I et mobilmarked, hvor stort set alle smartphones – især de Android-baserede – ligner hinanden til forveksling, er det rart med lidt afveksling. Og det får man med Yotaphone 2. Godt nok er den baseret på Android (version 4.4.3 KitKat) ligesom flertallet af mobilerne på butikshylderne, men Yotaphone 2 har noget som ingen anden smartphone på markedet har, og det er en ekstra e-papir-skærm på bagsiden af telefonen! Desuden er firmaet bag Yotaphone russisk, hvilket vi heller ikke ser hver dag.
Glansnummeret er e-papir-skærmen
Men Yotaphones store glansnummer er altså, at den kommer med hele to skærme. Den almindelige skærm på 5” vender vi tilbage til. Først skal det handle om den 4,7” store e-papir-skærm, der sidder på bagsiden.
E-papir er en teknologi, som primært anvendes til dedikerede e-bogslæsere. En skærm af e-papir er lige så tynd som et almindeligt stykke papir, og typisk har en e-papir-skærm ingen farver, men viser blot stationære gråtoner – det gælder også e-papir-skærmen på Yotaphone 2. I modsætning til for eksempel en LCD-skærm har e-papiret ikke nogen egen lyskilde, men reflekterer i stedet lyset fra omgivelserne. Det betyder på den ene side, at e-papiret stort set ikke bruger nogen strøm, heller ikke hvis den er tændt konstant, og at det er nemt at læse på en skærm af e-papir selv i kraftigt sollys, mens e-papir-skærmen på den anden side er totalt ubrugeligt i mørke.
E-papiret har altså nogle andre egenskaber end en almindelig smartphone-skærm, og det er disse egenskaber, som Yota Devices, firmaet bag Yotaphone 2, har villet udnytte for at give deres telefon nye og anderledes funktioner.
Helt konkret kan Yotaphones e-papir-skærm bruges på to måder: Til de såkaldte Yota Panels og til at spejle indholdet fra den primære skærm.
Med Yota Panels kan brugeren indrette et antal skærme med forskellige widgets, som giver lynhurtig adgang til informationer, uden man behøver at låse op for telefonen. Blandt de widgets, som er til rådighed i skrivende stund, kan vi nævne analogt ur, vejrudsigt, kalender, SMS’er, tilbageværende batteritid, musikafspiller og så Yotas egen e-bogslæser.
Holder man Yotaphone 2 med bagsiden opad, vil frontskærmen altid være slukket, men man kan så se på e-papir-skærmen, hvornår man har sin næste aftale, hvordan vejret bliver i morgen eller hvad der stod i den seneste SMS – og det stort set uden at bruge nogen strøm. Yota Devices selv hævder, at Yotaphone 2 kan holde i op til 100 timer på en opladning, hvis man næsten udelukkende bruger e-papir-skærmen, og det stemmer meget godt overens med vores oplevelse, da vi testede telefonen.
En ven i nøden
Desuden har man så muligheden for at kaste indholdet fra en hvilken som helst almindelig app fra AMOLED-skærmen over til e-papir-skærmen, hvilket kan have flere fornuftige formål. Har man kun få minutters strøm tilbage, kan man alligevel få vist emailen med boardingkortet på telefonens bagside. Skal man navigere til fods, er der ingen grund til at bruge strøm på farveskærmen, for Google Maps fungerer også på e-papir-skærmen, og man kan selvfølgelig også smide for eksempel e-bøger fra Amazons app eller en længere artikel fra en webside om på bagsiden og læse i ro og mag, hvad enten det er for at spare strøm, eller fordi man sidder ved poolen i stærkt sollys.
E-papir-skærmen har også touch-betjening, men det går trægt, og skærmen er længe om at reagere. Udover denne svaghed er det også lidt et problem, at de særlige e-papir-widgets skal udvikles særligt til Yotaphone, hvilket begrænser udvalget ret så meget. Det påvirker selvfølgelig ikke muligheden for at spejle helt almindelige apps til mobilens bagside, og alt i alt synes vi, trods de nævnte svagheder, at eksperimentet med e-papir-skærmen er ret vellykket.
