Sony VAIO Tap 11 er så hybrid, at skærmen – der altså også kan fungere som selvstændig tablet – og tastaturet slet ikke kan kobles fysisk sammen. I stedet sluttes tastaturet til skærmen via Bluetooth, og skærmen kan så stå af sig selv ved hjælp af et lille, fleksibelt støtteben bagpå. Det fungerer, så længe skærmen kan stå på et bord eller en anden plan overflade, men hvis man vil sidde med computeren i skødet, må man nøjes med at bruge tablet-delen.
Hele pakken er holdt i et meget slankt og let design, og Sony VAIO Tap 11 er helt klart den eneste Windows-maskine i testen, som er på niveau med Apples MacBook Air, når det gælder design. Så længe vi taler om det æstetiske, for det er så som så med brugervenligheden. Bluetooth-tastaturet er nemlig decideret elendigt. Tasterne har så godt som ingen vandring, og pegefeltet er testens ringeste. Og selv om VAIO Tap 11 ikke ligefrem kan beskyldes for at være noget atomkraftværk, så larmer blæseren alligevel så meget, at det giver mindelser om en selvbygger-desktop fra 90’erne.
Men det er vel nærmest også 90’er-teknologi, Sony har puttet i VAIO Tap 11. Som er udstyret med en Pentium-processor fra Intel. Ikke overraskende er ydelsen ikke imponerende, selv om den på papiret er bedre, end man kan tillade sig at forvente af så gammel teknologi. Geekbench 3 resultatet er 1.125 (single-core) og 2.042 (multi-core). Faktisk det samme, som vi fik ud af Samsungs ATIV Smart PC Pro, selv om denne maskine er baseret på en langt hurtigere 1,7 GHz Intel Core i5 processor.
Ikke desto mindre er VAIO Tap 11 i daglig brug lidt af en prøvelse. I hvert fald oplevede vi små pauser og lignende, så snart vi f.eks. lyttede til streamet musik og åbnede en webside på samme tid.
Et par rosende ord skal der dog også være plads til. VAIO Tap 11 har testens måske nok lækreste skærm. Den har Full HD 1080p opløsning og er baseret på samme Triluminos-skærmteknologi, som Sony bruger i nogle af firmaets Bravia-tv’er. Den fyldige lyd er også godkendt, selv om den har en tendens til at forvrænge og buldre lidt i det dybeste basområde. Det kan dog til dels justeres via den medfølgende VAIO Audio Utility, der indeholder en equalizer.
Konklusion
Triluminos-teknologi og en 1080p Full HD-opløsning giver Sony VAIO Tap 11 testens bedste skærm, men designet er lige lovlig hybridt, især fordi tastatur og pegefelt er elendigt. Det samme er ydelsen, og vi får røde knopper af den larmende blæser.
Også i denne test:
Samsung 11,6″ ATIV Smart PC Pro 700T1C-H01
En ordentlig moppedreng
Samsung ATIV Smart PC Pro er egentlig en hybridcomputer, der kommer som tablet med tilhørende tastatur-dock. Den samlede pakke vejer for meget.
Lenovo IdeaPad Yoga 11S
Smidig, men lidt for slap
Denne ultrabook hedder ikke Yoga for sjov. Den vender både vrangen ud på sig selv og din pengepung!
ASUS Transformer Book Trio TX201L
Det er jo hele tre ting
ASUS Transformer Book Trio er både tablet, bærbar og stationær computer. Og så kommer den både med Android og Windows.
Apple 11″ MacBook Air
Effektiv maskine i lækker krop
MacBook Air er teknologisk helt fremme i bussen. Med en enkelt undtagelse.
Acer Aspire V5-122P-61454G50nss 11,6″ HD touch
En ren foræring
Med Acer Aspire V5-122P får man mere, end man betaler for.