Der er ingen grund til at gøre ting to gange, og da årets to iPhone 13 Pro-modeller er helt og aldeles identiske – på nær skærmstørrelse, vægt og batteri – så må man læse Lasse Svendsens test af iPhone 13 Pro for at få alle detaljerne om Apples nye flagskibsmobil.
Han har nemlig kigget på det meste, både når det gælder Pro-modellens nye kameraer, og hvad angår skærmen, der endelig understøtter 120 Hz opdateringsfrekvens, samt den vanvittig hurtige ydelse, der trækker fra alt, hvad konkurrenter som Samsung, Sony og Xiaomi kan byde ind med.
Her skal det derfor primært handle om de få ting, der adskiller iPhone 13 Pro Max fra sin slankere og lettere slægtning, samt om et par yderligere detaljer om begge mobiler, som Lasse ikke fik berørt i sin test.
Vi lægger ud med den mest åbenlyse forskel, nemlig størrelse og vægt.
iPhone 13 Pro Max passer til store hænder
Den største Apple-mobil kommer ligesom sin forgænger, iPhone 12 Pro Max, med 6,7 tommers skærm med en opløsning på 2778 x 1284 pixel. Den normale Pro-model har til sammenligning en skærm på 6,1 tomme og en opløsning på 2532 x 1170 pixel. Der er med andre ord mere skærmplads at gøre godt med på Pro Max-modellen, mens pixeltætheden omvendt er stort set den samme på de to modeller.
Det større skærmareal kommer først og fremmest til sin ret, når man ser video, men også websider og diverse apps – f.eks. til redigering af fotos og videoklip – profiterer af den højere opløsning.
En større skærm betyder selvfølgelig også, at selve mobilen fylder og vejer mere end den almindelige Pro-model, og faktisk er dette års Pro Max også en smule tykkere og tungere end sidste års iPhone 12 Pro Max. Den vejede 226 gram, hvor 13 Pro Max er kommet op på 240 gram, ligesom 2021-modellen også er lille smule tykkere med 7,65 mm mod 2020-modellens 7,4 mm.
Bedste batteri nogensinde
De ekstra gram og millimeter skyldes primært én ting, nemlig det nye batteri, som er det største og bedste nogensinde i en iPhone.
13 Pro Max kan således prale af et batteri på hele 4352 mAh, hvor sidste års Pro Max-model måtte nøjes med 3687 mAh. Det almindelige iPhone 13 Pro kommer til sammenligning med 3095 mAh.
Fordelen ved det store batteri er til at tage og føle på, for iPhone 13 Pro Max er simpelthen ikke til at slide op. Den kan reelt køre i mere end to dage uden at blive ladet op, selv om lysstyrken er skruet op til det maksimale niveau, og man konstant bruger mobilen til spil, videoer, musik-streaming og alle mulige andre apps.
I praksis mærker man alligevel ikke de ekstra 14 gram, så hvis man har store nok hænder til at synes godt om iPhone 12 Pro Max, er iPhone 13 Pro Max også helt passende, for så vidt angår størrelsen.
Lyd
En vigtig detalje, som Lasse ikke nævner i sin test af iPhone 13 Pro, er lyden, der er lige så imponerende som på sidste års Pro-modeller. Og det gælder selvfølgelig også for iPhone 13 Pro Max.
De indbyggede stereohøjttalere leverer 3D-lyd via Dolby Atmos, og det er ikke bare marketingfloskler. Prøv at afspille traileren herunder på din iPhone 13 Pro Max, og du kan tydeligt høre, hvad vi mener. At spille spil eller se video på sin iPhone sparker ganske enkelt r*v!
iOS 15
Vi mangler også at komme ind på iOS 15, som alle modellerne i iPhone 13-serien har tilfælles. Sidste års modeller kom med iOS 14, der bød på mange ændringer og nye funktioner, og på overfladen adskiller det nye operativsystem sig stort set ikke fra sin forgænger. Men kigger man lidt nøjere efter, byder iOS 15 på et antal interessante nyheder, der naturligvis også er en del af oplevelsen, hvis man køber iPhone 13 Pro eller iPhone 13 Pro Max.
Først og fremmest har FaceTime fået en overhaling. App’en understøtter nu også såkaldt Spatial Audio, så stemmerne kommer de rigtige steder fra på skærmen, hvis man f.eks. deltager i en videokonference med mange deltagere. Nye mikrofonindstillinger lader desuden brugeren enten sortere al baggrundsstøj fra eller det stik modsatte, så man får al lyd med fra det rum, man opholder sig i, hvilket f.eks. kan være brugbart, hvis nogen spiller live-musik eller lignende.
FaceTime kan også generere mødelinks, der kan deles med andre, hvilket man også kan gøre via tredjeparts-apps som WhatsApp eller Slack. Sågar brugere uden Apple-enheder vil kunne deltage i sådanne FaceTime-møder fra en webbrowser på deres Windows-maskine eller Android-mobil.
En anden nyhed for Apple-brugere (Android-mobiler har haft denne mulighed længe via Google Lens) er kamerafunktionen Live Text, som lader brugeren kopiere, søge på og oversætte tekst direkte fra billeder på mobilen. Uanset om man selv har taget dem eller fundet dem på internettet.
Det fungerer imponerende godt, men et irritationsmoment er, at funktionen kun er tilgængelig, hvis selve iPhone-sproget er indstillet til f.eks. engelsk. Live Text understøtter i øjeblik kun oversættelser mellem engelsk, kinesisk, fransk, italiensk, tysk, portugisisk og spansk, men det er svært at se, hvorfor oversættelsesfunktionen helt forsvinder fra ens iPhone, hvis systemsproget er et andet end de ovennævnte. Hvorfor tror Apple, at man aldrig ville kunne finde på at oversætte mellem f.eks. kinesisk og engelsk, blot fordi man betjener sin iPhone på dansk?
Konklusion
Alt det ovenstående medvirker kun til at bekræfte de konklusioner, som Lasse drager i sin test af iPhone 13 Pro. Her er en mobil, der slår stort set alt på markedet, både når det gælder kamera, skærm og generel brugeroplevelse.
Om iPhone 13 Pro Max kan man tilføje, at den byder på endnu længere batterilevetid, ligesom skærmarealet også er større. Ulempen er, at den virkelig kun passer godt til folk med store hænder. Og så koster den knap 1.000 kroner mere, hvilket kan være dråben, der får bægeret til at flyde over for nogle, da den almindelige 13 Pro-model allerede koster spidsen af en jetjager.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer