For de fleste er navnet Mercedes-Benz synonymt med komfort og høj kvalitet, og det lidt satte taxa-image fra gamle dage er skiftet ud med et mere sporty og moderne udtryk.
EQC er det tyske premium-mærkes første helelektriske SUV. Den har en del ligheder med brændstofmodellen GLC, som den er baseret på, men meget af designet er helt nyt. Med firehjulstræk, 408 hk, 400 km rækkevidde og anhængertræk har den konkurrenten Audi e-tron lige i sigtekornet.
Elbiler er som regel mere støjsvage end tilsvarende fossile varianter. Det skulle da også bare mangle, da den elektriske drivlinje er næsten lydløs. Imidlertid kan der opstå andre udfordringer, for uden en larmende brændstofmotor, der overdøver andre lyde, kan selv det mindste knirk blive tydeligt for ørerne.
Men det er heldigvis noget, Mercedes har styr på. EQC er dæmpet, polstret og isoleret efter alle kunstens regler, og resultatet er et glimrende udgangspunkt for gode lydoplevelser.
Premium-anlæg fra Burmester
Ligesom Audi havde Mercedes tidligere et samarbejde med Bang & Olufsen på lydsiden. De senere år har de imidlertid sværget troskab til tyske Burmester, som nu leverer lydanlæg til næsten samtlige Mercedes-modeller.
Burmester surround-anlægget med udstyrskoden 810 er en del af premium-pakkerne PYN og PYO. Den samlede pris starter på 26.000 kroner, men så får man også trådløs opladning af mobilen, soltag samt komfortpakken Energizing. Ifølge Mercedes-importøren er det meget almindeligt, at kunderne krydser en af disse pakker af og derfor også vælger Burmester frem for standard.
13 højttalere og 590 watt
Burmester-anlægget består af i alt 13 højttaler-enheder. Systemet er kendetegnet af diskanthøjttalerne med Burmester-logo, som er strategisk placeret foran ved A-søjlerne. Lige nedenunder sidder der en mellemtone-enhed skjult i dørprofilen.
Fører og forsædepassager kan også nyde godt af en centerhøjttaler i instrumentbrættet. De bagerste sidedøre er udstyret med de samme højttaler-enheder som foran. Derudover sidder der et par fuldtonehøjttalere i søjlerne bagi.
Bashøjttalerne måtte vi lede længe efter: I de fleste biler er det almindeligt at placere en subwoofer i reservehjulsbrønden, men i EQC’s tilfælde er basserne placeret i gulvet foran, hvor Mercedes har lavet et separat baskammer i selve karosseriet.
Desuden er Burmester-anlægget udstyret med en separat forstærkerenhed på 590 watt.
Udsøgt kørekomfort
Mercedes EQC byder på en meget behagelig køreoplevelse. Med elektriske sæder med hukommelsesfunktion, indbygget massage og ventilation (ekstraudstyr) plus et blødt understel, der “sluger” bumpene, burde selv Prinsessen på Ærten være fornøjet bag rattet i en EQC.
Indrømmet, det er næppe den bil, vi ville vælge til de skarpe sving på Jyllandsringen. Til det er den 2,7 tons tunge ekvipage for stor og for blød i det. Men som landevejslokomotiv med familien om bord føles det helt rigtigt.
Vi er tidligere blevet imponeret over den støjsvage kabine i Audi e-tron, men Mercedes EQC opleves faktisk som endnu mere stille. Her er der ikke kun forsvindende lidt støj udefra; Mercedes har også formået at begrænse overførslen af vibrationer gennem karosseriet til et minimum.
Selv ved motorvejshastigheder og med store 21 tommers sommerhjul er der nærmest ikke en antydning af dækstøj eller vindsus. Der er heller ikke nogen påfaldende hvinen fra elmotorerne. Nogle gange var vi næsten nødt til at tage et ekstra kig ud af vinduet for at tjekke, at vi faktisk bevægede os!
Lidt rodet infotainment-system
EQC er udstyret med Mercedes’ nye digitale brugerflade MBUX. Det tager lidt tid at blive fortrolig med alle kontrollerne, til dels fordi der er så mange veje til Rom. Der er identiske kontroller på rattet, på touch-skærmen og på touchpad’en i midterkonsollen, som alle kan udføre de samme funktioner. Det kan være lidt forvirrende og virker ikke så intuitivt i starten.
EQC er også udstyret med stemmestyring, men den forstår ikke de skandinaviske sprog, kun engelsk, hvilket f.eks. gjorde det svært at indtale destinationer til GPS’en.