Teknologisk bedrift
Man skal ikke undervurdere, hvor teknisk vanskeligt det nok har været at få udstyret Yotaphone 2 med to skærme, uden at det har gjort mobilen tykkere eller tungere end normalt, og det ville ikke have overrasket, hvis man af den grund ville have været tvunget til at indgå kompromisser for så vidt angår andre af mobilens funktioner eller specifikationer. Men det er faktisk ikke tilfældet.
Under hjelmen sidder en quad-core Snapdragon 800-processor, og selvom netop denne model har et års tid på bagen, leverer Yotaphone 2 i benchmarktest flotte resultater – henholdsvis 922 point (single-core) og 2.658 point (multi-core) i Geekbench 3 – der er på linie med topmodeller som HTC One M8 og Huawei Ascend Mate 7, og også i almindelig brug suser Yotaphone 2 afsted over stepperne – selv når den udsættes for store og grafiktunge apps som for eksempel spillet Asphalt 8, som vi plejer at bruge til at teste ydelsen.
Frontskærmen, som vi jo lovede at vende tilbage til, har med en størrelse på 5” og Full HD-opløsning en pixeltæthed på imponerende 442 ppi og byder på knivskarp billedkvalitet og et fantastisk sortniveau, omend farveskemaet er ret så dynamisk.
Designet er også i orden. Både forside og bagside af telefonen er dækket af robust Gorilla-glas 3, mens rammen er holdt i robust plastmateriale. Formen er behageligt buet, så telefonen ligger godt i hånden, hvortil det dog skal siges, at man holder telefonen “omvendt”, hvis man bruger e-papir-skærmen, hvorfor man i stedet får den helt flade glasskærm mod håndfladen.
Skår i glæden
Skal vi endelig komme med kritikpunkter, så bliver det af kameraet, af lyden og så af et par designvalg, som irriterer dog uden at være dealbreakere.
Såvel hoved- som frontkamera tager billeder, som er lidt for uskarpe til vores smag, ligesom billederne bliver en smule misfarvede med rødstik.
Lydkvaliteten er for så vidt glimrende – vi oplever ingen forvrængning og lyden har en god klangbund – men vi mangler kraft og volumen, og hvis man er glad for at lytte til musik, er man næsten nødt til at anskaffe sig en ekstra hovedtelefonforstærker, for Yotaphone 2 er altså ikke skabt til at spille op til dans.
Og man skal heller ikke være alt for glad for at fylde sin telefon med musik, billeder og videoer, for Yotaphone 2 kommer maksimalt med 32 gigabyte lagerplads, som ikke kan udvides. Et andet underligt designvalg er, at alle opsætningsmulighederne for opkald er fjernet fra Android-indstillingerne. Man kan altså ikke indstille for eksempel opkaldsspærring, viderestilling, vis nummer eller telefonsvarer, hvilket vi godt kan undre os over. Det er dog en mulighed, at dette kun gælder vores testeksemplar og ikke er et generelt problem, men hvis der er tale om et generelt valg, så er det godt nok dumt.
Konklusion
Yotaphone 2 er i ordets egentlige forstand et enestående produkt. E-papir-skærmen på bagsiden er andet og mere end en gimmick, selvom dens funktionalitet begrænses af det relativt lille antal widgets. Herudover er telefonen på de fleste punkter godt designet, velbygget og hurtig, og også den primære skærm er en fryd med høj opløsning og et knivskarpt billede. Det samlede indtryk trækkes en smule ned af et halvdårligt kamera, kraftløs lyd og begrænset lagerplads uden mulighed for udvidelse, men alligevel er Yotaphone 2 en af årets første store overraskelser.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer