ejes i dag af Harman International, der bl.a. også ejer JBL, Revel, AKG og den nyerhvervede bilstereodivision fra B&O. Så Mark Levinson er i godt selskab – og er deres deciderede flagskib på elektroniksiden.

Den længe ventede integrerede No. 585 er altså en direkte efterkommer af No. 383, men med et nyt design baseret på forstærkermodulet fra den 300 watt stærke No. 532H.

Forstærkeren leverer 200 watt pr. kanal og skal kunne holde effekten kontinuerligt, også når impedansen falder til 2 ohm. Noget, der kræver en stabil strømforsyning og et kraftigt konstrueret udgangstrin. Det burde være nok til selv tungtdrevne højttalere, med en mulig undtagelse af elektrostathøjttalere med meget lav impedans. Typisk 1 ohm eller lavere.

 

DAC

Den væsentligste forskel i forhold til No. 383 er en indbygget digitalkonverter til digitale lydkilder. Mark Levinson har valgt den samme digitalprocessor fra ESS, som anvendes i de fleste high-end DAC’er, og den kan arbejde med op til 32 bit dybde og op til 192 kHz. Det sænker støjgulvet betragteligt og øger potentielt dynamikken og til dels opløsningen.

No. 585 har ingen pladespillerindgang, men fire analoge lydindgange, hvoraf den ene er balanceret med XLR-stik. De digitale indgange er i flertal med en USB-port, der understøtter afspilning af DSD-filer, 110 ohms AES/EBU med XLR-stik samt to optiske og to koaksiale digitalindgange.

Man kan tilslutte en subwoofer via en separat udgang på bagsiden med et 80 Hz højpasfilter, så man kan bruge forstærkeren i en 2.1 konfiguration. Den har også stik til Ethernet, USB-opdatering af software, RS-232, IR-sensor og 12V trigger på bagsiden for lettere integration i et hjemme-setup.

Desuden har forstærkeren Harman Clari-Fi, som er avanceret signalprocessering, der skal forbedre lyden fra komprimerede musikfiler som MP3 og AAC.

Seriøse kabelterminaler og en indbygget DAC med hele seks indgange.

 

Krystalklart og dynamisk

No. 585 har mange justeringsmuligheder. Slukning af displayet, navngivning af indgange osv., men det mest interessante er muligheden for at vælge et passende digitalfilter til de digitale PCM-lydkilder.

Fast, Slow og Mphas giver forskellige filterkarakteristikker, der kan aktiveres for at ændre, hvor stejlt det digitale filter skal være. Hvilket kan give subtile udslag i, hvordan musikken gengives.

Det meste af testen foregik med en MacBook Air som afspiller og musikken ind i USB DAC’en på forstærkeren. Men en Rega RP8 pladespiller sluttet til Ayres fantastiske P-5xe RIAA-trin samt McIntoshs MCD500 SACD-afspiller blev også brugt i de uger, hvor vi testede No. 585.

Den nemmeste måde at beskrive lyden af Mark Levinson-forstærkeren på er mægtig dynamik og krystalklart lydbillede. Ligesom No. 532 og 532H, som vi tidligere har testet, har forstærkeren benhård kontrol. Den fik lov til at prøve kræfter med forskellige højttalere, fra Audiovector SR3 AA til Sonus faber Lilium, og tog fuldstændig kontrol over dem alle fra første takt.

Åbningsnummeret “Foam Home” fra Steve Gadds 70 Strong har en ganske tung basgang og et meget fremtrædende trommespor. Her gravede No. 585 en basdynamik frem, vi sjældent har hørt magen til, og smækkede lilletrommens hårde klang lige op i ansigtet, mens stortrommen masserede mellemgulvet. Med total kontrol.

Mark Levinson-forstærkeren er lidt hurtigere og bassen strammere end på McIntosh MA8000, som på sin side har en varmere, mere organisk klang. Og den er mærkbart kraftigere end Ayre AX-5.

Cello er et instrument, der er svært at gengive korrekt. Enten bliver klangen for flad, så de fine undertoner i instrumentet ikke kommer ordentligt frem, eller også bliver celloen gengivet enten for tyndt eller for tykt. Men ikke her.

Lyden af Truls Mørks cello blev gengivet skræmmende levende. Mark Levinson-forstærkeren skabte et usædvanlig dybt rum, som gav en holografisk scene midt mellem højttalerne, og instrumentets klang gav mig rent faktisk gåsehud! Sammen med Sonus Faber-højttalerne skabte No. 585 den synergieffekt, som vi altid stræber efter, når vi sammensætter anlæg.

Med en 900 VA transformator og kraftige udgangstrin er Mark Levinson meget strømstærk, og det kan høres.

Her klappede det 100 procent, og jeg kan ikke erindre at have hørt så mange forskellige klangfarver fra en cello som hjemme i mit lytterum. Ikke engang til koncerter.

Norske Vilde Frangs violinindspilninger af Mozart-stykker er et pragtstykke af en optagelse, der lyder krystalklart og fuldstændig ufarvet gennem Mark Levinson-forstærkeren. Samtidig er lydbilledet så åbent, at man føler, der ikke er nogen detaljer i musikken, som man ikke får med. Her er forstærkeren i sit es, når det gælder dynamik – igen – og samtidig får den dybden i violinens klang frem på forbilledlig vis.

Robben Fords seneste album, Into the Sun, lyder enormt levende, nærmest som en koncert. Den dynamiske kontrasts elasticitet er ofte det, der adskiller live fra studie, men her lød det mere live. Samme følelse fik jeg af Marcus Millers Afrodeezia, hvor slapping-bas afløses af korte synkoperinger, saxofonsoloer og meget mere. Forstærkerens evne til at holde et groove uden at være nærig med effekten giver også live-følelse til dette studiealbum.

Ugerne med No. 585 har givet mig meget glæde. Både fordi den har en meget vellydende DAC, og så selvfølgelig på grund af lydkvaliteten, som jeg uden tøven vil kalde referenceklasse. Få andre integrerede forstærkere er så nuancerede, detaljerede og samtidig dynamiske og levende at lytte til.

 

Referencelyd

No. 585 er endnu en milepæl fra Mark Levinson. Ligesom den udgåede, men stadig eftertragtede No. 383 leverer den en lydkvalitet, der vil blive efterspurgt i lang tid fremover. Med en særdeles god DAC-sektion og guddommelig lydkvalitet mangler det ikke noget – bortset fra pladespillerindgang.

Desværre er den dyr og har hård konkurrence i prisklassen omkring 100.000 kroner, men vi tøver stadig ikke med at udråbe Mark Levinson No. 585 til den bedste integrerede forstærker, vi har hørt.