Man får rigtig meget for pengene med ASUS Transformer Pad TF103C. Med i prisen på et par tusind kroner følger nemlig en tastatur-dock, hvormed tablet-computeren faktisk også kan anvendes som en lille laptop, bare man udstyrer den med de rigtige apps.
Både docken og selve tablet-enheden er robust fremstillet af hvid og aluminiumfarvet plastic, der holder glimrende stand mod stød og vrid. Faktisk er tablet-enheden en smule stor og tung at håndtere, men det afrundede design gør den behagelig at holde, så brugeroplevelsen alligevel bliver okay.
Det er billedkvaliteten til gengæld ikke. Opløsningen er blot på 1280 x 800 pixel, hvilket burde være rigeligt til at vise video i HD-kvalitet samt være behageligt for øjet, men vi oplever, at farverne er matte, billeder – både video og fotos – står uskarpt, og ikoner på hjemmeskærmen er sågar pixelerede. Det er ikke godt nok, ASUS.
Den utilfredsstillende billedkvalitet står i skarp kontrast til enhedens ydelse, som er testens bedste. Transformer Pad TF103C er i modsætning til de andre Android-baserede tablets i denne test ikke udstyret med en Snapdragon-processor fra Qualcomm, men derimod med en 64 bit quad-core Intel Atom processor, og vi skal lige love for, at der er gods i den. I vores benchmark-test, Geekbench 3, scorer Transformer Pad TF103C henholdsvis 757 (single-core) og 2.303 (multi-core) point, hvilket er det dobbelte af, hvad Android-konkurrenterne præsterer, og vores egen brugeroplevelse bekræfter testresultatet. Apps starter hurtigt, og tunge og grafikkrævende opgaver løses uden dikkedarer.
Lydkvaliteten er heller ikke så ringe endda. Transformer Pad har lidt samme problem som Samsung Galaxy Tab 4. Nemlig at mulighederne for justere lyden er gemt i ASUS’ egne apps til afspilning af musik og video. Andre apps som YouTube, Netflix, WiMP og Spotify må nøjes med Android-standardindstillingerne for lyd, og så bliver lydbilledet lidt for grumset med en meget støjende bas. ASUS har dog inkluderet en generel app ved navn Lydguide, der lader brugeren skifte mellem et par faste lydprofiler som Musik, Film og Spil, men virkningen er minimal.
Konklusion
Vi tøver ikke med at rose ASUS Transformer Pad TF103C for en imponerende høj ydelse, hæderlig lydkvalitet og et robust og solidt design. Vi skal nok også lade være med at brokke os over den gratis tastatur-dock, som man får med i købet. Men billedkvaliteten lader en del tilbage at ønske med matte farver og uskarpe detaljer, og det trækker ned i den samlede vurdering.
Også i denne test:
Samsung Galaxy Tab 4 SM-T530
Den gyldne middelvej
Samsung Galaxy Tab 4 er en tablet, der kan, hvad den skal, men så heller ikke mere.
Lenovo Yoga Tablet 10 HD+
kke som de andre
Lenovo Yoga Tablet 10 HD+ byder på unikt ergonomisk design, fantastisk lyd og lang batteritid.
Dell Venue 8 Pro
En ægte minicomputer
Dell Venue 8 Pro byder på ægte computerydelse i en meget lille indpakning.
Acer Iconia W4-820
Halvgjort er ikke velgjort
Acer Iconia W4-820 er skam udmærket, men der findes bedre alternativer til samme pris.