Mercedes’ medieafspiller er lagt godt tilrette for musikafspilning, og Mercedes tilbyder også tre måneders prøveabonnement på streaming-tjenesten Tidal til dem, der opretter en Mercedes Me-brugerkonto. Så har man mulighed for at afspille musik fra Tidal direkte via hovedenheden. Vi fandt det dog mere praktisk at spille musik fra mobilen via Bluetooth.
Lyden af Burmester
Vi tager en tur i den veludstyrede EQC 400 AMG Edition, som også har Premium-pakken med Burmester om bord. Vi spiller norske Emilie Nicolas på høj volumen, og det tager ikke lang tid, før vi nikker anerkendende og tramper i takt til musikken.
Burmester-anlægget tegner et klart og præcist stereolydbillede op mellem A-søjlerne, og vi kan umiddelbart høre og mærke placeringen af instrumenter, ligesom på et godt hi-fi-anlæg. Og det er let at høre hver eneste detalje: Selv små toneskift og baggrundslyde kommer godt frem, fordi kabinen er så musestille.
Emilies stemme er varm, åben, klar og super fokuseret, uden at det bliver anstrengende eller skarpt. Den flotte klangbalance giver mindelser om Audi e-tron med Bang & Olufsen-anlæg, men Burmester-anlægget i EQC virker faktisk endnu klarere og mere distinkt.
Hvor flot lydbilledet end er, så virker det dog ikke så grandiost som i Audi e-tron. EQC har mindst lige så god præcision på tonerne, men vi savner lidt af formatet og luftigheden fra Audi’en. Det skyldes nok lidt færre højttalerlokationer, og uden dedikerede “højdehøjttalere” får man ikke helt samme surround-følelse rundt om i kabinen.
Selv om Burmester er udstyret med surround-simulering, foretrak vi den mere nøjagtige Pure-indstilling til musiklytning.
Burmester-anlægget i EQC har også en markant basgengivelse. Den er meget taktfast og præcis – uden det træge “efterslæb”, der ofte præger subwoofere i biler. Her er det let at få hold på rytmerne, og tonerne fra guitar og kontrabas sidder perfekt.
Vi savner imidlertid lidt mere vildskab på visse typer musik. Med bastung hiphop og electronica kan Burmesters bas næsten virke lidt for civiliseret. Sommerhittet “Rockstar” lyder lidt for pænt til, at vi føler os som ægte gangstere.
Vi prøvede at justere tonekontrollerne lidt op, men fik aldrig helt det skub, vi gerne ville have. Så selv om frontmonterede bas-enheder virker som en smart løsning, tror vi, at det kunne gøre underværker med en ekstra dybbashøjttaler i reservehjulsbrønden – især hvis man er lige så basfrelst som os.
For at opsummere, så lyder Burmester-anlægget i EQC aldeles glimrende og er et oplagt valg for dem, der går op i god lyd. Alligevel er der et pænt skridt op til den lydoplevelse, vi fik i f.eks. Porsche Taycan, som til sammenligning har et dyrere Burmester-anlæg med 21 højttalere og næsten 1500 watt til rådighed, inklusive en ordentlig subwoofer. Det er noget helt andet!
Væsentlig bedre end standard
I forbindelse med testen lånte vi også en EQC med standard lydanlæg (853 Advanced Sound System med ni højttalere og 300 watt). Den norske Mercedes-importør måtte dog grave dybt for at finde en så udstyrsfattig variant på lageret! Det viser sig, at de allerfleste EQC-kunder krydser en af de opgraderede Premium-pakker af.
Standardanlægget i EQC bruger de samme højttalerpositioner som Burmester, men med lidt færre enheder af enklere kvalitet. Forstærkeren er også en mere simpel variant med lavere udgangseffekt.
Vi blev egentlig positivt overrasket over lyden, som har den rette varme og fylde til at engagere. Derimod savner vi lidt luft, opløsning og detaljer i diskanten, som typisk kendetegner de dyrere anlæg.
Konklusion
Mercedes EQC kan leveres med et standard og et mere avanceret anlæg fra Burmester. Og selv om det almindelige anlæg giver en klart godkendt lydoplevelse, er det ikke noget match for premium-tilvalget. Inde i den støjisolerede EQC-kokon er det let at høre, hvordan Burmester-anlægget serverer musikken med større kraft, dynamik, dybde og åbenhed.
Dermed burde det være et let valg for enhver, der går op i god lyd.
Men selv om vi er meget tilfredse med lyden i EQC, havde vi gerne set, at Mercedes var gået hele vejen og havde tilbudt en endnu dyrere variant. Til modeller som E-Klasse og S-Klasse kan man nemlig bestille et endnu heftigere Burmester-anlæg med op til 27 højttalere og 1590 watt! Sådan et højttalerarsenal ville sandsynligvis lyde himmelsk i den veldæmpede EQC-kabine. Måske må vi vente på luksus-sedanen EQS?
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer